diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Boller Side 8 af 9

“Mor-boller” – eller boller med gods i

Udtrykket “Mor-Boller” har eksisteret i vores familie en del år. Og det er boller, jeg i den grad har helt for mig selv 🙂

Og udtrykket dækker over boller med alle mulige lækre ting i: nødder, chokolade, kerner og frø,  tørret frugt + forskellige melsorter. Og bollerne er også kendetegnet ved, at de aldrig er ens fra gang til gang.

Derfor kommer der heller ikke en rigtig opskrift i dag – mere en sådan cirka opskrift, mest af alt til inspiration.

I bollerne, jeg bagte i går, kom der blandt andet en af mine syltede citronskaller. De gav en fin variation.

Boller med gods i 🙂 (6 stk)

2½ dl. væske

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

1 spsk. olie

1 æg fra en selvstændig høne

Dette røres sammen, til gæren er opløst. Så tilsættes hvad køkkenskabet eller skuffen nu rummer af lækre ting.

I små bunker i skålen kommes:

Fuldkornsmel, grahamsmel, havregryn.

Tørret frugt (rosiner, dadler, figner)

Hørfrø, solsikkefrø, nødder o.lign.

Det røres godt rundt, og så tilsættes hvedemel, til du får en fin dej, der æltes til den slipper fingrene.

Sættes til hævning et par timer eller tre. Æltes igennem, formes til boller og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bager ca. 15 – 20 minutter, og afkøler på en rist.

Og nu har du solide boller, der smager af noget, giver noget at tygge på og som mætter i lang tid.

Jeg tygger videre på det grove brød, mens kirkebladet tager form og møder forberedes. August er virkelig en måned, hvor alt begynder igen, og det kræver noget forberedelse.

Men så er det jo dejligt, når noget af det også lykkes. Salmemaraton, som blev skudt i gang for et par uger siden, er kommet så fint fra start – og det er virkelig noget, jeg glæder mig over.

God tirsdag – hvor sensommerens lidt kølige luft mærkes.

Jette

Flutes med squash

Det er tiden med squash – fine og sjove udgaver. Og de vokser hurtigt. Så det er med at bruge fantasien og få dem brugt i forskellige sammenhænge.

En af dem er bagning – i brød og kager.

I går brugte jeg dem til at komme i flutes og i salat – og begge dele forsvandt til Salmemaraton. Så det tager jeg som udtryk for, at de smagte fint 🙂

I en af de ældgamle Karolines Køkken er der en opskrift på et brød med squash. – Den brugte jeg som grund opskrift, men ændrede lidt. Det var en stor portion, og jeg må nok indrømme, at jeg er bedre til små portioner 🙂 Så da dejen havde hævet var den millimeter fra at komme ovenud af røremaskinens skål. Men hævet, det var den 🙂 Dejen var også blødere end jeg normalt har den, så det at forme flutes til lange ens tynde brød – det blev der ikke meget af.

Squash flutes (4 stk.)

2 dl. vand

2 dl. mælk

1 dl. yoghurt eller andet surmælksprodukt

25 gr. gær

2 tsk. groft salt

2 tsk. sukker

3 spsk. olie

200 gr. groftrevet squash

ca. 1 kg. mel – evt. lidt grahamsmel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser – men hold noget af melet tilbage. Jeg brugte røremaskinen og sluttede med at ælte lidt i hånden. Det blev en ret blød dej. Jeg er altid bange for at få for meget mel i – men her kunne vist godt have været lidt mere, så ville dejen have været lettere at arbejde med.

Stilles til hævning 2 – 3 timer. Slås ned og deles i 4 dele, der trilles til flutes, sættes på en plade med bagepapir og efterhæver mens, ovnen varmer op.

Bages ca. 25 minutter ved 200 grader. Afkøler på en bagerist.

God torsdag.

Jette

Mel fra Egeskov Mølle

Hvor er det dejligt, når nogen tænker på en – og ens interesse for bagning 🙂

I går blev jeg begavet med 2 kg. mel. Mange vil måske synes, at det er en lidt underlig gave at få – men jeg blev rigtig glad. Og glæder mig til at prøve at bruge melet.

Det stammer fra Egeskov mølle her på Fyn. Møllen er fra 1848 og virkede som kornmølle i 100 år. Nu tilhører den Svendborg Museum, og det er et frivilligt møllerlaug, der sørger for, at der nu igen  males korn på møllen.

Jeg har ikke besøgt møllen, men det står på listen af noget af det, jeg gerne vil se 🙂

Melet er groftmalet på stenkværn og dejlig at se på og røre ved. Og let at arbejde med. Virkelig luksus – også på en Budget side.

Med melposen fulgte også et lille opskrifthæfte – og jeg gav mig i kast med et lille brydebrød.

Brydebrød (8 boller)

12 gr. gær

1½ dl. vand

1 dl. surmælksprodukt

1 spsk. honning

1 spsk. olie

125 gr. Egeskov mølle mel

1 tsk. groft salt

ca. 250 gr. hvedemel

Gæren røres ud i vandet og det øvrige tilsættes – hvedemelet lidt efter lidt. Æltes godt igennem og stilles til hævning ca. 1½ time. Æltes igennem og deles i 8 stk., trilles til boller, der lægges tæt i en smurt springform ( 18 – 20 cm.).

Pensles med vand og drysses med kerner og frø – gerne forskelligt på hver bolle

Efterhæver godt ½ time og bages ved 200 grader i ca. 25-30 minutter. Køler af i formen, før brødet tages ud og serveres helt, så man ved bordet kan bryde et brød ud af helheden.

Det er blødt og lækkert – har en tæt krumme og masser  af smager.

Rigtig god lørdag – med lidt mindre sol 🙂

Jette

Burgerboller

Efter turen til Æbelø og de mange kilometers vandring ( ca. 12 – 13 km), så var det rart med lidt let aftensmad. Forstået på den måde, at det var let at gå til 🙂 samtidig med, at det mættede godt.

Det blev til pulled pork burger med hjemmelavet coleslaw, barbecuesauce og cornichoner.

Jeg havde i første omgang købt burgerbollerne – men fik alligevel lyst til at prøve at bage nogen selv. Så kunne familien jo selv vælge 🙂

Men jeg synes tit, at hjemmebagte boller bliver lige tunge nok til også at fyldes med alt det andet gode. Så opgaven var at få bollerne lette nok.

Her kommer mit forsøg 🙂

Burgerboller ( 10 – 12 stk.)

1 dl. tykmælk eller andet surmælksprodukt

2 dl. vand

20 gr. gær

3 spsk. olie

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

1 æg fra en sommerglad høne

50 gr. durummel (kan erstattes af hvedemel)

100 gr. grahamsmel

350 – 400 gr. hvedemel

Rør gæren ud i tykmælk og vand og tilsæt de øvrige ingredienser, undtaget hvedemelet. Jeg brugte røremaskinen 🙂 og fik det rørt godt sammen, inden hvedemelet kom i lidt efter lidt. Jeg synes stadig det er lidt vanskeligt at “mærke”, hvornår dejen er færdig i røremaskinen, så jeg ælter den altid færdig i hånden.

Lad dejen hæve tildækket godt en time.

Ælt dejen igennem og form flade boller, som lægges på plader med bagepapir. Hæver, mens ovnen varmer op til 225 grader. Bages ca. 12 – 14 minutter, og afkøler på en rist.

Bollerne forblev nogenlunde flade – og lette nok til, at det fungerede godt med masser af pulled pork, coleslaw og cornichoner inden i.

Jeg vil forsøge igen – og så måske rulle dejen ud og udstikke bollerne. Hvis jeg kan finde en udstikker, der er stor nok i diameter 🙂

Udenfor skinner solen – og det er igen muligt at holde pause på terrassen.

Jette

Kerneboller – kun rørt sammen

Vi er i færd med at planlægge en udflugt til Æbelø for hele familien.

Æbelø ligger 4 km nord for Fyn og kan kun kommes til ad søvejen. Man går ad Ebbevejen i sand og hjulspor, de sidste 1 ½ km går gennem vandet. Jeg glæder mig til turen og håber på godt og lunt vejr.

Og fordi adgangsvejen er som den er, er det jo en oplevelse i sig selv. Men selve øen er også fin og uspoleret og fredet. Den er uden facilitereter og moderne bekvemmeligheder – der er ikke engang en iskiosk 🙂

Så alt, hvad vi skal bruge til dagens ophold, må medbringes i rygsækken.

Nu er planglægningen gået i gang, så hver deltager får en opgave og noget vedkommende skal transportere i hans eller hendes rygskæk.

Jeg er sikker på, at jeg vender tilbage til turen her på bloggen senere.

Men i forberedelserne faldt jeg over et tillæg til “Alt for damerne” i denne uge – et lille hæfte med opskrifter til brug for en picnic. Og her var blandt andet nogle langtidshævede kerneboller. De måtte prøves. Så dem har jeg bagt og selvfølgelig ændret lidt undervejs 🙂

Disse boller skal kun røres sammen og sættes med en ske på bagepapir og så bages. Altså ikke noget med at ælte eller andet. Jeg tror det er sommervarmen, der gør, at jeg er lidt fascineret af brød og boller, der ikke skal æltes så meget.

Kerneboller ( 8.stk )

10 gr. gær

1 dl. yoghurt (eller andet surmælksprodukt)

2 dl. vand

75 gr. fuldkornshvedemel

30 gr. grahamsmel

200 gr. hvedemel

½ tsk. salt

1 spsk. olie

½ spsk. sirup eller honning

25 gr. græskarkerner

25 gr. hørfrø

25 gr. solsikkekerner

25 gr. rosiner

Rør gæren ud i vand og tilsæt de øvrige indgredienser, undtaget fyldet. Rør godt sammen (minimum 5 minutter – det nåede jeg vist ikke helt), dejen er våd og blød. Tilsæt kerner og rosiner og rør det hele godt sammen. Sæt dejen til hævning under et fugtigt klæde en 3-4 timer.

Rør dejen igennem og fordel den – ved hjælp af to skeer – enten på en bageplade beklædt med bagepapir eller kom dejen i muffinsforme.

Bollerne efterhæver mens ovnen varmer op til 250 grader. Bollerne bages ved den temperatur i 5 minutter, hvorefter der skrues ned til 200 grader og bollerne bager færdig ca. 15 minutter.

Afkøler på en bagerist.

Bollerne smager fint nok, men jeg synes de er lidt bastante. Om det så skyldes at de ikke er rørt godt og længe nok, eller om det skyldes, at dejen er langt mere fugtig end når man ellers bager boller – det ved jeg ikke.

Men de ligger godt i maven, og der er masser at tygge på 🙂

Perfekt til rustik morgenmad – men jeg er ikke sikker på, at de kommer med til Æbelø. Dertil er de vist for solide.

Jette

Lækre lette boller med hjemmesyltet citronskal

Jeg skrev for noget tid siden om en bog, jeg havde læst: bag brødet. Og i den bog var der opskriften på nogle syltede citronskaller. Dem har jeg så nu fået lavet og skriver mere om det i morgen.

Men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal bruge skallerne til 🙂 og kan heller ikke huske, at der stod noget om det i bogen.

Smagen i syltede citronskaller minder lidt om sukat og noget i den retning.

Og nu blev de afprøvet i nogle boller, som også blev fyldt med andet tørret frugt. Bollerne smager ganske udmærket – men jeg har dem i fred. Peter konstaterede hurtigt, at selv om de var fine og duftede dejligt, så var de ikke lige noget for ham. Alt for mange rosiner og dadler 🙂

Det er en blød dej, så bollerne har lidt et kagepræg. – De er i hvert fald bedst at spise, som de er eller skåret over og smurt med smør.

Boller med syltet citronskal og tørret frugt ( 12 små stk.)

50 gr. smeltet smør/margarine

2 dl. mælk (eller halvt vand og fløde)

1/4 pk. gær

1 æg, fra en skøn høne

3 spsk. sukker

½ tsk. salt

50 gr. grahamsmel

ca. 250 gr. hvedemel

15-20 gr. syltet citronskal, i tern

75 gr. blandet tørret frugt

Rør gæren ud i mælken og tilsæt æg, smør, sukker, sal og grahamsmel. Tilsæt al frugten og kom så hvedemelet i. Det bliver en blød dej, og du skal ikke have fingrene i den. Saml dejen med skeen og sæt den så til hævning et par timer.

Med en ske sættes dejen nu i klumper på en bageplade beklædt med bagepapir og efterhæver et kvarters tid, mens ovnen varmer op.

Bollerne bages ved 200 grader ca. 18 minutter.

Afkøler på en bagerist.

Det kan godt være, at Peter ikke er begejstret for bollerne – men det er hønsene 🙂

Solen skinner stadig over Fyn, så det var oplagt at gå udenfor og fotografere. Jeg var bare ikke hurtig nok – så hønsene tog den ene halvdel af bollen – den med smør på 🙂

Rigtig god torsdag.

Jette

Hveder til bededag

Der må bages hvedeknopper. En gang om året hæver jeg dej over boblende varmt vand – så det er lidt særligt.

Og i år har Kohberg lige tilbagetrukket en stor mængde af deres hvedeknopper – fordi de havde glemt at komme konserveringsmiddel i! Godt man ikke har det problem – altså med konserveringsmidlet. Det bruger jeg ikke i bagværk, så hellere bage lidt oftere. Jeg tror nu heller ikke, at der er andre hjemmebagere der bruger konservering i deres bagværk. Det er slet ikke nødvendigt, for nybagt brød smager bare så godt 🙂

Skikken med at spise varme hveder, skyldes at bagerne før i tiden holdt lukket på store bededag. Det var dengang, butikkerne lukkede på helligdage, og samfundet turde gå i stå – som præsten Poul Joachim Stender udtrykker det. Og den pointe har han meget ret i. Vi har vist alle sammen godt af ind imellem at gå ned i tempo og tage det med ro.

Hveder (9 stk.)

50 gr. smør/margarine, smeltet

2 ½ dl. mælk

1 æg fra en nysgerrig høne

1/4 pakke gær

½ tsk salt

1 spsk. sukker

1 tsk. kardemomme

50 gr. grahamsmel

ca. 400 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken, tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme og det smeltede smør. kom grahamsmel i og tilsæt til sidst hvedemelet – lidt ad gangen. Æltes godt igennem og sættes så til hævning 2-3 timer – under et klæde.

Sæt en gryde med lidt vand i på komfuret og bring det i kog. Imens æltes dejen igennem, deles i 9 stykker og formes til boller og sættes i en form ( 18 x 18 cm) beklædt med bagepapir.

Sæt formen til hævning ovenpå gryden med det kogende vand. Læg et klæde over og lad bollerne efterhæve ca. 20 minutter. Og de hæver smukt og bliver til helt firkantede hveder 🙂

Sættes ind i en  200 grader varm ovn og bager ca. 15. minutter.

Vendes ud af formen og afkøler på en rist.

Og nu har du lækre boller, som dufter skønt og sagtens kan spises, som de er. – Men faktisk skal de først spises næste dag – ristet og med ret meget smør.

Det er ret lækkert.

God store bededag i morgen – og en dejlig dag i dag.

Jette

Rugstykker med chokolade

Ja, så kommer der igen noget med chokolade 🙂 Jeg ved ikke rigtigt. Jeg spiser ikke så meget ren chokolade, men så snart det er gemt i noget lækkert brød – så forsvinder det. Og denne gang er det i små rugstykker, hvor der også er solsikkekerner og hørfrø i.

Anledningen til at bage disse, var at jeg ville prøve min nye Kitchen aid af. Og også lære den lidt at kende. Jeg har indtil dato altid rørt og æltet gærdej ved håndkraft, så er det jo noget af en omvæltning at skulle overlade alt røre og ælte arbejdet til en maskine 🙂

Det gik nu meget godt – der stod heldigvis ikke en støvsky af mel ud over det hele. Men jeg havde ikke meget fornemmelse af, om der var nok mel i – eller om der måske var kommet alt for meget i. Det kræver noget tilvænning at blive helt dus med min fine maskine. Men vi skal nok blive venner med tiden!

Inspirationen til rugstykkerne fandt jeg her – men lavede igen en mindre portion, og ændrede lidt i forhold til melet.

Små rugstykker (12-14 stk.)

1/4 pakke gær

3/4 tsk. salt

2½ dl. vand

40 gr. solsikkekerner

25 gr. hørfrø

150 gr. rugmel

50 gr. grahamsmel

ca. 75 gr. hvedemel

60 – 75 gr. hakket mørk chokolade

Rør gæren ud i vand og salt. Min maskine klarede fint opgaven med dejkrogen påsat.

Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen chokoladen, og hold også lidt af hvedemelet tilbage. Maskinen kørte videre i sindigt tempo og fik det hele godt blandet.

Når dejen næsten er færdig kommes chokoladen i – og det hele æltes godt sammen. Det sidste gjorde jeg selv, jeg var nødt til at mærke, hvordan dejen var. Men alt det hårde arbejde havde maskinen klaret.

Sæt dejen til hævning ca. 1 time.

Ælt dejen let igennem – den er ret blød, så ikke arbejd for hårdt 🙂

Rul dejen ud i en firkant ca. 1½ – 2 cm tyk og læg på en plade med bagepapir.

Skær dejen ud i stykker, pensl med vand og drys evt. med sesamfrø eller en anden slags frø eller kerner. Efterhæver ca. 1 time.

Bages ved 200 grader ca. 25-30 minutter.

Køler af på en rist før brødet deles i små rugstykker.

Og så er der bare serveret små lækre brød – de er virkelig gode. Og super at tage med på tur.Der er både noget at tygge på, de smager skønt og mætter godt. Så der er ikke meget at betænke sig på her 🙂

God torsdag.

Jette

Små rugbrødsboller

De kan godt have været i handlen længere – men jeg mindes nu kun, at det er inden for det sidste års tid, at man er begyndt at kunne købe små lækre rugbrødsboller fyldt med mørk chokolade og evt. rosiner eller tørrede tranebær.

Jeg synes, de er geniale. De smager rigtig godt, er bløde og lækre, og ikke alt for store. Og rugbrød og chokolade er bare en god kombination. Kommer i tanke om, at de to ingredienser vist også går igen i den sønderjyske rugbrødslagkage.

Jeg har være på udkig efter en opskrift på de her små rugbrødsboller – og er faldet over en fra Samvirke Den laves dog med bagepulver, det lyder lidt underligt. Jeg troede faktisk, at de var hævet med gær. Men uanset hvilket hævemiddel, så skal opskriften afprøves 🙂

Det blev den så i går. I opskriften skulle være brugt knækkede rugkerner – det havde jeg ikke lige. Til gengæld har jeg stadig lidt af Fru Møllers hele rugkerner. De blev brugt i stedet – men jeg tror nok, at knækkede – og dermed lidt mindre grove kerner – vil være bedst.

Små rugbrødsboller med chokolade (6 stk.)

1 dl. knækkede rugkerner (jeg brugte hele kerner)

1½ dl. vand

1 dl. havregryn

1 dl. rugmel

½ dl. hvedemel

1 tsk. bagepulver

½ tsk. fint salt

½ dl. solsikkekerner

1 dl. surmælksprodukt (jeg brugte ymer)

40 gr. hakket mørk chokolade

Bring kerner og vand i kog, og lad det småsimre 3-4 minutter, hvis det er knækkede kerner. (Hele kerner koges i 10 minutter) Afkøles.

Bland de tørre ingredienser sammen og tilsæt surmælksprodukt, de kolde kerner og vand. Rør godt rundt, dejen er noget fugtig. Fordeles på en plade med bagepapir, og bages derefter i ca 30 minutter ved 200 grader. Dejen skal ikke hæve først.

Køler af på en bagerist – og smager rigtig godt, mens de stadig er lune. Og også dagen efter.

 

Rustikke ser de ud – og det er de også. Men de er gode at tygge på, og spises bare som de er.

Og sikke en mandag – så langt fra sidste uges skønne solskinsrige dage – i dag blæser det – grundigt!

Jette

Gulerodsbrud

Jeg har ikke før bagt gulerodsbrud. Jeg har spist ret mange gulerodsboller, muffins og kager – og gulerodsbrud – men ikke hjemmebagte. Før jeg fik serveret Trines fine brud.

Jeg fik hendes opskrift og søgte tilbage og nåede til denne side. Og der blev beskrevet, hvordan det var først i 90,erne at gulerodsbrudene for alvor vandt indpas hos bageren. Og pludselig kan jeg godt huske, at jeg har købt en del 🙂 For de var bløde og lækre – og lidt sunde!

Nu forsøges der så i mit køkken. Og her er opskriften – jeg har endnu en gang formindsket portionen. Jeg vil hellere bage en gang mere, og så have nybagt brød 🙂

Gulerodsbrud (ca. 6 stk)

1/4 pk. gær

1 dl. vand (jeg brugte mælk, der skulle bruges :-))

2 spsk. yoghurt (eller andet surmælksprodukt)

2 spsk. olie

1 tsk. salt

1 spsk. sukker

75 gr. grahamsmel

ca. 175 gr. hvedemel

Udrør gæren i vandet og tilsæt det øvrige – men hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt dejen godt igennem og stil den tildækket til hævning ca. 1 time.

Imens dejen hæver, findes:

1 æggeblomme, fra en glad høne

50 gr. groftreven gulerod

25 gr. solsikkekerner

Når dejen har hævet, æltes den let igennem, mens den bliver i skålen. Æggeblomme, gulerod og solsikkekerner kommes ved – og der blandes.

 

Jeg synes normalt ikke, jeg er sart – men det var en temmelig klistret affære at få fordelt fyldet i dejen. Og jeg tror eneste mulighed er at bruge fingrene 🙂

Når det hele er æltet nogenlunde sammen deles dejen i 6 stykker, som med en ske sættes på en bageplade med bagepapir.

 

Og så skal de bare i ovnen 🙂 Bages ved 200 grader ca. 15-18 minutter. Køler af på bageristen, og så er der ellers bløde og rimelig lækre gulerodsbrud.

 

 

Spises som de er – men kan sikkert også nydes med lidt ost eller lignende.

 

Senere i dag bages der videre – madblogger udfordringen # 2 ligger stadig og udfordrer 🙂

 

God lørdag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal