diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: juni 2014 Side 1 af 3

Små hindbærsnitter – til et helt kompagni :-)

Selv om jeg har bagt i mange år – så er det stadig svært at beregne, hvor stor en portion skal være, når man laver om på formen 🙂

Jeg brugte min almindelige mørdejsopskrift (og doblede op!) og lavede så små ruder i stedet for almindelige rektangulære hindbærsnitter. Og fik ret mange små hindbærsnitter!

Peters klasse var forbi i går – studenterkørsel. Og jeg havde besluttet, at de unge mennesker kunne ikke komme her forbi uden at blive budt på lidt kage 🙂 Og hindbærsnitter ved jeg i hvert fald ligger inden for Peters repertoire af godkendte kager.

Men når de skal besøge 19 hold forældre, der alle gerne vil gøre det så godt som muligt, så er det noget med begrænsningens kunst. Så jeg tænkte små hindbærsnitter – i petit four størrelse – det ville være en mulighed.

Det var det også – men der skal bare ikke bruges ret meget mørdej for at lave sådan nogle snitter. Så nu har jeg hindbærsnitter til ret så mange dage …

 

Også fordi de stort set ikke rørte kagerne. Der var lidt mere afsætning på tomat-bruschettaerne og de små chipsposer 🙂

Men sjovt og hyggeligt var det. De unge mennesker var mest imponeret af, at Peter boede i et hus, hvor der var 5 toiletter!

I dag vil jeg tro, at de sover. Og når de engang vågner op igen – og der er blevet ro i deres hoveder – så er jeg sikker på, at de vil huske dagen i går som en sjov og anderledes dag. Alene det, at komme ind og se 19 forskellige hjem og se, hvordan familier kan indrette sig, det er da en fin ting.

Nu er sidste punktum også sat her på bloggen for noget, der har med studenter at gøre – tror jeg 🙂

God mandag.

Jette

Endnu en studenterkage …

Det er nogle særlige og festlige dage – disse sidste i juni – med studenter alle vegne 🙂

Og dermed gode anledninger til at samle familie og venner og fejre, at en milepæl er nået i de unge menneskers liv. Og at de nu for alvor skal til at stå på egne ben og træffe deres egne valg.

Og til en fest hører også en kage.

Denne malteserskage har netop forladt matriklen her og er blevet taget med nordpå, hvor endnu en student skal holde fest 🙂

Så er der bare tilbage at ønske tillykke og god dag.

Jette

Syltet citronskal

Med denne opskrift er jeg igen på kanten af Bagning med Budget 🙂 Men de syltede citronskaller kan bruges i bagværk og lækre kager, så derfor kommer opskriften med.

Og jeg mindes, at min mor i min barndom selv syltede appelsinskaller – til at komme i julekagen. Men den opskrift har jeg ikke. Så derfor var denne lidt interessant.

Opskriften er fra den spændende bog, jeg for nylig læste Bag brødet, om bagningens 6000 år gamle historie. Og heldigvis også med nogle opskrifter i.

Økologiske citroner har jeg skrevet om før. Og når det, som her er skallen, der skal bruges, så skal de være usprøjtede. Jeg havde 2 citroner – dem brugte jeg til eksperimentet 🙂

Syltet citronskal

2 citroner

lige så mange gram lys rørsukker, som citronskallerne vejer

½ dl. vand

Skræl citronerne – kun skallen skal bruges. Skæres i kvarte. Kommes i en gryde med koldt vand og koger under låg i 20 minutter.

Hæld vandet fra og lad dem køle af. Kommes i en ny skål, dækkes med koldt vand og sættes i køleskab. Skift vandet hver dag i en uge.

Vej skallerne og kom samme mænge sukker + vand i en gryde og kog op til en sukkerlage. Kom nu skallerne i et rent syltetøjsglas, hæld den varme lage over og luk glasset. Hvis der er for lidt lage, kan der koges lidt mere og hældes over.

Stil glasset i køleskab. Hver 3. dag hældes lagen fra og der tilsættes yderligere 1 spsk. rørsukker og lagen koges op. Hæld den så igen over skallerne og sæt glasset på køl igen i 3 dage. Gentag processen to gange mere – men den sidste gang skal skallerne koges med.

Rengør syltetøjsglasset og skyl det med en skefuld spiritus og kom skaller og lage tilbage i glasset – og gem på køl.

Nu er de klar til at blive brugt 🙂

Det lyder måske lidt omstændeligt, men det er det ikke. Så nu står der et glas med fine citronskaller i mit køleskab. Nu må fantasien i sving, så jeg kan finde ud af at få dem anvendt. Første forsøg var disse boller.

God weekend.

Her i huset kommer en lastbil med unge studenter forbi på søndag – det skal nok blive festligt:-)

Jette

Lækre lette boller med hjemmesyltet citronskal

Jeg skrev for noget tid siden om en bog, jeg havde læst: bag brødet. Og i den bog var der opskriften på nogle syltede citronskaller. Dem har jeg så nu fået lavet og skriver mere om det i morgen.

Men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal bruge skallerne til 🙂 og kan heller ikke huske, at der stod noget om det i bogen.

Smagen i syltede citronskaller minder lidt om sukat og noget i den retning.

Og nu blev de afprøvet i nogle boller, som også blev fyldt med andet tørret frugt. Bollerne smager ganske udmærket – men jeg har dem i fred. Peter konstaterede hurtigt, at selv om de var fine og duftede dejligt, så var de ikke lige noget for ham. Alt for mange rosiner og dadler 🙂

Det er en blød dej, så bollerne har lidt et kagepræg. – De er i hvert fald bedst at spise, som de er eller skåret over og smurt med smør.

Boller med syltet citronskal og tørret frugt ( 12 små stk.)

50 gr. smeltet smør/margarine

2 dl. mælk (eller halvt vand og fløde)

1/4 pk. gær

1 æg, fra en skøn høne

3 spsk. sukker

½ tsk. salt

50 gr. grahamsmel

ca. 250 gr. hvedemel

15-20 gr. syltet citronskal, i tern

75 gr. blandet tørret frugt

Rør gæren ud i mælken og tilsæt æg, smør, sukker, sal og grahamsmel. Tilsæt al frugten og kom så hvedemelet i. Det bliver en blød dej, og du skal ikke have fingrene i den. Saml dejen med skeen og sæt den så til hævning et par timer.

Med en ske sættes dejen nu i klumper på en bageplade beklædt med bagepapir og efterhæver et kvarters tid, mens ovnen varmer op.

Bollerne bages ved 200 grader ca. 18 minutter.

Afkøler på en bagerist.

Det kan godt være, at Peter ikke er begejstret for bollerne – men det er hønsene 🙂

Solen skinner stadig over Fyn, så det var oplagt at gå udenfor og fotografere. Jeg var bare ikke hurtig nok – så hønsene tog den ene halvdel af bollen – den med smør på 🙂

Rigtig god torsdag.

Jette

Forskellen på fromage og mousse ?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv for nylig. For jeg syntes, jeg mødte begge betegnelser lidt i flæng, og kunne ikke helt gennemskue, hvad præcis forskellen var.

Og så er Internettet jo en god ting 🙂

Jeg fandt på Arlas hjemmeside en forklaring, som jeg synes giver god mening og som er til at huske og kunne bruge. Derfor vil jeg holde mig til den. Selv om det ikke er sikkert, at det er sådan forskellen defineres alle vegne.

Fromage er lavet af både æg, sukker og flødeskum.

Mens mousse er lavet af flødeskum og sukker

Et eksempel på fromage og mousse kunne være følgende.

Citronfromage – her i en helt gammel og klassisk version 🙂

Citronfromage (1-2 pers.)

1 blad husblas

1 æg, fra en nysgerrig høne, delt i blomme og hvide

25 gr. sukker

½ tsk. revet citronskal

½ citron – saften af den

3/4 dl. piskefløde

Udblød husblas i koldt vand et kvarter. Pisk æggehviden stiv, pisk fløden til blødt flødeskum og pisk til sidst æg, citronskal og sukker godt sammen. Vrid husblassen let og smelt den i mikroovn med det vand, der følger med (det tager få sekunder). Kom citronsaften ved og rør rundt – det tilsættees æggesnapsen og der piskes godt. Vend så den stiftpiskede hvide i og vend til sidst flødeskummet i.

Kom desserten i en skål eller portionsanret og stil i køleskab et par timer.

Pynt eventuelt med hakkede pistaciekerner, chokolade eller en top flødeskum.

 Jordbær-rabarbermousse som brugt i kagen her

Uden at ville gøre mig klog på noget, jeg ikke ved så meget om – så tror jeg, at mousse bruges mest som fyld i lagkager og lignende. Hvorimod fromage i min erindring mest var en dessert. Og faktisk en udmærket dessert 🙂

Og lige et glimt fra haven – det er fortsat ret fint at holde ferie på terrassen 🙂

Jette

Sommerlig bryllupskage Madbloggerudfordring # 3

Endnu en gang har La Cucina Nada taget initiativ til en omgang madblogger udfordring. Det er virkelig et sjovt koncept og en super måde at afprøve egne evner på, og ikke mindst stifte bekendtskab med mange andre madbloggere!

Denne gang er temaet sommermad. Og rammen er, at besvarelsen skal indeholde tre givne elementer. I  “Årstidens søde køkken” er der tale om:

Bær

Spiselige blomster/krydderurter

Chokolade

Inspirationen blev min gamle rosenbusk. Den står på terrassen og er sikkert blevet plantet, da præstegården blev bygget for små 100 år siden. Roserne blomstrer hvert år og dufter skønt. Jeg har dog aldrig brugt rosenblade før, men det blev så prøvet nu 🙂

Resultatet er en lille sommerlig bryllupskage!

Indhold: lagkagebunde, jordbær-rabarbermousse, chokoladeganache og marcipanovertræk. Pyntet med tørrede rosenblade og lyserøde marcipanroser.

Bund

2 æg, fra frodige høns – delt i blomme og hvide

100 gr. sukker

50 gr. kartoffelmel

40 gr. mel ( jeg brugte 15.gr. mandelmel og 25 gr. hvedemel)

1/4 tsk. bagepulver

Pisk hviderne stive, tilsæt sukker og pisk videre i 3 minutter – til en lækker tyk marengs. Tilsæt de øvrige ingredienser og vend forsigtigt rundt. Kom dejen i en lille springform (18 cm) beklædt med bagepapir.

Bages ca 30 minutter ved 150 grader. Køler af i formen, før den vendes ud. Når den er kold deles den i tre lag.

Kompot (langtidsbagt)

250 gr. rabarber i 1-2 cm stykker

150 gr. jordbær i kvarte

150 gr. lys rørsukker

1 tom vaniljestang

Kom rabarber, sukker og den tomme vaniljestang i et ildfast fad og sæt det i ovnen ved 75 grader. Dæk fadet med bagepapir. Efter 2 timer tilsættes jordbær og der røres forsigtigt rundt. Tilbage i ovnen og bager langsomt videre i 2 timer, mens duften breder sig i køkkenet 🙂

Mousse

2 dl. piskefløde

1 bl. husblas

+ ½ kompot

Sæt husblassen i blød i koldt vand – ca. et kvarter. Pisk fløden til flødeskum. Vrid husblassen for vand og smelt den med det vand, der hænger ved i mikroovn – det går lynhurtigt. Kom 2-3 spsk. saft fra kompotten sammen med husblas og rør grundigt sammen. Kom også et par skefulde flødeskum op til saft og husblas og rør sammen. Vend jordbær og rabarberstykker (saften skal ikke med) forsigtigt rundt i fløden, og kom til sidst husblas og saft i moussen, mens der forsigtigt røres rundt. Er nu klar til brug – ellers sæt den på køl.

Chokoladeganache til opsmøring

100 gr. piskefløde

100 gr. mørk chokolade, hakket groft

Bring fløden i kog og hæld den over chokoladen og rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er smeltet og massen er helt fin og glat. Sættes på køl.

350 gr. overtræksmarcipan

Jeg lavede det selv, men det kan også købes færdigt. Opskrift kan ses her.

Tørrede rosenblade

Pluk bladene af et par rosenhoveder og læg dem på bagepair og tør dem i ovnen 1 – 2 timer ved 50 grader.

Samling af kagen

Læg en af lagkagebundene på det fad, kagen skal serveres på. Sæt ringen fra springformen omkring og kom evt. plastikfolie inden i. Kom halvdelen af moussen på, læg en kagebund, det sidste af moussen og den sidste bund øverst. Tryk let så fyldet fordeles og kagen bliver nogenlunde plan. Sæt kagen på køl mindst et par timer.

Tag chokoladeganachen ud af køleskab og rør den blød (giv den evt. et par sekunder i mikroovnen). Fjern springformens kant og evt. folie og smør hele kagen ind i chokoladganache. Og så tilbage til køleskabet en times tid igen.

Når kagen er godt kold og chokoladeganachen dermed er stivnet lidt, så lægges marcipanen på. Rul den ud og læg den forsigtigt på, og ret det til rundt om kagen. Her kom jeg virkelig på arbejde – og skal øve mig noget mere 🙂 Skær den overskydende marcipan af.

Og brug den til at lave små roser og blade af.

Til sidst pyntes kagen – marcipanroser, blade og de tørrede rosenblade sættes fast med en anelse hvid glasur.

Og så er kagen klar til at bliver serveret 🙂

Tak for udfordringen. Jeg deltager gerne en anden gang 🙂

God sommer

Jette

Sankt Hans og sommerferie …

Midsommer – med de skønneste lange dage og virkelig lyse nætter.

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Thøger Larsen 1914

Den sang, har jeg sunget nogle gange i den forgange uge. En skøn sommersang, der i år er 100 år, og som stadig fint beskriver den danske sommer. “Lærker der hopped af æg i vår”, og “Pigernes latter og lyse hår”

Natur og hverdag, der tilsammen spår om

“sol over grønne sletter

lykke og lyse nætter.”

Tidløs poesi, der bare rammer så fint.

I dag fejres Sankt Hans. Det er tid til at fejre Johannes Døberens fødselsdag. Her præcis et halvt år før det er jul.Nu hvor lyset begynder at aftage, da blev Johannes Døberen født, hvorimod, når lyset vender tilbage, da fejrer vi Jesu fødselsdag. Det siger faktisk også lidt om deres betydning. Johs. Døberen er forløberen. Hans betydning aftager. Mens Jesus er ham, der kom og var og er lyset.

Og så er det sommerferie. Jeg begynder i dag på 14 dages ferie. Dage der skal tilbringes i haven – eller i hvert fald her hjemme, med små afstikkere ud omkring. Studenten sætter stadig lidt dagsordenen med dimission og studenter kørsel i den kommende uge. Jeg glæder mig til at holde fri – og har med fornøjelse sat autosvar på min mail 🙂

I haven er det tørt – men mine pyntegræskar er langt om længe kommet i gang med at gro.

Det vil sige nogen af dem.

De sidste to planter, der manglede at blive plantet ud, kom i jorden i går. Nu må de gerne få lidt fart på og blive store i en fart 🙂

I haven har jeg også fået lavet et par nye siddepladser. Jeg er blevet færdig med at kløve birketræet, men der var nogle store stykker, som jeg slet ikke kunne gøre noget ved. Men de er gode at sidde på 🙂

En sådan tur rundt i haven bekræfter mig i, at det er ganske udmærket at holde ferie i Danmark. Sommeren er helt som den skal være – selv om blæsten godt må lægge sig lidt 🙂

I morgen kommer her på bloggen mit forslag til Madbloggerudfordringen #3 – sommermad.

Jeg synes selv, det er blevet ret godt – så læs gerne med i morgen 🙂

Jette

Sukkerbillede – købt på nettet

Det er ind imellem utroligt, hvad man kan finde på nettet – og købe. Men ind imellem også noget som gør, at man pludselig kan lave noget selv, så det samtidig ser ret godt ud. Næsten som var det købt i en butik.

Studenterkagen til Peter fik jeg lov at bage/lave selv. Og det var jeg selvfølgelig glad for og lidt stolt over. Men ville så også godt, at den kom til at se ordentlig ud, og ikke mindst smage godt.

Da pigerne for 4 år siden blev studenter, havde de netop købt en stor othellolagkage, hvor der på glasuren var et stort billede af dem på. Det med spiselige billeder var ikke så almindeligt den gang, så det vakte lidt opsigt. Nu ville jeg gerne lave noget, der mindede om det til Peter.

Og det viste sig ikke at være så svært. Der er en del firmaer som laver sukkerbilleder efter bestilling. Man kan købe billeder med fortrykte billeder, men man kan også få sit eget billede printet på sukkerpapir.

Jeg fandt firmaet Trykspar som var langt de billigste til at trykke billeder. 18 kr. for et A4 billede + 10 kr. hvis der skulle tekst på + porto/ekspeditionsgebyr (39 kr)

Servicen var helt i top. Jeg bestilte til middag en dag og næste formiddag lå billedet i min postkasse. Godt emballeret og uden nogen skrammer overhovedet.

Men jeg manglede en brugsvejledning.

Og derfor var det ved at gå galt, da jeg skulle lægge billedet på. Jeg havde et sted læst at papiret skulle gøres fugtigt inden det blev lagt på glasuren eller marcipanen, for så ville det bedre kunne hænge fast.

Men det skulle ikke gøres fugtigt. Jeg skulle have lagt det direkte på den fugtige glasur, og ladet det stille og roligt tørre op.

Da jeg fugtede mit billede med vand blev det næsten opløst og hang fast i bagepapiret, jeg havde lagt det på. Jeg fik det lagt på kagen – men det var meget længe om at ville slippe bagepapiret. – Så undervejs var jeg ved at opgive flere gange. Men det lykkedes til sidst – og det er mest i kanten og i hjørnerne man kan se, at det gik galt.

Nu var det første gang, jeg arbejde med sukkerpapir og billeder. Men er blevet klog på at billedet ville træde bedre frem, hvis baggrunden/glasuren havde været hvid. Men det ville bare ikke have passet til en othellolagkage 🙂

Men alt i alt – så prøver jeg gerne det her igen. Det var både sjovt og nemt – og selvfølgelig skal man lære at arbejde med noget nyt. Så trods buede kanter og uens hjørner – så var jeg tilfreds 🙂

Ønsker dig en dejlig weekend.

Jette

Kæmpe Othellolagkage

Kæmpe og kæmpe – jeg synes i hvert fald den var stor. En Othellolagkage i bradepandestørrelse.

Anledningen var Peters studenterfest. En skøn anledning.

Og der blev regnet og ganget – trukket fra og lagt til – og her følger resultatet 🙂

Det tog noget tid at lave kagen, og der kom udfordringer undervejs. Men jeg var alligevel selv tilfreds med resultatet. Men der er plads til forbedringer 🙂

Othellolagkage til 20 – 25 personer

Bunde ( x 3)

Jeg brugte opskriftenher. Men fordelte dejen i ovnens bradepande, der var beklædt med bagepapir. Bages ved 150 grader i ca. 15 – 18 minutter.

Kan gøres dagen før. Skæres ud i den størrelse, der ønskes – mine var ca. 30 x 38 cm.

Vaniljecreme (x 2)

3 æg, fra frække høns

4½ dl. mælk

3 spsk.(30 gr.) maizena

75 gr. sukker

1 vaniljestang

1½ dl. piskefløde

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker, for at dele kornene. Alt – undtagen piskefløde – kommes i en gryde, piskes godt sammen og bringes op at koge. Kommes i en skål, læg film helt ned på overfladen, sæt skålen i køleskab og lad den blive helt kold.

Når cremen skal bruges, piskes piskefløden til flødeskum og vendes i den kolde creme.

Endvidere bruges:

150 gr. (købte) makroner, knuses let

ca. ½ glas god hindbærsyltetøj

Glasur

300 gr. flormelis

30 gr. kakao

vand

Det hele røres sammen, og her var rigelig med glasur.

Marcipanbånd

500 gr. marcipan

200 gr. flormelis

50 gr. glukosesirup

Alt æltes rigtig godt sammen – her er røremaskinen en god hjælp. Æltes let sammen og gemmes det i en lufttætpose i køleskabet, til det skal rulles ud og skæres til.

Sukkerbillede – mere om det senere.

Opbygning

På det fad, kagen skal serveres på, lægges en kagebund. Rundt om placeres en kant – enten lavet af bagepapir eller plastikfolie – eller hvis man har udstyret i orden, en firkantet kagekant (se evt. her ) Men sådan en har jeg ikke, så mine brødforme blev sat langs kanterne og kom til at danne væg. Det blev lidt intermistisk – men det virkede 🙂

Rundt langs kanten sprøjtede jeg en rand af flødeskum (for at holde cremen inde). Oven på bunden kom hindbærsyltetøj og makroner og sluttede med vaniljecreme.

En ny kagebund kom på og trykket lidt ned. Gentog med flødeskum og creme – og sluttede med at lægge den sidste bund på.

Marcipanbåndet blev lavet af flere mindre stykker. Jeg målte højden på kagen og lagde ca. en centimeter til og skar så lange strimler, af den udrullede marcipan. De blev sat rundt om hele kagen. Der var også her rigelig med overtræksmarcipan – men det kan gemmes i køleskab og bruges en anden gang.

Jeg valgte at bruge en helt almindelig chokoladeglasur og fordelte den øverst. Mens den endnu var fugtig lagde jeg sukkerbilledet på. Det gik ikke helt efter planen – det fortæller jeg om en anden dag 🙂 Men man kan dog godt se, at det er et billede af ham, der blev holdt fest for.

Kagen stod til næste dag. Inden servering pyntes med flødeskumsrosetter i hele kanten.

Peter skar selv kagen for. Og heldigvis smagte den godt 🙂

God weekend.

Jette

Det gik godt ! :-)

Hvor er det dejligt at kunne se tilbage på en rigtig dejlig dag. Som dagen i går. Med skønt vejr og gode mennesker omkring en. Men ikke mindst en taknemmelighed og en stolthed over, at ens barn klarer sig meget godt. På egne ben. Under de givne vilkår.

Så jo, Peter fik studenterhuen på hovedet i går – og var tydeligt både glad og lettet. Jeg tror, huen bliver på hovedet de næste mange dage.

Jeg mindes ikke, at vi gjorde, da jeg blev student for 34 år siden – altså gå rundt med huen i flere dage. Men jeg synes faktisk det er lidt fint, at studenterne får lov at vise og nyde, at nu er eksamen i hus. Tre års indsats er belønnet – og et hav af muligheder ligger åbent foran dem. Nu er den store opgave at vælge og finde netop sin vej.

 I dag kommer kun et enkelt billede af Othellolagkagen, som jeg havde lavet til Peter. Spejlpladen opfyldte sin mission og kagen blev spist – der er et lille bitte stykke tilbage til eftermiddagskaffen.

Jeg skal på konvent de næste par dage. Men vender tilbage med lidt mere om kagen her. For det har været sjovt selv at kunne lave studenterkagen – og den glæde deler jeg gerne.

Jette

Side 1 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal