Hvilken festlig begivenhed. At have været gift i 50 år og så kunne fejre guldbryllup.

Det kunne min nabo fejre i går.

Og på Fyn går den slags ikke stille af. Så dagen inden selve dagen blev brugt på, at venner og naboer fik lavet to rigtig flotte æresporte – en til at stå ved guldbrudeparrets eget hus og en til at stå, hvor festen skulle holdes. Og da gran og blomster var sat i, små fine lyskæder kommet på plads og det hele stod og fortalte historien om et langt ægteskab – ja så kom alle ind og fik smørrebrød og kaffe.

For så at være klar til morgensang næste morgen 🙂 Her blev guldbrudeparret vækket med både trompet og tuba og et kor (af familie og venner) med rustne stemmer, der glade sang: “I østen stiger solen op” og “Det er så yndigt at følges ad.”

Festligt var det! Og regnen, der tidligere havde trommet på taget, var nu holdt op. Og indenfor ventede varm kaffe og rundstykker – og som en overraskelse for mig – også brudevalsen. Danset til tonerne af trompeten og tubaen, og det rørige guldbrudepar, der smilende og glade dansede der midt på stuegulvet.

“Det er så yndigt at følges ad…

da er med glæden man dobbelt glad

og halvt om sorgen så tung at bære;” (den danske salmebog 703,1)

Grundtvig genbruger her et gammelt ordsprog – men som jo er så sandt. At have nogen at dele glæden

med, er guld værd. Og en at kunne bære de sorgfulde dage med, er lige så meget værd.

50 år vidner om trofasthed og vilje. Om at holde sammen og stå ved det løfte, der blev givet utallige år tidligere.

Dannebrog vajede i alle haverne rundt om. For her var noget at fejre.

Dagen sluttede med en stor og festlig fest.

Og igen – jeg synes også bare 50 år sammen, det fortjener en fest. Med glæden til bords, og med taknemmeligheden i hjertet.

En dejlig dag – sluttede vi med at synge. “Hvor mindet vil farve en dejlig dag, så skøn som et morgengry …”

Ja skønne dage kaster sit lys over hverdagene.

Nu er det en helt almindelig torsdag – og det er ganske godt.

Jette

Hvorfor glemmer jeg det så tit? At det er godt og berigende at læse en god avis? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når jeg sætter mig med morgenkaffen og bruger tid på at pløje avisen igennem, så er der ofte kommet nye indsigter og nye vinkler på ting efterfølgende. Ord eller historier, der ligger og arbejder videre i ens hoved.

“At håbe er at leve” var overskriften på en artikel, jeg læste i går. Et fint citat – og som man er nødt til at studse over og tænke over. Og blive opmærksom på – at ja, forsvinder håbet, så går livet også i stå.

H.C.Andersen sagde det berømte citat: “At rejse er at leve” Og meget vel, det er dejligt at rejse og komme ud og opleve noget andet end ens vante omgivelser. Men jeg tror alligevel, at håbet trumfer det at rejse!

Martin Luther er citeret for at have sagt, at “…hvis Dommedag var i morgen, så ville han stadig plante et æbletræ i dag.” Og det understreger ret godt, hvad håb gør  – det åbner ens sind og løfter blikket.

I artiklen, jeg læste, stod håbet også beskrevet sådan: “Håbet driver os frem trods alle dystre prognoser. Det skaber mening og sammenhæng – mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå.” (Kristeligt Dagblad 14.03.2014)

Og det tror jeg er væsentligt. Vi har så meget brug for at kunne se en mening og håbe på noget. Ikke nødvendigvis hele tiden noget stort og forkromet – men bare håbet om en god dag, en dejlig middag eller en hyggelig aften.

På det helt jordnære plan håber jeg denne lille busk af dorthealiljer vil overleve i den fynske muld. Jeg gravede dem op i Nordjylland – min mor må have plantet mange løg i tidernes morgen, for der var rigtig mange af dem i haven, og hun var så glad for dem. Så nu håber jeg denne lille klump vil falde til og fremover vil blomstre ved forårstide uden for mit vindue. Som et af mange minder om min mor.

God og håbefuld tirsdag.

Jette