Hvilken festlig begivenhed. At have været gift i 50 år og så kunne fejre guldbryllup.

Det kunne min nabo fejre i går.

Og på Fyn går den slags ikke stille af. Så dagen inden selve dagen blev brugt på, at venner og naboer fik lavet to rigtig flotte æresporte – en til at stå ved guldbrudeparrets eget hus og en til at stå, hvor festen skulle holdes. Og da gran og blomster var sat i, små fine lyskæder kommet på plads og det hele stod og fortalte historien om et langt ægteskab – ja så kom alle ind og fik smørrebrød og kaffe.

For så at være klar til morgensang næste morgen 🙂 Her blev guldbrudeparret vækket med både trompet og tuba og et kor (af familie og venner) med rustne stemmer, der glade sang: “I østen stiger solen op” og “Det er så yndigt at følges ad.”

Festligt var det! Og regnen, der tidligere havde trommet på taget, var nu holdt op. Og indenfor ventede varm kaffe og rundstykker – og som en overraskelse for mig – også brudevalsen. Danset til tonerne af trompeten og tubaen, og det rørige guldbrudepar, der smilende og glade dansede der midt på stuegulvet.

“Det er så yndigt at følges ad…

da er med glæden man dobbelt glad

og halvt om sorgen så tung at bære;” (den danske salmebog 703,1)

Grundtvig genbruger her et gammelt ordsprog – men som jo er så sandt. At have nogen at dele glæden

med, er guld værd. Og en at kunne bære de sorgfulde dage med, er lige så meget værd.

50 år vidner om trofasthed og vilje. Om at holde sammen og stå ved det løfte, der blev givet utallige år tidligere.

Dannebrog vajede i alle haverne rundt om. For her var noget at fejre.

Dagen sluttede med en stor og festlig fest.

Og igen – jeg synes også bare 50 år sammen, det fortjener en fest. Med glæden til bords, og med taknemmeligheden i hjertet.

En dejlig dag – sluttede vi med at synge. “Hvor mindet vil farve en dejlig dag, så skøn som et morgengry …”

Ja skønne dage kaster sit lys over hverdagene.

Nu er det en helt almindelig torsdag – og det er ganske godt.

Jette