Menighedsrådet holdt møde i aftes. Og ordningen med, at jeg bager til mødet, er fortsat her i 2016. Det har jeg det fint med, og det lader til at medlemmerne også er tilfredse med ordningen 🙂
I går blev det de sunde chiaboller – dog bagt som brød – der blev serveret. Og så en ret lækker og farverig lagkage.
Jeg havde satset på, der var så meget tilbage, at jeg kunne få et billede af indersiden af kagen – men da først menighedsrådet havde fået, og dernæst Mette og Peter havde været der. Ja så var fadet tomt. Jeg vælger at tolke det som tegn på en velsmagende kage 🙂

Farverig lagkage (6-7 pers)
Bund
2 æg, fra skønne høns
1 tsk. vaniljesukker
100 gr. sukker
lidt revet citronskal
50 gr. smeltet smør
20 gr. mandelmel
80 gr. mel
½ tsk. bagepulver
Pisk æg og de to slags sukker lyst og luftigt. Tilsæt det smeltede, let afkølede smør og pisk igen. Vend de øvrige ingredienser i – mel og bagepulver må gerne sigtes i. Mandelmel kan erstattes af hvedemel. Dejen kommes i en smurt springform (diameter 18 cm.) og bager ca. 25 ved 175 grader. Afkøler i formen.
½ portion jordbær/hindbærmousse
Vaniljecreme
1 æg, fra en solid høne
30 gr. sukker
½ vaniljestang
1½ dl. mælk
1 spsk. maizena
½ dl. piskefløde
1 blad husblas
Sæt et blad husblas i blød i koldt vand, ca. et kvarter. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Kom vaniljesukker og den tomme stang i en gryde og tilsæt de øvrige ingredienser – undtaget husblas og piskefløde. Bring cremen i kog og lad den koge ganske kort, vrid husblas fri for vand og kom det i den varme creme, hvor det smelter. Kom cremen i en skål, læg film på toppen for at undgå kondens og sæt cremen på køl. Lige inden den skal bruges piskes fløden til let skum, som vendes i cremen. Husk at fiske den tomme vaniljestang op 🙂
Overtræksmarcipan af 150 gr. marcipan
Chokoladeganache
50 gr. mørk chokolade
½ dl piskefløde
Hak chokoladen ret fint. Varm piskefløden til kogepunktet – gøres let i mikroovnen. Hæld fløden over chokoladen og rør til en smuk og blank blanding. Sættes på køl til den skal bruges.
Samling af kagen:
Del bunden i 3 dele. Når jeg samler kagen, vender jeg den på hovedet, så det øverste lag kommer i bunden. Placer bunden på serveringsfadet og sæt kageplast omkring. Fordel vaniljecremen på bunden. Læg næste bund på, fordel moussen og slut med den sidste bund – med bunden op ad. Sættes på køl en times tid, og gerne længere.

Fjern kageplast. Lun ganachen ganske lidt i mikroovnen og fordel den på den afkølede kage. Øvelsen går ud på at få et så fint og jævnt lag, som muligt.
Overtræksmarcipanen rulles ud i et langt bånd i kagens højde. (Længden er: diameter x 3,21) Placer båndet rundt om kagen. og slut med at pynte med marcipanblomster, hindbærstøv, eller hvad du nu synes 🙂

På en vinterdag lyste kagen lidt op 🙂
Rigtig god weekend.
Jette