diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Bæredygtighed Side 27 af 35

Fredagsglimt

I dag er blandt andet skiftedag i sommerhuset, så turen går mod syd, før den senere går mod vest 🙂 Og inden da, skal en prædiken skrives færdig.

Det første fredagsglimt er fra i går, hvor jeg igen var ude at samle en lille buket til projektbuket2020.

Jeg synes virkelig, det er en sjov tanke, og jeg bliver udfordret omkring det at se og finde blomster i præstegårdens store have. For en stor have er ikke nødvendigvis ensbetydende med mange blomster 🙂 Vi havde ikke boet her ret mange år, før vi fik sløjfet et kæmpe staudebed og senere igen udviddet græsplænen ved at sløjfe nogle andre bede. I dag synes jeg, det er lidt ærgerligt, men på det tidspunkt var det helt rigtigt. Men sådan ændrer ens fokus og interesser sig jo gennem livet.

På billedet peger pilen på en bi, som kom flyvende forbi, fordi blomsterne bare duftede så godt 🙂

I sommerhuset var der lunt og tørt, men udenfor regnede det. Det her sted er mit yndlingsspot i regnvejr – man kan nemlig sidde og se vandet – ikke regnvandet men Helnæsbugt – fra dette sted. Stolen er en bryllupsgave fra mine børn og hynden er genbrug, den var på vej til at blive smidt ud, da jeg fik greb i den 🙂

Vi må sige, at al den regn gør, at alt står rigtig flot. Så det er stadig muligt at plukke en velkomst buket i den minimalistiske sommerhus have.

Min lille ribsbusk har også bær. Sidste år fik jeg ikke plukket nogen, før fuglene havde spist dem. Nu håber jeg, at jeg når det i næste uge – det var for vådt til rigtig at gå i haven i dag 🙂

De mange gæster i sommerhuset har altid efterladt huset pænt og ryddeligt. Så det er let at gå til, når der skal gøres klar til næste hold. Men noget jeg undrer mig over – er indkøb af almindeligt vand!

Denne 1½ liter helt almindeligt vand var efterladt i køleskabet. Det er sådan et ressourcespild – der er ingen grund til at købe vand på flaske i Danmark. Men det tager noget tid, før det budskab trænger igennem. Sodavand og dansk vand – okay – men almindeligt vand, nej det er ikke særlig vist.

Det var nu ikke for at lyde sur og gnaven – bare en konstatering 🙂

Det er tid til at ønske god weekend – i dansk sommervejr 🙂

Jette

Havens høst

Dette indlæg er handler om et lille bitte glas rabarber-jordbær syltetøj. Og sommetider tænker jeg, kan det dog interessere nogen 🙂 Men så vender jeg det om, og tænker, at så kan jeg jo bruge det som min dagbog, og senere huske på, hvad jeg lavede med nogle få rabarber og de sidste jordbær i haven.

Jeg har lavet dette lille glas rabarber-jordbær syltetøj – men det særlige ved det er, at der også er chiafrø i. Og det ser da lækkert ud – og er det også 🙂

Rabarberne er fra min tidligere gravers have, og jordbærene er de aller sidste ude fra min egen have. Jeg nyder altid, når noget kan hentes i haven eller området lige omkring en – det er for mig bæredygtighed i praksis.

Opskriften fandt jeg hos Emma Martiny – jeg har igen været på biblioteket og faldt over hendes fine og farvestrålende bog. Det er kun til at blive inspireret af at kigge flotte billeder – og vel egentlig også meningen med dem. At man selv får lyst til at lave det, man ser. Emma gør tingene på sin egen måde, så det var lidt sjovt at prøve det. Her er min formindskede opskrift på et glas lækkert og farvestrålende syltetøj.

Rabarber-jordbær syltetøj med chiafrø

65 gr. rabarber

165 gr. jordbær

1 spsk. vand

2 spsk. honning

1 tsk. ahornsirup

½ tsk. vaniljesukker

en my salt

2 tsk. chiafrø

Skær rabarber i skiver og kog dem ved svag varme med vandet – ca. tre minutter. Tilsæt jordbær og de andre ingredienser – undtagen chiafrøene – og kog det hele under låg ved svag varme ca. ti minutter. Røres godt igennem og tages af varmen og så røres chiafrøene i. De små frø fordeles godt, og der røres et par gange inden syltetøjet kommer i et rent glas, køler af og sættes i køleskab.

Jeg tror ikke, at holdbarheden er så lang, men portionen er lille, så det skal nok nå at blive spist.

Jeg brugte også lidt på toppen af min morgenmad – det pynter og er farvestrålende, og så kan man fornemme de små frø, når man spiser syltetøjet.

Det er ikke som almindeligt syltetøj – men helt sikkert sundere 🙂 Og så er det også bare sjovt at prøve noget nyt en gang imellem. Og igen, her har du helt styr på hele indholdet – der er ikke et eneste E-nummer i dette syltetøj 🙂

God torsdag.

Jette

Porretærte og salat – af To Good To Go

Jeg har stadig glæde af min To Good To Go pose, som jeg hentede i weekenden. Min aftensmad i går var en porretærte og salat, hvor langt det meste grønt kom fra posen.

Jeg har læst på nettet, at andre ikke altid er så heldig med deres To Good To Go – og det er naturligvis ærgerligt, men jeg er super tilfreds med min.

En porretærte er enkel mad, let at lave og let at transportere, hvis den skulle med på tur 🙂

Jeg lavede en tærtedej med rugmel i går – det gav en lidt mere fyldig bund. Og ægget i fyldet – det er fra en silkehøne – hurra for dem 🙂

Porretærte (2 pers)

50 gr. rugmel

100 gr. hvedemel

75 gr. margarine

½ tsk. groft salt

lidt koldt vand

Rugmel, hvedemel og salt blandes og margarinen smuldres heri. Dejen samles med lidt koldt vand og hviler køligt et par timer.

Rul dejen ud og beklæd en lille tærteform (ca 18 cm i diameter) – der er lidt dej i overskud, det kan evt. bruges til lidt kiks eller små tærter. Prik bunden med en gaffel og forbag bunden ved 200 grader i 10 minutter.

Fyld

1 porre

½ spsk. olie

1 lille æg

½ dl. mælk

50 gr. revet ost

salt og peber

Rens porren og skær den i tynde skiver, som svitses i olien. Krydres med salt og peber. Pisk æg og mælk sammen, krydr med salt og peber.

Når tærten er forbagt fordeles osten i bunden, oven på kommes de svitsede porrer og til sidst hældes æggeblandingen over. Bag tærten færdig ca 25 minutter. Står og samler sig et par minutter, før den serveres.

Som tilbehør lavede jeg en enkel grøn salat – med løg, agurk, tomat, iceberg og lidt oliven. Dressingen var den klassiske 🙂

Og jeg må sige, at jeg blev faktisk overrasket over, hvor godt det hele smagte 🙂 Iceberg er ikke min favorit salat – men i selskab med de andre grøntsager, så fungerede det godt.

Der er citroner og bananer tilbage – mon ikke jeg skulle bage en banankage ? 🙂

God onsdag.

Jette

To Good To Go – masser af grøntsager

Jeg har et par gange før købt en pose med To Good To Go. Poser, som indeholder varer, der snart skal bruges og som sælges billigere for at undgå madspild. Og det er altid lidt spændende at se, hvad posen gemmer.

Alt dette var i den pose, jeg købte i Aldi til 29 kr. Der er virkelig mad til flere dage – når det kombineres med andet, jeg har i køkkenskabet eller køleskabet. Der er blevet lavet en pastaret a la denne men opgraderet med et bundt grønne asparges.

Og aftensmaden i går blev en skøn karry ret med masser af grøntsager – fra posen blev brugt løg, porre, kartofler og broccoli. En portion kikærter fra køkkenskabet gav masser af protein til retten og så blev der serveret ris til. Både Ole og jeg blev så rigeligt mætte 🙂

Bananerne er blevet spist lidt hen af vejen. Men som en lækker ekstra anretning til morgenmaden går de vældig godt. Skyr/cremefraiche med müsli og øverst lidt hyldeblomst sirup – bare fordi det har jeg i køleskabet, og det smager dejligt 🙂

Nu er der både citroner, salat og agurk tilbage – det kan i hvert fald blive til en gang salat. Der er også til en porretærte og kartoflerne skal nok blive spist i en eller anden sammenhæng. Så jo, det har været en rigtig god To Good To Go pose, jeg fik i denne omgang. Og tanken om, at afhjælpe madspild er altid god, og det er tanken om at spare nogle penge også 🙂

På en blæsende sommerdag.

Jette

Plastikfri juli, 2. år

Internettet er godt til at minde en om det, man har glemt 🙂 I går poppede en artikel op om plastikfri juli – det havde jeg egentlig glemt, at der var noget der hed – også selv om jeg sidste år havde forsøgt at følge tanken. Og jeg tror heller ikke, at jeg som sådan har flyttet mig så meget i forhold til for et år siden. Men jeg tror udviklingen har rykket sig i forhold til sidste år.

Her til morgen affaldssorterede jeg et skyrbæger – og faldt lige over dette lille mærke. Og som noget nyt, så kunne man meget let rive papstrimlen uden om bægeret af, så pap kom for sig og plastik for sig. Ret smart.

Plastikfri juli er en ide, der kommer fra Australien – du kan se mere om det her. Tanken er, at vi hver især kan gøre lidt i vores egen hverdag i et forsøg på at mindske plastikforureningen – til gavn for natur, mennesker og hele kloden.

Det bliver let lidt flyvsk og uoverkommeligt – så det handler om at holde fokus på det muliges kunst. Og det er for eksempel at huske at tage et net med, når der skal handles ind, så man ikke lige skal købe en plastikpose.

Det kan også være at stoppe med at købe vand på plastikflasker. Vi har så godt vand i vores vandhaner, at det virkelig er unødvendigt at købe klart vand på flaske. På billedet ses min drikkedunk, den havde jeg stor glæde af på cykelturen 🙂

Og endelig kan det være at sortere plastaffald hjemme i køkkenet. Jeg ved godt, at her er det en fordel at bo i et stort hus, for der er plads til en stor pose til blød plast og en papkasse til hård plast. Men jeg tror også, at det handler lidt om vilje til at ville 🙂

Plastik er et super produkt, og kan ikke undværes. Men vi kan bruge det med omtanke. Nu ser jeg hvordan juli går – og samler lidt op, som jeg også gjorde sidste år, når måneden er gået 🙂

God torsdag.

Jette

Bryllupskager

Ja, det er kager til et bryllup – men man kan faktisk ikke se det umiddelbart 🙂

Så de to lækre kager kunne sagtens serveres til en anden anledning, hvis det skulle være. Men det er til en ung kvinde og hendes kæreste, som i dag vies i Odense. Jeg håber på alt det bedste for dagen og deres liv sammen. Jeg har tidligere lavet en Maltesers kage til bruden, da hun blev student, så der er lidt sammenhæng her.

Den anden kage er tænkt at skulle ligne, men maltesers indeholder hvedemel, og derfor kan de ikke bruges på en glutenfri kage. Derfor er den blevet pyntet med små fine chokoladekugler, som jeg fandt hos den lokale chokoladebutik i Middelfart.

Transporten af de to kager var næste udfordring – men heldigvis havde familien to store flamingokasser, som fint kunne rumme kagerne, så de blev sikkert transporteret til feststedet. Fadene er fra de lokale genbrugsbutikker. Jeg gav 20 kr. for hvert af de to fade, og de er bare ret fine.

Den glutenfri kage har denne bund – den er skrøbelig og gik i stykker undervejs – men mousse og ganache redder det hele 🙂

Kanten rundt er kun smurt op med ganache, her gælder det om, at få det så glat som muligt – jeg synes det lykkedes nogenlunde 🙂

God weekend

Jette

Og så er jeg lidt vild med de smukke chokoladekugler, der changerer i farven.

En blomst på en kjole

Jeg købte for 1½ år siden en dejlig kjole, som jeg virkelig er glad for. Og har brugt en del. Den er af bomuld, som er certificeret, altså bæredygtigt produceret – med hånd om vandforbrug, dyrkning af bomulden og ordentlige forhold for alle dem, der har arbejdet med stoffet. GOTS hedder certificeringen, og bogstaverne dækker over: Global økologisk tekstil standard.

Jeg havde kjolen på juleaften – og du kan se billedet her.

Men der var kommet et lille hul på kjolen – ikke ret stort, men nok til at jeg så det, hver gang jeg fandt kjolen frem. Så nu ville jeg ændre på det. Google hjalp med en opskrift på en fin hæklet blomst, og i gemmerne havde jeg noget lækkert bambus/bomuldsgarn og så gik jeg i gang. Det var faktisk et super hyggeligt arbejde – og meget overskueligt 🙂

Til sidst blev blomsten syet på kjolen – og jeg synes faktisk at det pyntede. Kjolen er meget enkel i sig selv – det er Grobunds stil. Men når nu uheldet var ude, og skaden skulle minimeres – så er jeg blevet ret godt tilfreds med mit resultat.

Og det er jo lige i tidens ånd – med at forbruge mindre og reparere det, man kan, så det får et lidt længere liv.

Nåh nej – det var vist ikke budskabet de sidste dage fra regeringen – om at vi skulle bruge vore feriepenge for at skabe vækst. Jeg tror ikke overforbrug er vejen frem – men at støtte danske virksomheder, små forretninger, lokale producenter – det tror jeg mere på. At lade ens penge arbejde her i landet – i stedet for at købe dimser og unyttigt tingeltangel fra fjerne lande – det er en bedre ide.

Nu har min kjole – købt hos et lille dansk firma, der har bæredygtighed i højsædet – nu er den klar til en ny sæson 🙂

God onsdag.

Jette

Begyndelsen på festlige kager

Det kan godt mærkes, at samfundet er ved at lukke op igen. Og dejligt – selv om der jo stadig skal tages rigtig mange forholdsregler. Men det er nu rart igen at kunne mødes, se hinanden og tale sammen i samme rum. Kirkens personale mødes lidt oftere i denne tid end vi plejer – alene fordi det er rart igen at kunne gøre det 🙂

Bryllupperne i mine kirker er indtil videre udsat til efter sommerferien – og mange til næste år. Men en af mine bekendte skal giftes på lørdag. Og her har hendes mor spurgt, om jeg vil bage to maltesers kager. Og selvfølgelig vil jeg det 🙂 Det er da en dejlig anledning til at skulle bage igen.

Jeg har så valgt, at den ene skal være glutenfri – og maltesers indeholder gluten, så her er udfordringen at finde noget andet – som minder lidt om – til pynt.

Jeg er begyndt på at tænke 🙂 Og fik i går lavet bærpuré – af bær fra fryseren. Det er altså guld værd med en fryser. Jordbær, ribs og brombær – det giver til sammen masser af farve og en god smag. Brombær er fra hegn rundt om præstegården, og ribs er graverens have 🙂 Jeg glæder mig, hver gang jeg kan bruge noget, der kommer fra det helt nære – enten fra min egen have, eller fra naboers eller venners have.

Kagerne skal til Odense – og så er udfordringen jo at få dem flyttet dertil, og hvad skal de stå på? En rigtig bager vil jo have kasser og fine papstykker at sætte kagerne på – det har jeg ikke. Så jeg var en tur i genbrug – og fandt dette fine stålfad – til 20 kr. Det kan bruges igen, hvis bruden har lyst til det, eller afleveres tilbage til mig. Jeg har det så fint med, at det kan genbruges, og at der ikke er blevet fremstillet noget nyt for kun at skulle bruges en gang.

I de kommende dage vil jeg bage bundene, og samle kagerne fredag og så først pynte dem lørdag. Og så har min kære mand lovet at være budbringer – så jeg imens kan holde dåb for en lille ny verdensborger her i sognet 🙂

Men der skal nok komme et billede af kagerne, når de bliver helt færdige 🙂

God tirsdag.

Jette

Kartoffelspirer i tang

Da jeg i april måned lagde kartofler nede ved sommerhuset, var det genstand for en del sjove og søde kommentarer. Jeg fortalte om det på Facebook, og ja, det blev kommenteret. Fordi kartoflerne blev lagt oven på græs og så ellers gemt under et tæppe af tang.

Og her har de ligget – længe. Der skete ikke meget, jeg har kigget, hver gang jeg var dernede. Men der var ikke skyggen af en spire. Indtil midt i maj, hvor der pludselig var kommet en lille grøn spire til syne 🙂 Den så ikke ud af meget, nærmest som om at det var alt for koldt til, at den ville komme frem. Men den blev, og siden er den vokset, og har fået følgeskab af flere små kartoffelspirer.

Nu vokser de fra gang til gang, når jeg er dernede. Men det går ikke så hurtigt, som det gør hos naboen, der har en helt mark med kartofler. Lagt i lange rækker og hyppet omkring. Men det gør ikke noget. Jeg har ikke travlt, jeg går bare og glæder mig over, at de små kartofler endelig synes, det var tid til at komme op 🙂 Og hvor bliver det spændende at se, om der med tiden kommer nye små kartofler nede under tangen.

Sidste år besluttede jeg at lave et højbed – kun til sommerblomster. Altså frø, der sås, vokser op og blomstrer – til glæde for insekter og mennesker. Jeg fik faktisk også taget nogle frø fra – af tallerkensmækkeren – tror jeg. Frøene var til at få øje på – næsten på størrelse med ærter. De blev tørret og overvintrede i skuret, og blev så sået sammen med et enkelt lille brev blomsterfrø. Og de er alle sammen kommet godt i gang. Sammen med ukrudt 🙂 Jeg er ikke så skrap til at se forskel, kun melde kender jeg, og de ryger op.

Det er den skønneste tid lige nu – alt ser friskt og grønt ud. Og forventningens glæde er intakt, der venter en skøn sommer.

God tirsdag.

Jette

Sommerhus klar til de første gæster

Jeg begyndte jo sidste år at udleje sommerhuset – til stor overraskelse for mig selv 🙂 Men jeg er blevet glad for den del af sommerlivet, så i år er Kærnehuset igen kommet på Airbnb. Jeg har været noget spændt på, om der overhovedet ville komme nogen bookinger, corona og lukkede grænser in mente. Og tilmed har jeg sat prisen op – så det var lidt med den tanke: Mon der kommer nogen gæster i år ?

Og det gør der. Faktisk allerede i denne uge. Indtil videre er dem, der har lejet huset, mennesker fra de større byer her i landet, og som bare ønsker et par dage ude, hvor der er lidt mere luft og plads. Og det er der i Kærnehuset – eller i hvert fald uden for. For huset i sig selv er ikke så stort 🙂

Men der er god plads på stranden og gode ture, man kan gå. I går nød Alba at trille rundt i det tørre sand. I spanden var der tang – mit projekt med kartofler dyrket under tang, havde bruge for lidt mere topdressing 🙂

Huset er blevet gjort klar, så de første gæster kan føle sig velkomne, når de kommer inden for. Værelset, som de får, vender mod øst, så gæsterne vågner op til solens varme stråler – i hvert fald, når solen skinner.

Jeg besluttede sidste år, at der altid skulle være friske blomster – eller grene – på hylden i huset. Og gerne noget, som var hentet i sommerhusets egen have. Nu er der ikke så meget endnu, så det blev tørret græsser hentet på stranden og en gren fra en staude, som jeg lykkeligt har glemt navnet på. Men fin er den, og meget trofast til at gro.

Nu håber jeg, at de første gæster vil føle sig velkomne og nyde opholdet. Jeg møder dem sjældent, for nøgleudveksling klares uden at jeg selv er til stede. Og det fungerer meget godt, og giver trods alt en større frihed for mig.

Frihed – på en helt særlig dag. Den 4. maj. Må det blive en dag fyldt med tanker og taknemmelighed.

Jette

Side 27 af 35

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal