Jeg har et par gange før købt en pose med To Good To Go. Poser, som indeholder varer, der snart skal bruges og som sælges billigere for at undgå madspild. Og det er altid lidt spændende at se, hvad posen gemmer.

Alt dette var i den pose, jeg købte i Aldi til 29 kr. Der er virkelig mad til flere dage – når det kombineres med andet, jeg har i køkkenskabet eller køleskabet. Der er blevet lavet en pastaret a la denne men opgraderet med et bundt grønne asparges.

Og aftensmaden i går blev en skøn karry ret med masser af grøntsager – fra posen blev brugt løg, porre, kartofler og broccoli. En portion kikærter fra køkkenskabet gav masser af protein til retten og så blev der serveret ris til. Både Ole og jeg blev så rigeligt mætte 🙂

Bananerne er blevet spist lidt hen af vejen. Men som en lækker ekstra anretning til morgenmaden går de vældig godt. Skyr/cremefraiche med müsli og øverst lidt hyldeblomst sirup – bare fordi det har jeg i køleskabet, og det smager dejligt 🙂

Nu er der både citroner, salat og agurk tilbage – det kan i hvert fald blive til en gang salat. Der er også til en porretærte og kartoflerne skal nok blive spist i en eller anden sammenhæng. Så jo, det har været en rigtig god To Good To Go pose, jeg fik i denne omgang. Og tanken om, at afhjælpe madspild er altid god, og det er tanken om at spare nogle penge også 🙂

På en blæsende sommerdag.

Jette