I den forgangne weekend havde jeg tre dåbsgudstjenester. Det var usædvanligt – normalt ville jeg samle de tre dåbsbørn til en gudstjeneste, men på grund af corona og dermed følgende restriktioner, så fik hver familie sin egen gudstjeneste. Og det var helt fint, og gik godt.

Ella, Augusta og August fik navn, blev medlem af menighed og folkekirke – og ikke mindst helt tydeligt en del af Guds store familie.

Dåb er mange ting – små og store elementer, stor betydning og masser af tro, håb og kærlighed. Og blandt andet også traditioner 🙂 Og godt for det – for det er med til at binde det hele sammen og give det mening.

For alle tre dåbsbørns vedkommende gjaldt det, at de blev døbt i gamle dåbskjoler. Hvide og fine kjoler, hvor mange andre børn i deres familie var blevet døbt i før dem. Og på alle tre kjoler var broderet navnene på de mange børn. Man kan sagtens blive døbt i almindeligt tøj – men den hvide dåbskjole understreger på sin egen måde et fællesskab og et slægtsskab. Og et sted at høre til.

Den ene familie havde kjolen hængende på en meget fin bøjle, da de kom til kirken. Og den bøjle var også er en del af fortællingen. Men den var blevet glemt i farten – så i dag kom Ellas mor tilbage for at få bøjlen med hjem, så dåbskjolen igen kunne komme til at hænge på den helt rigtige bøjle. Det var også en vigtig tradition.

Dåb betyder mange ting – men hvad det gør ved os, er så fint udtrykt i dette lille vers:

Fyldt af bæven foran ukendt fremtid

lægger vi vort barn i dine hænder.

Det, som sker i dåben, gør os trygge. (Den danske salmebog 448) 

Dåb er tradition – men med en skattekiste af fortællinger og betydningslag i tilgift.

God tirsdag.

Jette