Jeg har stadig glæde af min To Good To Go pose, som jeg hentede i weekenden. Min aftensmad i går var en porretærte og salat, hvor langt det meste grønt kom fra posen.
Jeg har læst på nettet, at andre ikke altid er så heldig med deres To Good To Go – og det er naturligvis ærgerligt, men jeg er super tilfreds med min.
En porretærte er enkel mad, let at lave og let at transportere, hvis den skulle med på tur 🙂
Jeg lavede en tærtedej med rugmel i går – det gav en lidt mere fyldig bund. Og ægget i fyldet – det er fra en silkehøne – hurra for dem 🙂
Porretærte (2 pers)
50 gr. rugmel
100 gr. hvedemel
75 gr. margarine
½ tsk. groft salt
lidt koldt vand
Rugmel, hvedemel og salt blandes og margarinen smuldres heri. Dejen samles med lidt koldt vand og hviler køligt et par timer.
Rul dejen ud og beklæd en lille tærteform (ca 18 cm i diameter) – der er lidt dej i overskud, det kan evt. bruges til lidt kiks eller små tærter. Prik bunden med en gaffel og forbag bunden ved 200 grader i 10 minutter.
Fyld
1 porre
½ spsk. olie
1 lille æg
½ dl. mælk
50 gr. revet ost
salt og peber
Rens porren og skær den i tynde skiver, som svitses i olien. Krydres med salt og peber. Pisk æg og mælk sammen, krydr med salt og peber.
Når tærten er forbagt fordeles osten i bunden, oven på kommes de svitsede porrer og til sidst hældes æggeblandingen over. Bag tærten færdig ca 25 minutter. Står og samler sig et par minutter, før den serveres.
Som tilbehør lavede jeg en enkel grøn salat – med løg, agurk, tomat, iceberg og lidt oliven. Dressingen var den klassiske 🙂
Og jeg må sige, at jeg blev faktisk overrasket over, hvor godt det hele smagte 🙂 Iceberg er ikke min favorit salat – men i selskab med de andre grøntsager, så fungerede det godt.
Der er citroner og bananer tilbage – mon ikke jeg skulle bage en banankage ? 🙂
God onsdag.
Jette
Skriv et svar