Så du mon vejrudsigten i går 🙂 ? Det gjorde jeg, og der var et indslag om at plukke en buket af havens og naturens blomster en gang om ugen hele året rundt.

Det synes jeg lød som en super fin ide. Og har nu fundet frem til ophavskvinden til ideen, eller i hvert fald fundet hendes blog 🙂

Og ideen kunne næsten lyde som en, der er opstået under corona, for her gør vi meget vi ikke plejer, men ideen er nu opstået tidligere. Og den går i al sin enkelthed ud på at plukke blomster, sætte dem i en vase og lægge et billede op på Instagram. Og på den måde opdage, at der er meget forskelligt i en have i løbet af et år.

Når billedet af ens buket lægges op på Instagram kan man bruge to hashtags: #projekt_ugenr og #projektbuket2020, og på den måde bliver der faktisk skabt et virtuelt fællesskab mellem alle dem, der plukker blomster og lægger billederne op.

Jeg synes ideen er god – og på turen rundt i haven i går, så var det rhododendronen der sprang i øjnene. Jeg har ret mange store og ret gamle buske, og heldigvis blomstrer der ikke samtidig. Men her er billedet af en buket af den, der er sprunget ud nu. Og spørger du efter et navn – så aner jeg det ikke 🙂

Det må blive i mit næste liv, at jeg ved noget om blomster. Men fine er de.

Og mens jeg kiggede på blomster, sad hønsene og holdt morgenpause på terrassen 🙂 De er nu lidt hyggelige.

Ud over at have opdaget et nyt hashtag, så har jeg også fået bestilt flere asparges. De kommer med posten en dag, og så glæder jeg mig meget til at få sat, så der kan komme mere gang i dyrkningen af lækre grønne asparges.

God overskyet onsdag.

Jette