En del af weekenden blev tilbragt i sommerhuset, mens vejret stadig var solrigt og dejligt. Her til morgen (i Jylland) er det blevet regnvejr. Det er godt nok, men solen savnes hurtigt 🙂 I denne tid bliver sommerhus og haver gjort klar til en ny sæson. Og det er hyggeligt at gå og ordne lidt af hvert.
Som at holde øje med mine højbede. Og se lige hvad der stod – midt inde i rosmarinbusken. Den allerførste asparges i spiselig størrelse! Den fik nu lov at stå, den må godt blive lidt større. Men det er første år, hvor det er så tydeligt, at det var en aspargesrod, jeg plantede for tre år siden – og lige siden har gået og glædet mig til at den en dag blev stor nok til, at kunne høstes asparges. Nu lykkedes det – men jeg må ud og købe flere rødder, for grønne asparges er bare en lækkerbisken 🙂
At den så vokser op inde i rosmarinen – tja, jeg glemte lige mine asparges, da jeg flyttede rosmarinbusken. Lidt dumt.
Morgenerne er stadig lidt kølige i sommerhuset – solen når først ind i stuen hen på eftermiddagen, hvor det så mærkes rigtig meget 🙂 Men en morgen i sommerhus er endnu ensbetydende med ild i brændeovnen – hvilket også er mega hyggeligt.
Lørdagen bød også på besøg af min veninde, som bor i København. For hende var det godt at komme ud, hvor der var højere til himlen og længere til naboer – og ikke mindst også en at tale med. Så med afstand fik vi vendt mange emner, spist lækker tapas til aftensmad og nåede en aftentur til vandet.
Jeg bagte også kokosmakroner i sommerhuset. Jeg har egentlig ikke tænkt på, at det er jo en glutenfri småkage, men det er det. De er lette at lave og smager ret godt. I opskriften står, at der skal bruges revet marcipan – det havde jeg ikke, men jeg fandt en marcipanbrød, som blev skåret i små tern og kom i dejen. Det fungerede vældig godt 🙂
På en regnvejrs mandag.
Jette
Skriv et svar