diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: festlige kager Side 11 af 13

Portions cheesecake med citron og granatæblegele

Her en uge inde i det nye år, må det være på tide at få præsenteret min nytårsdessert 🙂 Præsenteret er måske så meget sagt, men jeg var nu selv meget godt tilfreds med resultatet.

Til nytårsaften havde jeg besluttet at lave en dessert tallerken med forskellige kager og lidt frugt. Det har jeg gjort før, men jeg synes godt om valgmuligheder, når det kommer til dessert. Det er så ærgerligt at gå glip af noget. Så hellere små stykker og små portioner 🙂

Min servering bestod af Danmarksmester tærten med de mange nødder, luksus brownie (dog uden nødder og glasur), portions cheesecake og lidt råsyltet frugt. Og lidt (købt) vaniljeis til dem, der lige syntes der manglede lidt fløde.

Portions cheesecake (6 stk)

4 (ca. 50 gr.) digestive

25 gr. smør

Smelt smør, og knus kiks og bland det hele grundigt, inden det fordeles i 6 små glas. “Stamp” det let, så massen kommer til at hænge sammen.

Creme:

1 blad husblas

100 gr. flødeost

½ dl. creme fraiche 18 %

½ citron, saft og revet skal

50 gr. flormelis

½ stang vanilje, korn heraf

1 dl. piskefløde

Udblød husblas i koldt vandt et kvarters tid. Rør flødeost, creme fraiche og citronskal sammen. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt flormelis, før det og det resterende flormelis blandes med flødeost blandingen. Pisk fløden til let flødeskum. Vrid husblas for vand og smelt den i mikroovn et øjeblik, køl det let med citronsaften og bland det dernæst med en skefuld af cremen. Rør derefter husblas og creme sammen. Til sidst foldes flødeskummet i. Kommes i en sprøjtepose og kommes nu oven på den afkølede kiksebund. Sættes i køleskab et par timer.

Gele:

½ dl. granatæblesirup

1 blad husblas

Udblød husblas i koldt vand i ca. 10 minutter. Knug vandet fra og smelt det sammen med sirup i mikroovnen. Det går hurtigt! Lad den køle lidt af, inden den fordeles oven på cremen i glassene. Stilles på køl, gerne til næste dag.

Det var en fin måde at lave en desserttallerken på. Og det mest overraskende var, at der ikke blev spist ret meget is. Det må jo være fordi, at de øvrige lækkerier var faldet i god jord 🙂

Og så føles det som meget længe siden, at det var nytår – januar er bare fyldt med travlhed. Jeg glæder mig til at holde fri i weekenden …

God torsdag.

Jette

Triple chokolade snitter

Disse snitter blev serveret ved menighedsrådsmødet i sidste uge. De var ikke så vanskelige at lave og kunne laves i god tid. Det er ubetinget en fordel, når der er andre opgaver, der også skal løses, sådan lidt på tværs af det, man havde planlagt oprindeligt 🙂

En kage med tre forskellige slags chokoladecremer må alt andet lige blive en god kage – og en kage der er bedst i små portioner. Derfor har jeg valgt at lave små snitter 🙂 Men den kan også fint laves som en lagkage og serveres som sådan.

Og lad det være sagt med det samme: Sådan en snitte smager virkelig godt!

Triple chokolade snitter (8 stk)

Lagkagebund – se her

Fyld

40 gr. mørk hakket chokolade

1 dl. piskefløde

40 gr. lys hakket chokolade

1 dl. piskefløde

40 gr. hvid hakket chokolade

1 dl. piskefløde

Kom piskefløden i en gryde og kog den op. Fordel fløden over det hakkede chokolade, en ad gangen, og rør rundt til chokoladen er smeltet. Afkøles og sættes på køl til næste dag.

Pynt

Smeltet tempereret chokolade i  snirkler

Del lagkagebunden i to og flæk hver del i to – så der er fire bunde.

Pisk de tre cremer til blødt flødeskum.

Læg en bund på et fad og kom den mørke creme på. En bund lægges på, dernæst et lag hvid creme, endnu en bund, så den lyse creme og til sidst den sidste bund. Presses let sammen og køles, evt. i fryseren, så er den lettere at skære ud næste dag.

Inden servering skæres kagen i snitter og hvert stykke får en chokoladesnirkel på toppen.

Velbekomme – de er lækre.

Snirklerne og det tempererede chokolade vender jeg tilbage til i morgen.

Men så er det jo også første december i dag  – den smukkeste og kolde morgen at vågne op til. Og med chokolade kalendere at varme sig ved. Jeg fik nemlig endnu en kalender i adventsgave i går af ungerne. Det var faktisk ret godt 🙂

Ønsker dig en dejlig 1. december.

Jette

Snebolde – kransekage med fyld

Jeg fik for nogle år siden en lækkerbisken – hvidt flormelis med fyld inden i. Mere kan jeg faktisk ikke huske – og så er det lidt svært at finde en opskrift, der lige rammer 🙂

Men nu har jeg gjort et forsøg. Med inspiration fra Mette Blomsterberg julebog.

Snebolde (8 – 10 stk.)

125 gr. revet marcipan

40 gr. flormelis

25 gr. æggehvide (knap en æggehvide)

Fyld:

30 gr. syltet citronskal

20 gr. svesker

Flormelis til at trille kuglerne i

Marcipan, flormelis og æggehvide røres sammen, det bliver en blød dej. Citronskal og svesker skæres i små stykker og blandes godt i dejen.

Med en ske formes en klump dej til en kugle (cirka), som trilles rundt i flormelis. Børst den lidt af med hænderne og form den, som du synes og sæt den på en plade med bagepapir. Gentag med resten af dejen.

Bages ved 190 grader ca. 14 – 15 minutter til de er let gyldne. Køler af på pladen.

Fyldet kan varieres – cocktailbær vil også gøre sig fint.

De små snebolde smager ganske fortrinligt 🙂 Men jeg kan stadig ikke huske, om det var sådan de smagte, dem jeg fik for år tilbage. Men pyt også med det.

Disse er lette at lave, og er så delikate, så der er ikke meget at betænke sig på, hvis du lige mangler noget til kaffen en dag.

Smuk november dag.

Jette

Engelsk julekage med nordisk præg

Madbloggerudfordring #5 blev sat i gang af La cucina nada for ca. en måneds tid siden. Og jeg meldte mig igen 🙂 Denne gang lød udfordringen på Nordisk jul. Altså lade det nordiske køkken skinne igennem – enten i noget helt nyt, eller som en del af noget allerede kendt.

Jeg har valgt at komme nordiske elementer ind i den klassiske engelske julekage.

Jeg bagte kagen sidste år efter denne opskrift, og den har da også dannet udgangspunkt for  denne nordiske udgave.

Jeg har tilføjet følgende:

Havtorn – gammel kendt frugt, helt tilbage til vikingetiden. Mine var tørrede og derfor meget mørke i farven. Et bær har c- vitamin som en appelsin.

Havre – kornsorten har været kendt i norden siden bronzealderen, så et værdigt element.

Græskarkerner – ikke specielt nordisk. Og så dog, for græskar vokser faktisk også ret godt i Danmark, og kernerne derfra kan bruges. Jeg har dog købt mine.

Engelsk julekage med nordisk præg (en lille kage)

Dag 1:

125 gr. rosiner

25 gr. cocktailbær i halve

15 gr. pomerans

20 gr. havtorn, tørret

15 gr. syltet citronskal

25 gr. hakkede mandler

10 gr. græskarkerner

1 spsk. juice

3 spsk. cognac

Alt blandes og trækker til næste dag.

Dag 2:

75 gr. smør

75 gr. sukker/farin

50 gr. mel

25 gr. havregryn

2 små æg, fra rare høns

1/4 tsk. bagepulver

½ tsk. af kanel, stødt ingefær, allehånde, stødte nelliker, revet muskatnød og kardemomme

1 nip salt

Smør og sukker/farin røres godt og æggene tilsættes et ad gangen. Pisk mellem hvert æg. Sigt melet og rør det i dejen sammen med havregryn og alle krydderier og bagepulver. Til sidst vendes al fyldet i.

Formen beklædes med bagepapir inden i og brunt papir eller lign. udvendig (for at undgå at kagen bliver for mørk, på grund af den lange bagetid) Min form er 14 cm i diameter.

Kagen bages ca. 2 timer ved 140 grader. Og alt imens begynder køkkenet at dufte skønt af jul – selv om det kun er oktober.

Når kagen er blevet kold, tages den ud af formen og dryppes de næste dage med cognac – ca. 3 spsk. ialt. Pakkes dernæst ind i husholdningsfilm og gemmes i køleskabet til det bliver november – eller december.

Overtræksmarcipan

200 gr. marcipan

80 gr. flormelis

20 gr. glukose

Riv marcipan og ælt det grundigt sammen med flormelis og glukose. Gemmes i køleskab til det skal bruges.

Sæt kagen på et fad.

Smør den med et tyndt lag abrikosmarmelade – så overtræksmarcipanen bedre hænger ved.

Rul marcipanen ud (det er lettest mellem to stykker plast) og betræk kagen. Skær kanten pænt til.

Noget af det tiloversblevne marcipan kan farves og bruges til at pynte kagen med.

Jeg vælger ikke at komme glasur på kagen – og må så leve med, at den er marcipanfarvet i stedet for at være helt hvid.

Og så kommer det spændende – hvordan smager den? Efter at kagen har været gemt af vejen i nogle uger, så er det et glædeligt gensyn 🙂 Og smagen er fin. Nuanceret og de syrlige havtorn træder fint frem. Den er lækker, smagfuld og saftig!

Tak for udfordringen – det har været sjovt at tænke i nye nordiske baner 🙂

Og jeg stiller gerne op igen.

Jette

Cheesecake med hvid chokolade, lime og vanilje

Jeg synes cheesecake smager dejligt! Og til fødselsdagen i sidste weekend blev det en del af desserten. En ret klassisk udgave, smagt til med lime.

Nu kan det jo altid diskuteres om det er bagning – men eftersom disciplinen var med i Den store Bagedyst, så burde den indvending være fejet til side 🙂

Jeg serverede noget frisk frugt til, men det bestemmer du naturligvis selv, om det behøves.

Cheesecake med lime, vanilje og hvid chokolade

100 gr. digestive

50 gr. smør

Knus kiksene (jeg kommer dem i en plastikpose og banker dem grundigt med en kødhammer :-)) Smelt smørret og kom de knuste kiks i og rør rundt. Fordel massen i en springform (18 cm. i diameter) uden bund – ringen er placeret på en tallerken i stedet.

Køl bunden ned.

Fyld

200 gr. flødeost

50-60 gr. sukker

1/3 vaniljestang, korn heraf

30 gr. hvid chokolade

2 blade husblas

1 lime, saft og revet skal

½ dl skyr (eller creme fraiche)

1 dl piskefløde

Læg husblassen i blød i koldt vand et kvarterstid. Smelt chokoladen over vandblad. Pisk fløden til flødeskum. Tag kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker. Pisk sukker, vaniljesukker, revet limeskal, skyr og flødeost sammen. Tilsæt den smeltede chokolade. Smelt husblassen (kort tid i mikroovn) og køl den ned med limesaften. Pisk den i flødeostblandingen. Og vend til sidst flødeskummet i.

Fordel blandingen oven på kiksebunden (glat overfladen) og sæt kagen i køleskab, gerne til næste dag.

Ved servering – så fjernes springformens ring og kagen pyntes, som du synes.

Velbekomme – en lækker kage med masser af prikker af vaniljekorn.

God weekend

Jette

Små Kajkager

Jeg tror ikke, at jeg før har spist en Kajkage! Men det har Peter til gengæld. Og så syntes jeg, det kunne være lidt sjovt at prøve at lave Kajkager til hans fødselsdag.

Jeg lavede dem i halv størrelse – det, synes jeg, er en mere passende størrelse (fordi jeg ikke er særlig vild med smørcreme :-))

Kajkager blev også lavet i den store bagedyst, og det er derfra jeg har opskriften. Her tilføjet mine kommentarer. Det er en lidt omstændelig proces – jeg tror, der kan findes opskrifter med lidt flere genveje 🙂

Små Kajkager (15 stk.)

Mazarinbund – opskrift her

Udstik runde kager ca. 3 – 4 cm i diameter. (Der er noget bund i overskud)

Smørcreme

60 gr. smør, blødt

35 gr. flormelis

1 tsk. vaniljesukker, gerne hjemmelavet

1 tsk. frysetørret hindbær

Smør og de to slags sukker piskes grundigt og til sidst piskes hindbærene med.

Italiensk marengs

50 gr. hindbær

½ dl. vand

60 gr. sukker

1 æggehvide

10 gr. flormelis

Vand og hindbær koges under låg ca. 5 minutter. Sies og saften kommer tilbage i gryden sammen med sukkeret og koger kraftigt indtil en tyk sirup. (En dråbe saft samler sig, hvis den dryppes i koldt vand)

Æggehvide og flormelis piskes til det skummer og den kogende hindbærsukkerlage piskes i. Pisk ret længe og sæt marengsen på køl, inden den vendes i smørcremen. Cremen skal føles blød og lækker. Du skal kun bruge ca. halvdelen af marengsen. Kommes i en sprøjtepose og er klar til brug.

Overtræksmarcipan – af 200 gr. marcipan. Se opskrift her

Tag lidt fra og farv det rødt, resten farves grøn.

Endvidere bruges

lidt hindbærsyltetøj

hvid glasur

en anelse smeltet chokolade

På de små bunde kommes lidt hindbærsyltetøj. Sprøjt en top af creme på hver kage. Sættes derefter på køl.

Del den grønne marcipan i 15 små stykker, og rul dem ud til cirkler – ca. 9 cm. i diameter. Jeg lagde marcipanen ind i et plastikchartek, så var den let at rulle ud, uden at den hang i bordet. Beklæd hver kage med et stykke marcipan.

Og så kom de på køl igen 🙂

Den røde marcipan rulles til en strimmel og skæres til små tunger. Tag kagerne ud og skær en slids midt på og sæt tungen på.

Rør lidt hvid glasur, ikke for tynd, og kom det i et kornet (lille kræmmerhus af bageparpir) og lav øjne på kagerne. Sæt dem igen på køl.

Smelt lidt mørk chokolade og sæt/tegn en mørk prik på glasuren.

Og Kaj er færdig!

Kagerne blev godt modtaget og spist med fornøjelse. Jeg synes størrelsen var helt perfekt – man kunne jo bare tage en mere, hvis man syntes en var for lidt.

God mandag – tidligt lyst og tidligt mørkt.

Jette

Mont Blanc kage – min udgave :-)

Da Trine fejrede fødselsdag i foråret, serverede hun en købt Mont Blanc kage.

Og siden da, har jeg tænkt over, hvad den bestod af. Naturligvis godt hjulpet af Internettet. Og det blev ret hurtigt opklaret, at det var noget med kastanjecreme. Sådan en har jeg bare aldrig set eller lavet selv – eller havde nogen opskrift på.

Jeg fandt en dåse kastanjepuré i Nordjylland – og nu var tiden inde til, at der skulle åbnes for den. Menighedsrådet måtte endnu en gang være testpersoner 🙂

Mont Blanc kage

Chokoladebunde se opskrift her

Bages i lille springform (18 cm i diameter)

Kastanjecreme

200 gr. kastanjepure (½ dåse)

50 gr. smeltet mørk chokolade

35 gr. flormelis

1½ dl. piskefløde

Pisk fløden til flødeskum. Pisk puréen igennem og tilsæt den smeltede chokolade og flormelisen, pisk godt igennem. Vend flødeskummet i og rør til det hele er godt blandet.

100 gr. solbær syltetøj

Del lagkagebunden i to og læg den tilbage i springformen eller sæt bageplast omkring, for at holde cremen på plads. Kom solbærsyltetøj på bunden, fordel kastanjecremen ovenpå og læg til sidst den anden lagkagebund på og pres let sammen. Stilles på køl – gerne til næste dag.

Flydende chokoladeganache

100 gr. chokolade, mellemfint hakket

1 dl. piskefløde

Fløden varmes op til 80 grader (jeg har ikke noget termometer, så det blev lidt på fornemmelsen). Hæld halvdelen af fløden over den hakkede chokolade. Rør rundt mens chokoladen smelter, og tilsæt resten af fløden lidt efter lidt. Når al chokoladen er smeltet er ganachen klar til at blive brugt.

Sæt kagen på en rist og placer en tallerken under. Hæld hurtigt chokoladen over og fordel den også på siden af kagen. Jeg samlede det tiloversblevne chokolade op, lunede det og hældte det over kagen, så den fik to lag chokolade.

Pynt med lidt hakket hvid chokolade.

I aftes var der menighedsrådsmøde, og her blev kagen serveret – og fik følgeskab af et godt glas portvin 🙂

Den smagte udmærket – men jeg må indrømme, at jeg bliver ikke den helt store fan af kastanjecreme. Heldigvis har vi jo forskellig smag, så der var andre, som syntes at det var en fin kombination.

Nu var det jo et forsøg på at efterligne Trines fødselsdagskage – men jeg kan ikke huske fyldets smag i hendes kage. Så det her bliver bare mit forsøg!

God onsdag – med smukt stille vejr.

Jette

Danmarks bedste bagte desserttærte 2012 – mit forsøg :-)

Når bloggen om kort tid fylder et år, fejres det med et besøg hos Kring chokolade i Middelfart.

Indehaveren Rikke Kring lavede i 2012 vindertærten i kategorien: Danmarks bedste bagte desserttærte. Og det er lige præcis den tærte, vi skal prøve kræfter med til et spændende og hyggeligt fødselsdagsarrangement den 4. november.

Hvis du har lyst til at være med, så er der stadig flere pladser. Du kan læse om arrangementet her.

Rikke har faktisk allerede lagt opskriften ud på hendes hjemmeside (den er dog fjernet nu) Og jeg har nu forsøgt mig med at bage den. – Men jeg har det som i den store bagedyst og den hemmelige udfordring – det er som om, der mangler nogle oplysninger 🙂 Så jeg glæder mig rigtig meget til at bage tærten i selskab med Rikke selv.

Men her kommer mit foreløbige resultat 🙂 Jeg har lavet ½ portion.

Tærte med masser af nødder

Tærtedej

70 gr. smør

70 gr. sukker

½ æg, fra en fornuftig høne

140 gr. hvedemel

Dejen æltes let sammen og hviler til næste dag.

Karamelmasse

90 gr. sukker

70 gr. glukose

20 gr. honning

1 æg, fra endnu en fornuftig høne

15 gr. smør

½ tsk. vaniljesukker

Alt sukkeret smeltes – jeg brugte en gryde og rørte, til jeg syntes sukkeret var opløst – men altså ikke karamaliseret. Tages af varmen og ægget røres hurtigt i, for det stivner lidt som i en omelet. Tilsæt smørret, som smelter i varmen og kom det hele igennem en sigte. Sættes på køl til næste dag.

Desuden bruges:

100 gr. blandede nødder (og kerner)

2 spsk. abrikosmarmelade

lidt smeltet mørk chokolade

Dejen rulles ud og kommes i en tærteform (eller springform) ca. 18 cm i diameter. Der er rigelig dej her, så gem det i køleskabet til en hindbærsnitte eller lign.

Hak nødderne meget groft og kom dem ovenpå dejen. Fordel dernæst karamelmassen over.

Bages ved 160 grader ca. 25 minutter. Og køler af i formen.

Lun abrikosmarmeladen og fordel den på den afkølede tærte. Til sidst pyntes med smeltet chokolade – efter fri fantasi.

Selv om der er et stykke vej fra min udgave af tærten til Rikkes fine tærte – så smagte min udgave udmærket.

Men jeg glæder mig til at se og smage den rigtige udgave – som vi kommer til at lave den 4. november. Og hvor hver deltager til ligemed får sin egen tærte med hjem.

Måske ses vi hos Kring?

Jette

Flot kagekonkurrence

Det er altid dejligt at møde og opleve lokalt engagement. Altså når mennesker går sammen og får noget til at fungere på frivillig basis.

Sådan ses det i Nørre Aaby biograf. Den var ikke rentabel som kommerciel biograf, men da den lukkede gik lokale sammen og fik den startet op på ny. Og den fungerer i dag og viser de nyeste film i de gamle lokaler.

Bygningen har hele tiden været brugt som biograf, så den emmer af historie. Den blev bygget i 1948, med Palladium i København som forbillede. Og meget af indretningen er stadig den samme.

I dag dannede den så rammen om en kagekonkurrence, med to kategorier. En for børn op til 13 år, og en for voksne.

Jeg havde tilmeldt mig – både fordi jeg synes, det kunne være sjovt at få en kage bedømt. Men også lidt for at bakke initiativet op. Og i den voksne kategori viste der sig da også kun at være 5 tilmeldte, og den ene deltager blev udelukket, fordi hun havde lavet fine fyldte chokolader. Men altså ikke en kage.

Dommerne var en lokal bagermester og viceborgmesteren. Og de smagte, drøftede og noterede og kom med fine kommentarer til kagerne.

Så alt i alt en festlig eftermiddag.

Og hvordan gik det så min kage, Malteserskagen? Godt! Den gik faktisk hen og vandt 🙂

Og præmien var et gavekort Nørre Aaby Bio – så nu er der ingen undskyldning for ikke at komme i biografen. Noget jeg ellers ikke er så god til. Men om en måned kommer “Stille hjerter” og den skal jeg ind og se. Og så kan jeg jo glæde mig over mit gavekort.

På en dejlig efterårslørdag.

Jette

Små lagkagepakker

Nu har jeg jo sat mig selv på opgavenmed at bage kage til menighedsrådsmøderne  – i hvert fald her i efteråret. Og det synes jeg stadig er en rigtig god ide 🙂

Jeg nyder forberedelserne, hele processen med at skabe og lave en kage.

Til mødet i aftes blev det til små lagkagepakker og et brioche brød. Idéen med de små pakker, fandt jeg i bogen “Nanas kageri”. Men indholdet i pakken er mit eget forslag.

Små lagkagepakker ( 9 stk.)

Brun lagkagebund (opskrift se her)

Brombærmousse

50 gr. brombær

15 gr. sukker –

1 dl. brombærsyltetøj

2½ dl. piskefløde

2 blade husblas

Friske eller frosne brombær råsyltes med sukkeret – gerne natten over.

Udblød husblassen ca. et kvarter. Pisk fløden til flødeskum og vend syltetøj og råsyltede bær i – vent med saften. Smelt husblas (i mikroovn) ved det vand, der hænger ved. Køl husblassen ned med saften fra brombærene og rør til sidst det hele i flødeskummet og vend godt rundt. Stilles på køl et par timer – eller til næste dag.

Kagen samles  – og gerne i en form. Men jeg havde ingen, der passede.

Så fandt jeg her en beskrivelse af, hvordan man kan lave sin egen kagekant, så den passer 🙂 Her ses min – 15 x 15 cm. Lavet af en (tom) chokoladeæske og en frysepose.

 

 

Når kagen er samlet, sættes den i køleskab, gerne til næste dag. – Inden den blev skåret ud i 9 stykker ( 5 x 5 cm), havde kagen været ca. en time i fryseren. Så er den lidt lettere at arbejde med, når den skal beklædes med marcipan.

 

Overtræksmarcipan

 

300 gr. marcipan

120 gr. flormelis

30 gr. glukosesirup

Alt æltes rigtig godt sammen – her er røremaskinen en god hjælp. Æltes let sammen og gemmes det i en lufttætpose i køleskabet, til det skal rulles ud og skæres til.

Kan evt. farves – her kom lidt gul farve i, da jeg æltede det igennem før brug.

Jeg delte marcipanen i 9 stykker. Det var lettest at rulle hvert stykke ud for sig.

Inden marcipanen kom på, smurte jeg lidt abrikosmarmelade på toppen af kagen.

For nogle aftner siden lavede jeg lidt blomster til at sætte på pakkerne – ligesom da jeg lavede disse marcipanroser. Igen er det bare fri fantasi 🙂

Blomsterne blev sat fast med en anelse glasur – og så er lagekagepakkerne klar til at blive serveret 🙂

 

Og de smagte dejligt. Og blev godt modtaget.

 

En enkelt kommentar til lagkagepakken er dog, at der er meget marcipan og ikke så meget kage og fyld. Men det kan ikke være anderledes lige i denne sammenhæng. Alternativt skulle man lave en stor lagkage og pynte den som en pakke.

 

 

Lige et sidste billede – sådan så kagerne ud inden i 🙂

 

Jette

 

Side 11 af 13

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal