Her en uge inde i det nye år, må det være på tide at få præsenteret min nytårsdessert 🙂 Præsenteret er måske så meget sagt, men jeg var nu selv meget godt tilfreds med resultatet.
Til nytårsaften havde jeg besluttet at lave en dessert tallerken med forskellige kager og lidt frugt. Det har jeg gjort før, men jeg synes godt om valgmuligheder, når det kommer til dessert. Det er så ærgerligt at gå glip af noget. Så hellere små stykker og små portioner 🙂
Min servering bestod af Danmarksmester tærten med de mange nødder, luksus brownie (dog uden nødder og glasur), portions cheesecake og lidt råsyltet frugt. Og lidt (købt) vaniljeis til dem, der lige syntes der manglede lidt fløde.
Portions cheesecake (6 stk)
4 (ca. 50 gr.) digestive
25 gr. smør
Smelt smør, og knus kiks og bland det hele grundigt, inden det fordeles i 6 små glas. “Stamp” det let, så massen kommer til at hænge sammen.
Creme:
1 blad husblas
100 gr. flødeost
½ dl. creme fraiche 18 %
½ citron, saft og revet skal
50 gr. flormelis
½ stang vanilje, korn heraf
1 dl. piskefløde
Udblød husblas i koldt vandt et kvarters tid. Rør flødeost, creme fraiche og citronskal sammen. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt flormelis, før det og det resterende flormelis blandes med flødeost blandingen. Pisk fløden til let flødeskum. Vrid husblas for vand og smelt den i mikroovn et øjeblik, køl det let med citronsaften og bland det dernæst med en skefuld af cremen. Rør derefter husblas og creme sammen. Til sidst foldes flødeskummet i. Kommes i en sprøjtepose og kommes nu oven på den afkølede kiksebund. Sættes i køleskab et par timer.
Gele:
½ dl. granatæblesirup
1 blad husblas
Udblød husblas i koldt vand i ca. 10 minutter. Knug vandet fra og smelt det sammen med sirup i mikroovnen. Det går hurtigt! Lad den køle lidt af, inden den fordeles oven på cremen i glassene. Stilles på køl, gerne til næste dag.
Det var en fin måde at lave en desserttallerken på. Og det mest overraskende var, at der ikke blev spist ret meget is. Det må jo være fordi, at de øvrige lækkerier var faldet i god jord 🙂
Og så føles det som meget længe siden, at det var nytår – januar er bare fyldt med travlhed. Jeg glæder mig til at holde fri i weekenden …
God torsdag.
Jette
Skriv et svar