Jeg syntes selv, at jeg fik en god ide 🙂 I virkeligheden blev det lidt anderledes.
I går havde jeg intro gudstjeneste for min kommende konfirmander og deres forældre. Og det var fint lige at se, hvem er det, jeg snart skal til at tilbringe noget god tid sammen med. Efter gudstjenesten var der en lille pause, og der skulle de have lidt kage. Og jeg tænkte, at et lille tårn, der kunne minde om et kirketårn, ville være passende. Af flere årsager, men blandt andet fordi jeg efterfølgende skulle sige lidt mere om kirken.
Men jeg tror nu nok, mine tårne kom til mest af alt at minde om en minaret – og det var jo ikke lige meningen 🙂
Marcipanbund
180 gr. sukker
3 æg, fra glade høns
150 gr. smør, smeltet og afkølet lidt
275 gr. mel
1 tsk. bagepulver
175 gr. marcipan, groftrevet
3/4 dl. mælk
Pisk æg og sukker til en skøn og luftig æggesnaps. Tilsæt det smeltede smør og pisk let. Vend dernæst de øvrige ingredienser i – sigt mel og bagepulver.
Kommes i en form ( ca. 22 x 28 cm) beklædt med bagepapir og bages ved 200 grader, ca. 20 – 25 minutter.
(Jeg fik bagt min bund alt for lidt (midten var ikke god) – så tjek med en tandstik, om kagen er bagt.)
minimarengs – opskriften finder du her
Kagebunden skæres i små kvadrater og en marengstop sættes på hver – med lidt smeltet chokolade.
Der blev spist en ret god del af kagerne – men associationen mellem kagetårn og kirketårn, var ikke særlig tydelig 🙂
Så jeg tror nok, at jeg fremover vil holde mig til hele kager. Det her med at lade fantasien få frit løb kan være svært at omsætte til virkelighed.
Og så er der lige en kagekonkurrence i nabolaget igen, så jeg har endnu en gang meldt mig. Men jeg deltager med en helt kendt kage – min Malteserskage. Hvordan det går med den, skal jeg nok nævne, når konkurrencen er slut.
Ønsker dig en dejlig dag – det skønne efterårsvejr ser ud til også at vare ved idag. Så måske græsset skal slås … 🙂
Jette
Skriv et svar