diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 46 af 111

Fredags glimt

 Det har været en stille uge med meget tid foran computeren. Decembers aktiviteter, gudstjenester og kirkeblad er blevet samlet. Udfordringen i år er klart juleaften – for her er kirkerne alt for små. Det er de sådan set også en helt normal jul, men i år bliver det helt specielt. Så vi laver gudstjenester med tilmelding – det er så ukristeligt som noget kan være. Et sted, hvor alle er velkomne, her skal man nu huske at tilmelde sig og håbe der er plads. Alle ved godt hvorfor, men det er underligt.

Min trofaste julerose blomstrer så fint lige nu, den bringer både lys og håb til live.

Det har nu været en smuk og kold morgen, solen var lige ved at stå op, inden jeg kørte fra sommerhuset. 

Min engelske julekage er stadig på vej, der går et par uger endnu før den findes frem og skal overtrækkes og pyntes. Men nu har jeg fået lavet abrikosmarmeladen, som kagen bliver smurt op med inden marcipanen lægges på.

Ugen har også budt på hyggelig tid sammen med minikonfirmanderne. Vi plejer at bruge meget tid på at forberede et krybbespil, men i år er det ikke muligt at gennemføre. Så i stedet er det kreative udfoldelser vi gør i 🙂 Venlige græskarhoveder er blevet udskåret, engle i perler har fået vinger og i denne uge blev der lavet dekorationer og stjerner bundet af grene. 

Det er ret sjovt at være med til, og minikonfirmanderne går i gang med krum hals.

Nu er det tid til ugens prædiken – til sidste søndag i kirkeåret. Og når noget slutter, så er det altid tid til lidt eftertanke – hvordan var kirkeåret 2020 ? Helt usædvanligt, og ikke et jeg som sådan vil savne. Men dermed ikke være sagt, at der ikke har været mange skønne stunder i kirken – for det har der. Ved fælles hjælp så er der blevet fundet alternative veje.

God weekend.

Jette 

Turen gik til Skovtårnet

 Vi havde en super tur til Skovtårnet. Hvis man endelig skulle finde noget at anke over, så er det, at det ligger så langt væk 🙂 Men det var hele køreturen værd. På Sydsjælland nær Næstved ligger det flotte tårn. Bygget i massivt jern og med med masser af træ til at blødgøre udtrykket. Og måske du husker at have set det i TV flere gange. Det var blandt andet her at Tinka kæmpede i sidste års julekalender, Tinka og kongespillet.

Det var det flotteste vejr i søndags – og der var mange andre end os, der var på tur. Men det var professionelt håndteret, så der kom ikke flere ind af gangen, end der var plads til. Så alle kunne trygt bevæge sig rundt. 

Selve tårnet er 45 meter højt, og man går 600 meter for at komme fra bunden og op til toppen. Men det hele er så stort og godt lavet, at det føles ikke vildt hårdt at gå til toppen 🙂 Men imponerende at gå oppe over trætoppene.

På toppen var der hele vejen rundt sat små skilte som viste verdenshjørner og afstande til byer rundt om i verden. 

Udsigten var flot og vejret var dejligt. Så at tage på skovtur i november, det kan sagtens lade sig gøre 🙂 

Tårnet ligger inde midt i skoven, så man kunne godt forestille sig, at det ville være mudret at komme der hen til. Men nej, hele vejen derhen var lavet som en sti, løftet let over jorden og lavet i træ. På den måde undgik man også, at skovområdet blev trampet helt igennem.

Turen sluttede med frokost i udkanten af skoven. Også her var der tænkt på faciliteter til de besøgende med masser af borde og bænke, hvor man var velkommen til at side og nyde sin medbragte mad. Så vi fik spist både sandwich og vaniljekranse – inden turen igen gik tilbage – hen over Sjælland og ned over Fyn for til sidst at lande i Kærnehuset.

God onsdag.

Jette 

ps. Jeg havde glemt min telefon, så alle billeder er taget af min svigersøn, Martin 🙂

Kager til skovtur

 I denne weekend er planen, at familien skal besøge Skovtårnet på Sjælland. Jeg har friweekend og tænker, at der gerne må ske lidt andet – men i denne tid er de udendørs aktiviteter at foretrække, selv om årstiden måske ikke helt er til en skovtur. Men det er i hvert fald, hvad der planlægges 🙂

Og til en skovtur er der også brug for mad. Og jeg har lovet at stå for en picnic kurv med mad og drikke. Så i dag blev der begyndt på forberedelserne. Jeg har bagt vaniljekranse – som lige fik et halvt minut for længe i ovnen. Men de smager nu ok alligevel. 

Derudover er der bagt krydderkage. Den er let at transportere og jeg synes, at det er årstiden for varme krydderier, så her er godt med nelliker, kanel og et pebernøddekrydderi, der var i skuffen 🙂 Det hele til sammen smager dejligt. Opskriften er fra nettet, men minder om denne, bare uden fyld af nogen art. Mine børn har ikke arvet min begejstring for nødder og rosiner i bagværk 🙂

Ud over kagerne skal jeg have bagt et sandwichbrød og lavet lækre sandwich med hummus, avocado og pesto. Så tror jeg, vi er ved at være klar til en tur hen over Storebælt og siden op i højden.

Jeg har ikke besøgt Skovtårnet før, så jeg glæder mig til at opleve det i virkeligheden. Og ikke mindst ser jeg frem til at tilbringe en dag i selskab med familien – det er nu altid mega hyggeligt 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Koglekugle

 Jeg så sidste år en kugle lavet med grankogler, og jeg synes bare den var så fin. Så i år ville jeg selv prøve at lave en. Og jeg har masser af kogler. Fyrretræerne ved sommerhuset taber mange kogler, og hver gang jeg går en tur, så har jeg oftest en eller to flotte kogler med hjem igen 🙂 Så jeg har efterhånden samlet en del.

Og jeg fik lavet en kugle med masser af kogler i. Men det er lidt svært at se her, så jeg forsøger mig igen, og så kommer et billede kun med kuglen 🙂 

Men den består blot af en klump ler, der formes til en kugle, og så grankogler, der er blevet trådet med lidt kraftig ståltråd i toppen og så stukket ind i lerkuglen. Ganske tæt, så de helt dækker. Uden om har jeg viklet en lyskæde, for min kugle skal stå uden for og lyse op og byde velkommen. 

Kuglen er lagt på et lag af det tang, vi hentede hjem, da kartoflerne blev lagt.

Det er lidt svært at få taget pæne billeder i det gryende dagslys. Men jeg håber du fornemmer at hyggen på en grå novembermorgen 🙂

Tidligere var det mit græskarhovede, der stod der. Men det er kollapset, så det var tid til at sætte noget i stedet. Jeg synes, det er lidt tidligt med lys og pynt – men lige netop i år, der tror jeg, vi alle trænger til det lys og hygge, vi kan stable på benene – hver for sig. 

God onsdag.

Jette

Den første juleforberedelse

 Julen er på en gang langt væk, og så dog snublende nær. Jeg sidder i denne uge med næste kirkeblad og forsøger at få julens mange gudstjenester fordelt under corona restriktioner. Butikkerne har også været i gang et stykke tid – og langs veje begynder små boder at dukke op med de fineste juledekorationer og pynt.

Min første begyndelse er et helt andet sted. Det er den engelske julekage 🙂 I går blev den endelig bagt, efter at fyldet havde ligget i blød et par dage og suget til sig af gode smage fra både whisky og snaps 🙂 Jeg har tilføjet både svesker og tørret havtorn til min kage og suppleret med solsikkekerner. Men ellers er den helt traditionel. Tung og bastant – og nu klar til at blive dryppet med spiritus de næste dage – inden den pakkes godt ind og lægges til hvile bagerst i køleskabet. 

En gang i december kommer den frem igen, og så bliver den pyntet. Og så kan den snart smages på – det er altid spændende, hvordan smagen er. Jeg glæder mig allerede 🙂 

Denne kage er lidt fladere end normalt – formen kunne med fordel have været lidt mindre. Men pyt, den skal nok få ben at gå på alligevel.

Hvis du vil se et par andre af mine engelske julekager, så kan du se en her og her. Den kage er virkelig en fast del af julerepertoiret – og med lige linjer tilbage til min barndomsjul. Her var kagen en fast del af julens bagværk – min mor havde mødt kagen, mens hun var i England, og havde virkelig forelsket sig i den. Så hvert år blev kagen bagt. Så det fortsætter jeg med at gøre. Jeg er også vild med kager med masser af fyld 🙂

God mandag.

Jette

Bloggen fylder år

 En blog fødselsdag er nu noget lidt mærkeligt noget 🙂 Men det er da en milepæl i dens historie. I dag er det syv år siden, at jeg første gang postede et indlæg.

Jeg havde ikke gjort mig mange tanker omkring det at have en blog – syntes bare det var spændende og interessant. Og det er det stadig – det giver en platform at dele tanker og idéer på. Og så er det en eminent dagbog, kan jeg se, når jeg ind imellem kigger baglæns. Der er godt nok sket meget på syv år 🙂 Hele vejen rundt i mit liv. 

Bloggens første fokus var at bage – brød og kager. Og dele glæden ved det. Det fokus er nu skubbet lidt, så der bliver stadig bagt, men der bliver også skrevet om meget andet. Primært glæden ved at eje et sommerhus 🙂 Tanker om klima og økologi og naturens fremtid. Og så er der også sneget sig lidt strik ind undervejs 🙂 Og ikke mindst, så har de syv år også budt på mødet med en dejlig mand – og siden et bryllup. 

Der har også været et par gange med pause – for det tager også tid at have en blog 🙂 Men mest giver den glæden ved at dig, der læser med, kan bruge det du læser. Og tak fordi du læser med. Det er bestemt med til at give bloggen mening og berettigelse.

Billedet i dag er fra en smuk og mild efterårsmorgen – med sol, himmel og skyer – og et par vindmøller i horisonten. Jeg holder meget af den udsigt – fra præstegårdens baghave.

God onsdag.

Jette

 

Fredags glimt

 Jeg fortsætter med lidt glimt fra ugen 🙂 

Det er virkelig en mærkelig tid vi er midt i. Jeg har mest af alt lyst til at gå i hi, og vågne til foråret og håbe på at verden ser anderledes ud. Men det kan jeg jo ikke. 

Så i går var min søster og jeg i gang med at sy mundbind. Det ville jeg aldrig have troet skulle ske. Men vi havde nu en rigtig hyggelig aften. 

Resultatet kan godt forbedres, men det kan bruges.

Jeg får dog også visir og stofmundbind fra – ja jeg ved ikke helt hvorfra, men mon ikke det er kirkeministeriet, der er på banen her 🙂 De er dog forsinkede, så endnu ved jeg ikke, hvordan de ser ud.

Til gengæld så har mit venlige græskarhovede fået selskab. Præstegården har mange gamle og høje træer, også et lærketræ, så her samlede jeg nogle grene sammen. De pynter nu ved sommerhuset, bag græskaret. Engang først på året købte jeg et husløg – det har hen over sommeren stået på terrassen, og er faktisk vokset en del. Nu er det også blevet flyttet og holder græskarhovedet med selskab 🙂

Det er stadig æblesæson – så jeg havde lavet en æbledessert, som jeg havde med til aftenkaffen i aftes. En glutenfri æblekage – med drys af ristede havregryn og hasselnødder. Cremen var græsk yoghurt og flødeskum smagt til med vanilje og flormelis. Og æblemosen var med ingefær. Det har jeg ikke prøvet før, men det blev en fin smag, så her kommer opskriften på en lille portion æblemos med ingefær.

 Æblemos med ingefær

ca. ½ kilo æbler, skrællet og i både

2 spsk. vand

50 gr. sukker

½ tsk. revet ingefær

Det hele kommes i en gryde og koger ved svag varme under låg til æblerne er godt møre, og det hele kan moses let sammen. 

Det var en overraskende god variant af æblemos 🙂 Så den kan godt prøves en anden gang.

Må du få en dejlig og hyggelig weekend – med både Halloween og Alle Helgen.

Jette

Venlige græskarhoveder

 Efterår er ensbetydende med opstart af konfirmander og minikonfirmander. I år har jeg et lidt mindre hold, da der kun er en klasse på skolen. Men det giver andre muligheder – samtidig med at vi så heller ikke kan synge og lave vores krybbespil – så må der tænkes i mere kreative baner.

Og i disse dage er Halloween ikke til at komme uden om. Ikke at jeg gør noget i det, men der er græskar alle vegne, spøgelser og edderkopper popper op rundt omkring. Min tanke har været at knytte Alle Helgen sammen med Halloween. Det kan synes som at ville presse to modsatrettede emner sammen. Hvor Halloween har til formål at skræmme døden væk, og hvor Alle Helgen er at mindes vore døde og skabe håb. 

Men et græskar med lys i – det er bare lidt hyggeligt. Og det lyser op i mørket, og kan være med til at give et glimt af håb. Og tænker vi Alle Helgen – så var de mennesker, vi har mistet, alle lys i andres liv. Det må vi gerne tænke over i denne tid.

Mine minikonfirmander fik derfor til opgave af lave et venligt græskarhovede. Og jeg var imponeret over, hvor gode de var til at arbejde med de tunge og ret genstridige græskar. De fik fisket alle kerner og tråde ud af græskarets indre, og siden tegnet ansigter og skåret dem ud. Uden at en eneste kom til skade! De fik deres hoveder med hjem, og jeg nåede desværre ikke at få et billede af resultatet. Men der var mange fine og venlige ansigter 🙂

Mit eget græskar fik også udskåret bagsiden – selv om den jo reelt ikke kan ses. Men skulle man kigge bagom, så er der både et kors, anker og hjerte.

Jeg har lagt en lille lyskæde inden i, så kan der let tændes, når dagslyset svinder. Jeg kan godt se, at mit græskar savner lidt selskab af en blomst eller noget andet efterårsaftigt. Det må jeg se og råde bod på.

God onsdag.

Jette

Fødselsdag i familien

I lørdags blev yngstemanden i min lille familie 27 år. Ufatteligt hvor alle de år er blevet af. Men dejligt at være en del af, og en velsignelse at opleve, at det går ens børn godt. At de så at sige vokser med opgaven. Og det har de gjort alle tre. 

Peter valgte af fejre fødselsdagen i Aarhus, med aftensmad i hans lejlighed og inden da en tur ud i naturen. Og her er Aarhus jo et godt sted.

Vi begyndte i Dyrehaven, her var rigtig mange dyr og ret så mange mennesker. Men man forstår det godt. Vejret var skønt, farverne smukke og dyrene flotte. De var samtidig nysgerrige og ville gerne håndfodres – så det var et hit 🙂 

Dyrehaven ligger i Marselisborg og lige ud til vandet. Så der måtte vi også lige ned. Jeg har været her nogle gange, også da der var Sculpture by the Sea. Denne fine udstilling af vidt forskellige skulpturer, som man kunne gå langs vandet og iagttage. En super måde at få kunst og kultur ned i øjenhøjde på.

Den uendelige bro blev første gang opført i 2015 og siden taget ned igen. Men ønsket om, at den kom tilbage var stort, så nu er den permanent stillet op hen over sommeren. Jeg havde læst, at den ville blive taget ned efter uge  42 – men vi var heldige 🙂 Den var her endnu – og så måtte vi naturligvis en tur rundt på den. Jeg er altid fascineret af kunst, hvor man selv kan spille med eller gå med. Så turen rundt på broen med det rene og klare vand under broen, det var bare så fint.

Peter lavede aftensmad – i det lille køkken – men det gik fint og der var mad nok til alle. Desserten havde jeg medbragt, han havde på forhånd sagt, at en cheesecake ville blive meget værdsat 🙂 Og den smagte nu også meget godt.

God mandag.

Jette

Fredags glimt

 Ind i mellem vender jeg tilbage til den overskrift – for det er lidt en god måde at få samlet ugens indtryk på. Især når der ikke er blevet bagt kager, der er taget billeder af 🙂 For der er nu blevet bagt – både til menighedsrådsmøde og personalemøde – men det var mest gengangere, så det er der ikke så meget at skrive om 🙂 Et helt varmt og nybagt brød vakte behørig begejstring.

Vejret har slået om – efteråret er tydeligt, men det er samtidig lunt og blæsende. Det er fascinerende at følge med i, hvordan vandstanden i Helnæs bugt skifter fra dag til dag og uge til uge. I går var der virkelig lavvande, blæsten havde trukket vandet langt tilbage. Jeg kunne gå ude på havbunden langs stranden – det var lidt sjovt. Og især når det kun er ganske kort tid siden, at vandstanden var over en meter over daglig vande og dermed havde oversvømmet den sti, jeg normalt kan gå på. Naturen er forunderlig.

Bella, min kat, er en gang i mellem med i sommerhus. Det går helt fint, den er så gammel og vil helst være inde og hvor vi er – så den løber ikke væk, selv om omgivelserne er nye. Og den har fundet et godt hjørne at sove i, når aftenroen sænker sig 🙂 Præcis samme sted som Diva før sov.

Corona fylder meget – også selv om jeg jo til daglig går meget for mig selv i præstegården eller her på kontoret. Men den spiller med i enhver tjeneste, som skal planlægges særskilt og tænkes igennem. Lige nu venter jeg med spænding på, om der kommer flere restriktioner, der rammer kirken.

Seruminstituttet har lavet denne store nationale undersøgelse – hvor de inviterede en million danskere til at deltage i en antistoftest. Jeg var blandt de udvalgte – det var min søn og svoger også – men det er jo helt tilfældigt. Jeg havde fået tilsendt et testkit – og fik i går lavet min test. Den var negativ, så efter al sandsynlighed har jeg ikke haft corona. Det ville også have overrasket mig meget, hvis jeg havde haft det.

Weekenden byder på en fødselsdag – yngstebarnet, Peter; fylder 27 år i morgen. Det bliver fejret i Aarhus, hvor han har inviteret på hjemmelavet mad – og ønsket sig en cheesecake til dessert 🙂 Så den skal jeg i gang med i løbet af dagen.

Må du få en dejlig efterårsweekend.

Jette

Side 46 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal