Ind i mellem vender jeg tilbage til den overskrift – for det er lidt en god måde at få samlet ugens indtryk på. Især når der ikke er blevet bagt kager, der er taget billeder af 🙂 For der er nu blevet bagt – både til menighedsrådsmøde og personalemøde – men det var mest gengangere, så det er der ikke så meget at skrive om 🙂 Et helt varmt og nybagt brød vakte behørig begejstring.

Vejret har slået om – efteråret er tydeligt, men det er samtidig lunt og blæsende. Det er fascinerende at følge med i, hvordan vandstanden i Helnæs bugt skifter fra dag til dag og uge til uge. I går var der virkelig lavvande, blæsten havde trukket vandet langt tilbage. Jeg kunne gå ude på havbunden langs stranden – det var lidt sjovt. Og især når det kun er ganske kort tid siden, at vandstanden var over en meter over daglig vande og dermed havde oversvømmet den sti, jeg normalt kan gå på. Naturen er forunderlig.

Bella, min kat, er en gang i mellem med i sommerhus. Det går helt fint, den er så gammel og vil helst være inde og hvor vi er – så den løber ikke væk, selv om omgivelserne er nye. Og den har fundet et godt hjørne at sove i, når aftenroen sænker sig 🙂 Præcis samme sted som Diva før sov.

Corona fylder meget – også selv om jeg jo til daglig går meget for mig selv i præstegården eller her på kontoret. Men den spiller med i enhver tjeneste, som skal planlægges særskilt og tænkes igennem. Lige nu venter jeg med spænding på, om der kommer flere restriktioner, der rammer kirken.

Seruminstituttet har lavet denne store nationale undersøgelse – hvor de inviterede en million danskere til at deltage i en antistoftest. Jeg var blandt de udvalgte – det var min søn og svoger også – men det er jo helt tilfældigt. Jeg havde fået tilsendt et testkit – og fik i går lavet min test. Den var negativ, så efter al sandsynlighed har jeg ikke haft corona. Det ville også have overrasket mig meget, hvis jeg havde haft det.

Weekenden byder på en fødselsdag – yngstebarnet, Peter; fylder 27 år i morgen. Det bliver fejret i Aarhus, hvor han har inviteret på hjemmelavet mad – og ønsket sig en cheesecake til dessert 🙂 Så den skal jeg i gang med i løbet af dagen.

Må du få en dejlig efterårsweekend.

Jette