diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 102 af 111

Brunkager i helt ny dåse :-)

Jeg er så heldig, at jeg også får adventsgaver 🙂 Hver søndag i adventstiden dukker ungerne op med en gave. Og det er da dejligt!

I går fik jeg en skøn Georg Jensen kagedåse – med indhold. Altså udstiksforme – og så endda med logo! Det er altså lidt eksklusivt – og ren luksus.

I lørdags fik jeg bagt lidt brunkager – men manglede faktisk en dåse at komme dem i. Men nu har de fået den fineste dåse, de kan tænke sig. De fylder ikke meget, jeg havde kun bagt halv portion – i erkendelse af, at ungerne synes, det er fint de er der, og så tager en vaniljekrans i stedet 🙂

Udstiksformene fra Georg Jensen

Formene er lidt alternative i formen – men super lækre at holde ved. Peter og jeg talte om, hvad vi forestillede. Og hvor jeg tænkte kongekrone om den øverst til højre – der tænkte Peter solopgang. Hvor pudsigt, at man kan se så forskellige muligheder.

Jette

December glæder

Jeg bliver hvert år glædeligt overrasket i december måned. Overrasket og taknemmelig over, at mennesker husker på en, og synes, de har lyst til at give en gave.

I denne uge har jeg fået denne fine dekoration.

Og jeg ved, at den er lavet med mig i tankerne, for den er uden nisser ! 🙂 Det er betænksomhed.

Og i går fik jeg disse to skønne flasker snaps 🙂

Hjemmelavet julesnaps og ribssnaps. Og i flotte farver, kun til at blive glad af.

Jeg har endnu ikke smagt dem. Men ribssnapsen er lidt sjov, for den har jeg stiftet bekendtskab med tidligere.

Måske husker du noget om genbrug af ribs?

Jeg havde fået ribsene, efter at de havde trukket med sukker og snaps, og hvor de så skulle sies fra. Og forsøgte mig så med at lave gele af dem.

Så nu bliver det spændende at smage, hvordan den rigtige ribssnaps smager. Ganske givet sød og sommerlig 🙂 Og det kan godt bruges på en grå dag.

Det bliver så ikke i dag – for uden for er himlen fantastisk blå og solen skinner. En smuk dag.

Jette

Toscatærte med mandel-valnøddetop

Måske husker du, at jeg i foråret var til Tupperware party hos min søster – og egentlig har jeg et noget ambivalent forhold til netop Tupperware.

Men nu har jeg så alligevel besluttet at holde en demonstration. Det skete i aftes, hvor Maria kom og fortalte om alle de gode ting, der er at sige om både gamle og nye produkter. Og med langtids garanti på alle Tupperware produkter, er der også mulighed for at få udskiftet noget, der måske er gået i stykker.

Og det endte naturligvis med, at jeg også fik købt lidt – det får du at se en anden dag 🙂

Men nu er det december, så jeg havde valgt at lade decemberlækkerier følge i slipstrømmen af de mange lovord om Tupperware 🙂

Så det blev til gløgg, pebernødder, havregrynskugler, luciabrød og lækker toscatærte.

Tærten har jeg lavet tidligere, men det var en ret stor tærte, så her kommer den i lidt mindre udgave. Og med blandt andet valnødder på toppen.

Min form var dog i det mindste her, så helt køn blev kagen ikke. Men smagte ganske udmærket alligevel 🙂 En tærteform på 20 cm. i diameter vil være bedre. Men jeg har endnu ikke forme i alle størrelser, så ind imellem bliver det lidt presset, men det gik.

Toscatærte med mandel-valnøddetop

ca. 200 gr. mørdej  rulles ud og lægges i en springform (ca. 20. cm) Beklæd både bund og sider med bagepapir.

Marcipanmasse

175 gr. marcipan

135 gr. sukker

2 æg fra glade høns

65 gr. mel

Marcipan rives og blandes med sukker. Æggene tilsættes enkeltvis, og der piskes mellem hvert æg. Til sidst røres melet i. Marcipanmassen fordeles på mørdejsbunden. Bag kagen ved 180 grader ca. 25 min.

Imens laves

Toscafyld: 

3 spsk. piskefløde

30 gr. sukker

30 gr. smør

30 gr. lys sirup

30 gr. smuttede, hakkede mandler

30 gr. valnødder, grofthakket

Kog fløde, sukker, sirup og smør op, og lad det simre til det er gyldent. Tilsæt nødder og mandler og kog videre til det har en fastere konsistens – rør jævnligt.

Kom toscamassen på den forbagte kage og bag videre ved 220 grader ca. 6 – 8 min.

Jo, det er en lækker kage – i små stykker, for den er fyldt med smag og lækre sager.

God adventsweekend – på en ret så grå decemberfredag.

Jette

En skøn og trofast orkidé

Dagen er lidt travl 🙂 Men god. Og her til morgen stod denne skønne orkidé og ventede på kontoret. De fineste og sarte lyserøde nuancer. Blomsten er en gave fra min 50 års fødselsdag – for knap fire år siden. Så jeg synes, den gør det godt.

I aften skal jeg være vært for en Tupperware demonstration. Det bliver lidt hyggeligt. Og det er blandt andet dertil, at jeg er i gang med at lave nogle forberedelser til. Men mere om det i morgen.

Jeg vil ønske dig en fin december dag.

Jette

5 ting, der helst skal laves i december :-)

December måned er egentlig ikke her, hvor der (skal) nytænkes mest. Tradition og “sådan plejer vi” og minder fra barndommen, dem holder vi fast i. Og sådan skal det vist være 🙂

Nu efter at have været blogger i over et år, så har jeg jo også passeret jul en gang tidligere 🙂 Og dermed bagt en del kager og brød, som passer til december.

Og de 5 ting jeg vil nævne i dag, er også helt traditionelle ting, småkaget og andet, som bare hører sig til – i mine juleforberedelser. Det kan så godt være – og det håber jeg lidt – at der undervejs dukker et eller andet spændende op, der også lige skal prøves.

Men her er min top 5:

Vaniljekranse

De er allerede blevet bagt – men må også indrømme, at Trine har bagt nogen, der var endnu bedre 🙂 Jeg forsøger igen til næste år.

Pebernødder

Jeg fik bagt en portion i aftes – og de smager fint og er sprøde. Men nybagte pebernødder smager vist også bare godt 🙂

Brunkager

Sidste år ved denne tid, var de blevet bagt – det er de så ikke i år 🙂 Men det kommer…

Luciabrød

De bliver bagt til den 13. december – men efter en anden opskrift end den fra sidste år. Min kirkesanger har svenske aner og kom i går med en opskrift – så den må prøves 🙂

Havregrynskugler

Ingen jul uden havregrynskugler – hvis jeg ikke når at få dem lavet, så gør Peter eller en af pigerne. Havregrynskugler hører bare til.

Som både du og jeg kan se, så er der lidt vej endnu før det, jeg helst vil have lavet her i december, er på plads. Men det skal nok komme.

Men det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at der ikke er mange andre bolde i luften end at julebage i de her dage. Det er gode, travle og hyggelige dage.

Og i går fandt jeg denne kasse på loftet – det var ren gensynsglæde 🙂

Planer og to-do lister er gode – men det er også vigtigt bare at sidde og nyde lys og stjerneglimt.

Jette

Chokoladesnirkler og chokoladebrud

Da jeg forleden bagte og lavede triple chokoladesnitter, skulle der bruges noget pynt – for bare at lade lagkageoverfladen stå uden pynt ville se lidt bart ud.

Så nu skulle jeg prøve at temperere chokolade og lave fine snirkler – i bedste stil. Det ser jo enkelt ud på tv, noget andet er så, hvordan det er i ens egne hænder.

Og en søgning på nettet efter gode råd og fif, ja dem er der nok af. Men som der også står mange steder, så kræver det lidt øvelse at temperere chokolade, og det lykkes næppe hver gang i begyndelsen. Så det er bare om at komme i gang med at øve sig 🙂

Jeg har ikke før tempereret chokolade, og da jeg heller ikke har et termometer, så er det lidt en udfordring. Løsningen lå på Odense marcipans hjemmeside. Her var en trin for trin anvisning – uden brug af termometer 🙂

Efter at have smeltet og tempereret chokoladen og syntes, at nu havde jeg rørt længe nok, så kom jeg chokoladen i et lille cornet og sprøjtede snirkler – efter bedste evne. Jeg havde på bagsiden af et stykke bagepapir tegnet cirkler – ca. 4 cm i diameter og begyndte så i midten og tegnede rundt og rundt. Dybest set er det vel krims krams – men på toppen af en kage, så ser det faktisk lidt festligt ud 🙂

Chokoladen stivnede på papiret og var let at få af. Og sagde et lille knæk, når de blev brækket over.

Overskuddet af chokoladen blev brugt til chokoladebrud. Sådan på fri hånd, så med lidt smeltet hvid chokolade ovenpå og til sidst lidt syltet appelsinskal og nogle saltede nødder, så var der en lækker plade chokolade.

Jeg tog den med op til min gamle far, og var lidt spændt på, om han syntes om kombinationen af det salte og det søde. Men det gjorde han 🙂 Så lidt efter lidt blev der mindre og mindre i dåsen. Men det var ham vel undt, og jo dejligt at lave noget andre også sætter pris på.

God 2. december – med chokolade og andet godt.

Jette

Stjerner – flettet af papir

Jeg synes godt nok dagene går i rask tempo lige nu. Med møder, planlægning og forberedelse. For en dels vedkommende med henblik på december – og det er jo ikke så galt.

Men ind i mellem lander jeg i sofaen, og så er det tit stjernestrimlerne jeg griber fat i 🙂 Jeg holder meget af de flettede papirstjerner. Måske fordi det er noget af det julepynt, der bare altid har været i mit liv, noget der ikke har ændret sig ret meget. Så det er nostalgi og lidt en tidslomme at være i, når strimlerne lægges sirligt over hinanden og hver gang ender med at blive til en ny lille stjerne 🙂

Jeg kan slet ikke forestille mig en jul uden stjerner. Jeg tænker, at der er så meget symbolik i dem, og så mange assosiationer til julens budskab om Jesus i stalden. Og så forundres jeg alligevel, når jeg taler med både konfirmander og minikonfirmander om stjernen i toppen af juletræet. For jeg synes jo, at det er indlysende, at den peger på stjernen over stalden julenat. Men det ligger bestemt ikke lige for i alle børns tankegang.

Mette og Peter kan også flette stjerner – de har sågar holdt konkurrence om, hvem der kunne gøre det hurtigst 🙂 Og det at kunne flette en stjerne – det glemmer man ikke. Når først man har fået det ind i fingrene, så bliver det siddende.

I min barndom var strimlerne hvide! Og 1½ cm brede! På det punkt har tiden sat sit præg, og nu kan man få strimler i mange farver og med forskellig pynt. Og det synes jeg faktisk er fint.

Jeg har netop bestilt stjernestrimler til mine konfirmander – strimler med juleevangeliet skrevet på. Nu er jeg spændt på, hvor mange af dem, der så rent faktisk kan flette en stjerne.

Da billederne af stjernerne skulle tages, kom Diva nysgerrigt nærmere – og var pludselig midt i det hele 🙂

Jeg håber du også har tid til at hygge dig med stjerner – og minder om gode stunder.

Jette

Sådan kan det også gå …

I morgen holder menighedsrådet det sidste møde i dette kirkeår – og i dette kalenderår.

Og da rådet blev betænkt med et par flasker rødvin, som tak fordi de ville hjælpe ved afholdelsen af graverkurset i oktober, så har min opgave i denne omgang været at bage noget, der kunne passe til det. Det bliver til to brød – et spansk landbrød og et lyst brød med græskarkerner – mere om det senere på ugen.

Men der skal også være noget sødt til kaffen – synes jeg i hvert fald. Gerne med chokolade, så jeg fandt noget inspiration hos Odense marcipan. Jeg vil lave triplechokoladesnitter.

Det kræver en chokoladelagkagebund. Det er sådan de lidt kedeligere at bage, men alligevel super vigtige. Jeg har bagt chokoladebunde før, men vil gerne have en, der er lidt lettere og luftigere. Derfor kommer der et forslag mere her 🙂 I forhold til den oprindelige opskrift, så har jeg hakket chokoladen og ikke revet den. Det gav et lidt alternativt resultat – hvad udseendet angår.

Chokoladelagkagebund, version 2 

2 æg, fra livsglade høns

75 gr. sukker

35 gr. kartoffelmel

15 gr. hvedemel

1½ spsk. kakao

½ tsk. bagepulver

30 gr. hakket mørk chokolade

Pisk æg og sukker let og luftigt. Sigt mel, kakao og bagepulver og vend det i æggesnapsen med lette tag. Vend til sidst den hakkede chokolade i.

Dejen kommes i en form (ca. 18 x 18 cm), der er beklædt med bagepapir og bages ca. 10 – 12 minutter ved 200 grader. Tjek med en tandstik om bunden er bagt. Køler af i formen.

Overfladen ser meget fin ud – men da jeg tog bagepapiret af – så det ud, som om at kagen havde fået skoldkopper 🙂

Det hakkede chokolade havde ikke nået at smelte ordenligt sammen med den øvrige dej under bagningen. Så der var nok en grund til, at der stod at chokoladen skulle rives 🙂

Men bortset fra det, så er bunden ganske udmærket, og jeg glæder mig til at lave kagerne færdige senere i dag.

Ønsker dig en dejlig onsdag – på en grå morgen.

Jette

Sandskulpturer, shopping og snak

Det har været en dejlig weekend. Måske fordi jeg synes, den kom meget tilpas – lige inden december for alvor går i gang 🙂 Men også på grund af rigtig meget andet.

Jeg var en tur i Århus. Og pigerne havde planlagt, at vi skulle besøge “Det gamle Apotek” – men det havde ikke søndagsåbent. Så på den vis havde jeg valgt den forkerte weekend.

Men så fik vi set på sandskulpturer.

I et telt ved Musikhuset var der fine julemotiver skabt i sand af hollandske kunstnere.

Men der var ikke mange mennesker. Faktisk ingen, ud over billetsælgeren. Så der sad vi – foran en kæmpe julemand – i magelige stole og lod roen falde på os. Og Trine genkaldte sig vist situationen med at være ud og se på kunst, fra da hun var barn. For hun spurgte, hvorfor vi altid havde taget dem med på museer og gallerier og andet kunst, da de var små. “For at I kunne lære det” svarede jeg lidt kækt.

Men i eftertanken, så er det egentlig rigtig nok. For hvis vi som forældre ikke viser en vej og peger på nogle gode ting, hvor skal ens børn så lære om det?

Så nu i bakspejlet er jeg ret glad for, at ungerne har været med de mange forskellige steder. – Selv om det har været udfordrende til tider – at færdes mellem skrøbelige skulpturer og flotte billeder og smukke smykker – og ikke måtte røre 🙂 Men jeg er sikker på, at det har givet en vis indsigt og noget værdi til indholdet i deres livs rygsæk.

Dagen begyndte dog et andet sted, nemlig med en morgenbuffet til 38 kr. på café Lava. Det var lidt imponerende at kunne side langs med åen midt i Århus – og spise nybagt rugbrød og lækkert friskt franksbrød med græskarkerner til den pris. Det var yderst budgetvenligt, så det nød vi 🙂

Selvom meget havde lukket, så var Magasin som altid åbent. Og med gode tilbud, i håb om at få julehandlen lidt i gang. Så der kom et par adventsgaver med hjem også.

Vel hjemme igen – så byder denne uge blandt andet på brød og lækre kager – jeg glæder mig.

God mandag.

Jette

Petit four – til julefrokost

I aften holder mine menighedsråd og personalet den årlige julefrokost. Det er altid en hyggelig aften. Det foregår i konfirmandstuen, som bliver ommøbleret og dækket op i røde farver og med gran på bordene. Præcis som det skal være 🙂

Maden bliver købt, så der er ikke så meget forberedelse til aftenen. Vi er så to, der er blevet enige om at bage en lille ting til kaffen. For efter en traditionel julefrokost, er der ikke plads til ret meget mere.

Jeg har valgt at bage minimuffins med havtorn og så pynte med træer, stjerner og hjerter. Så bliver det vist ikke mere julet 🙂

Og så kommer min engelske julekage også på bordet. Mest fordi jeg synes den egentlig er blevet meget fin, for jeg tvivler på, at der bliver spist nævneværdigt af den. Den kage egner sig bedst til en kop kaffe efter en lang gå tur.

Det er vejret så også blevet til – med solskin og helt stille vejr. En helt anderledes glad dag. Nok også hjulpet lidt på vej af, at jeg har fri i weekenden og tager på besøg hos Trine og Mette i Århus. Det kan kun blive nogle hyggelige dage.

God weekend.

Jette

Side 102 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal