diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 101 af 111

Mikro portion hindbærsyltetøj og en duft af sommer

Du har sikkert bemærket, at hindbærsnitter hitter i mit køkken 🙂

Det er bare en lækker kage, når den er lavet ordentligt. Jeg købte en gang nogle stykker hos en købmand – hold op, hvor var de tørre, triste og kedelige. Så siden da er det mest blevet de hjemmelavede hindbærsnitter, der bliver spist.

Og minikonfirmanderne er tiltænkt dem, jeg skal lave næste gang.

Fryseren rummede stadig en lille portion hindbær, som var plukket i sommers. De blev tøet, og er nu blevet kogt en mikro portion hindbærsyltetøj, efter opskriften her. Med en duft af sommer, og som det ses i baggrunden – “med en solskins stribe på”.

Vejret er meget foranderligt, så det er med at nyde solens stråler, når de kommer ind ad vinduet.

God lørdag – midt i januar.

Jette

Glimt fra en hyggelig og blæsende weekend

En weekend hvor det var bedst at sidde indendøre og vente på, det blev godt vejr igen.

Alle børn var hjemme, så der blev hygget, set ret meget fjernsyn og tændt op i brændeovnen. Samtidig har vaskemaskinen stort set kørt hele tiden – med den udfordring det er at tørre tøj uden tørretumbler i det her vejr. For at hænge det ud, var ligesom udelukket 🙂

Bella nød varmen fra brændeovnen

Hønsene klarede blæsten i fin stil. Egentlig lidt utroligt at de kan stå fast. Fjerene blæste op og de løb i medvind, men var ellers ret så glade.

En høne med luft under vingerne

Der blev knækket valnødder. Det tager tid 🙂 For jeg vil være helt sikker på, at der ikke kommer et stykke skal med. Jeg husker, at det var der somme tider, når min mor knækkede nødder. Det skulle oftest gå lidt stærkt, og så kunne det ske, at et stykke skal kom ned til nødderne. Og det er bare så ubehageligt at møde et stykke skal i en kage. Så lige der er jeg lidt grundig 🙂

Vestfynske valnødder

Men kan nu glæde mig over nødder til mange kager og brød. 275 gr. de rækker trods alt et stykke vej.

Tilbudsjagt – har jeg ikke som sådan været på i år. Men jeg kigger dog rundt, når jeg er ude at handle. Og fandt forleden en pose pekannødder til 5 kr. – Den kom med hjem, og blev også knækket i weekenden.

pekannødder

Pekannødder bliver bland andet brugt i denne tærte, og efter sigende er netop de nødder – sammen med pistaciekerner – nogen af de dyreste nødder i verden. Så jeg glæder mig endnu mere over mit “fund.”

Marengstoppe

Marengstoppe efter Karens opskrift. De har smag af både appelsin og kakao. Fine og skøre blev de, og er nu klar til at blive brugt som pynt på chokolademuffins senere.

Weekenden sluttede med besøg hos nevøen, der fyldte 20 år. En fin fest for ham.

Og så venter en ny uge, stadig våd og med lidt vind.

God mandag.

Jette

Et unikt brød – julens rester

Efterhånden er køleskabet ved at være tømt for indkøb, der blev foretaget i forbindelse med jul og nytår. Anderledes ser det ud i skuffer og køkkenskabe.

Katrine Klinken henviste på sin blog til en glimrende artikel, hun havde skrevet, om dette at få brugt nogle af julens rester. Det gav ideen til dette brød.

Rester har i manges ører – inklusiv mine børns ører – en kedelig klang. Jeg synes nu, rester er ganske udmærkede, og kan da få budgettet til at strække lidt længere 🙂 En rar tanke i januar.

Et unikt restebrød

1½ dl. vand

1½ dl. surmælksprodukt (creme fraiche, fløde eller yoghurt)

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 spsk. olie

ca. 400 gr. forskelligt mel

100 gr. fyld – nødder, chokolade, rosiner

Alle mål er vejledende. Det er virkelig et restebrød 🙂 Med sin helt egen smag.

Rør gæren ud i væsken, tilsæt salt og olie og det fyld, der er til rådighed. Og så mel efter behag – jeg brugte havregryn, grahamsmel og hvedemel. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et par timer.

Æltes igennem igen og formes til et brød, lægges på en plade og efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Brødet bages ca. 30 minutter, og afkøler på en rist.

Til morgenmad – en skive lækkert brød. Tilbehøret til osten var også rester. Valnødder jeg havde kogt i en appelsinlage (og hvor jeg desværre allerede har fået forlist opskriften). Og nogle lidt tørre dadler var lavet til kompot efter en opskrift, jeg fandt hos råvarecirkus.

Så jo, der blev ryddet lidt op i skabene, det var nu meget rart 🙂

Med udsigt til en dejlig dag.

Jette

På gensyn julepynt – velkommen skønne romkugler

Så mistede juletræet sin pynt. Nu ligger pynten godt i de gamle kasser, og er på vej på loftet.

Træet står temmelig bart og holder på de sidste nåle. Det har virkelig gjort det godt, men nu skal det ud.

Ligesom der et en glæde at finde julepynten frem, så er det også godt nok, at pakke det ned igen. Selv om der bliver lidt tomt, når det hele forsvinder. Men der bliver også lidt bedre plads i stuen 🙂

Der er også svundet godt i julens og nytårets kager, og det er jo kun godt.

Noget af det sidste kage blev genbrugt til skønne romkugler. Det er som en helt ny kage, man får på tallerkenen, når gamle kagerester bliver tryllet om til kugler trillet i kokos 🙂

I morgen vender konfirmanderne tilbage, minikonfirmanderne begynder – i det hele taget, så er det blevet hverdag.

Dejligt!

God mandag.

Jette

Bagning med Budget 2014 – tilbageblik

På årets sidste dag bliver det tid til at se, hvad jeg egentlig har skrevet om og bagt i 2014. Det er lidt utroligt, hvor hurtigt man glemmer noget, mens andet bliver stående som mindeværdige ting.


  

I januar blev der bagt brød til tapas, det har gennem året været en af de opskrifter, der ofte er blevet læst – og forhåbentlig bagt 🙂 Marts bød på en fødselsdag, og Mette havde ønsket sin helt egen kage. Den viste sig at blive et hit og har ligget på første pladsen over mest populære opskrifter på bloggen lige siden den kom på. Den smager også fint, og er lidt festlig.


   

Der er blevet bagt lagkager i variationer, og til bededag naturligvis varme hveder. Og i juni blev Peter student. Her bagte jeg den største Othellolagkage jeg nogensinde har bagt. Som smagte skønt og forsvandt på nul tid.



 

Det blev sommer og det blev varmt. Men der kan altid spises en småkage 🙂 Skønne harvest kager som helt sikkert også skal bages næste år. Jeg har en svaghed for brød med fyld, nødder og tørret frugt. Jeg synes, det er så lækkert. Og æblekage – uhm. Det er virkelig godt.


 

Denne frække Kajkage fik følgeskab af flere – og serveret til Peters  fødselsdag. Snebolde af marcipan, de var ret så lækre. December har været fyldt med både traditionelle kager og lidt utraditionelt bagværk. Mest populære er marcipankiksene. De er også gode 🙂

Hermed vil jeg gerne sige dig tak, fordi du læser med. Tak for kommentarer og gode råd.

Med ønsket om et dejligt 2015 – med masser af bagværk og andre indfald.

På gensyn.

Jette

Glimt – fra dagen før dagen

Ja, det er godt nok nytårsaften i morgen – men det opleves helt anderledes her dagen før i forhold til for en uge siden. Men det er også okay. Men godt vi har begge højtider – selv om nytår næppe kan kaldes højtid 🙂

Og der er stadig forberedelser til i morgen. Når jeg får gæster, så vil jeg helst have lavet så meget som muligt i forvejen. Derfor er der i dag mellem prædikenskrivning og dåbsbesøg blevet bagt tærter og kager. En dejlig beskæftigelse.

Du får lige et par glimt herfra.

Tanken er dog, at i morgen laves det om til en dessert tallerken med små lækre stykker på. Men mere om det efter nytår. Tærten er genbrug – men det er nu også en lækker tærte.

Derudover skal der også være noget brownies – og lige nu går jeg og diskuterer med mig selv, hvor store stykkerne skal være 🙂

Og i køleskabet står små cheesecake portioner – dem glæder jeg mig til at servere sammen med de to andre lækkerier her.

Det er vist godt, at det snart er januar og lidt mere hverdag og lidt mere bevægelse 🙂

Nyd nu det sidste af 2014.

Jette

Marcipanbrød – med nyt fyld

Som i de fleste andre familier lavede min søster og jeg som børn også konfekt til jul. De første år mindes jeg, at min mor blandede marcipanen med kartofler og sikkert også noget mandelessens, for at få det til at strække noget længere. Og som jeg husker det, smagte de marcipansnitter, der blev lavet, ganske udmærket.

Men eftersom tiderne blev bedre, og vi blev ældre, så blev det til ren marcipan, vi brugte, når vi lavede konfekt.

Og det er det så også nu 🙂

Men det er stadig marcipansnitter og marcipanbrød, der er mine favoritter, som de også var dengang. Så i dag er der blevet lavet et helt klassisk marcipanbrød – dog er fyldet blevet opgraderet til ingredienser, vi slet ikke kendte til eller talte om i 70’erne. Mit brød her er med tørrede tranebær og pistaciekerner.

Marcipanbrød

125 gr. marcipan

25 gr. tørrede tranebær

1 spsk. cognac

1 spsk. pistaciekerner

Mørk chokolade til overtræk

Hæld cognac over tranebærrene og lad dem trække natten over. Bland marcipan, pistaciekerner og de udblødte bær + cognac og ælt det sammen og form det til et brød.

Lad det tørre et par timer, før det overtrækkes med smeltet chokolade. Drys evt. med tørret hindbær eller andet pynt. Opbevares køligt.

Skæres i skiver inden det serveres.

Det er et ret fugtigt marcipanbrød – men det smager ret så godt 🙂

Så – nu hjælper det på juleforberedelserne i mit køkken. Jeg mangler lige et lækkert grovbrød med smag af jul – det kommer på mandag.

God adventsweekend.

Jette

Jul i børnehøjde

Hvert år her tæt på jul, kommer Natur børnehaven på besøg i kirken. Og så har vi en gudstjeneste, der hedder: Jul i børnehøjde.

Det er altid festligt og en fryd at høre så mange små og fine stemmer synge Halleluja  og Dejlig er den himmel blå. De sidste par år har bedsteforældrene også været inviteret med, og det gør det bestemt ikke mindre dejligt.

At være i kirke og se den store adventskrans, de høje og flotte juletræer med masser af lys og synge de meget velkendte julesalmer, det giver en helt speciel fornemmelse af fælleskab og fælles historie.

At slægt følger slægters gang.

Og ikke mindst, at

“aldrig forstummer

tonen fra himlen” – det er det også godt at blive mindet om.

Børnehavens store børn spillede krybbespil – med stor entusiasme. Og forrest ses en lille fyr klædt ud som stjernen over Betlehem. Det synes jeg var så fint tænkt. Og han var meget glad for sin rolle 🙂

God torsdag – en ret så grå dag.

Jette

Vanilje på kværn

Mine søde børn, som jo for længst er voksne :-), udviser stor omtanke, når de er ude og finde adventsgaver til mig. Så i denne uge er jeg blevet betænkt med frysetørret solbær og rabarber og en fin kværn med tørrede og hakkede vaniljestænger.

Og hvor de fortalte, at de havde stået nede i butikken og talt om, hvad var det nu for noget, jeg allerede havde. Og de har fundet noget, jeg ikke havde 🙂

Men mit næste projekt er vist at få rokeret rundt i køkkenskabene, for det er som om, at mine bage-ting indtager mere og mere af pladsen. Og faktisk er ved at være lidt uoverskuelige.

Vanilje-twister, som sådan en kværn med vanilje også kaldes, den kender jeg ikke. Så jeg er lidt spændt på, hvordan den virker, og hvordan vaniljen smager. Og jeg synes jo vanilje er lidt interessant, så jeg glæder mig til at skulle afprøve min nye gave.

Indholdet i kværnen er 5 tørrede vaniljestænger. Og ideen er, at man får brugt både vaniljekorn og skal. For som i mange andre frugter, så sidder der rigtig meget smag gemt i skallen, og den får man jo udnyttet på den her måde. Så tanken bag er meget god.

En uge til jul –  det er nu meget godt 🙂

Jette

Levende julekalender og marcipankiks

Måske du nu tænker, om der er gået små dyr i min chokoladejulekalender, eller om det er en kalender, drevet af batterier – men nej, slet ikke 🙂

For tredje gang har vi i mine kirker her i december en levende julekalender. Det er et lille arrangement i kirken hver dag indtil jul – som at åbne en låge i en papkalender, så åbner vi her døren ind til kirken.

Hver dag har fået et bogstav, som dagens oplægsholder så fortæller ud fra. Ganske kort, for hele arrangementet varer kun ca. 17 minutter. Og i den tid læses tillige et par vers fra Peters jul, der synges en sang eller salme og sluttes med Fadervor.

Men alt i alt et lille frikvarter i decemberdagenes travlhed. En stille stund i et smukt oplyst rum. Lidt åndelig forberedelse til jul, kan man vist godt sige det er.

Og i år har den levende julekalender været godt besøgt – og så er det jo dejligt at arrangere noget.

Nu er vi nået halvvejs, og derfor er det sidste dag i Gamborg kirke, og vi besluttede, at det skulle markeres med en kop kaffe – og lidt julebag.

Jeg har valgt at servere noget lidt utraditionelt – og hvis det ikke falder i deltagernes smag, så må de spise en guldkaramel i stedet 🙂

Det blev nemlig til marcipankiks.

En helt fantastisk opskrift, hvis du spørger mig 🙂 Jeg synes det at spise kage og samtidig have noget at tygge på, det er en fin kombination.

De er lette at gå til, og helt uden julekrydderier – det er der måske nogen, der synes kan være rart – bare lige en enkelt gang.

God adventsweekend.

Det er lidt spændende, om vi blæser helt væk her på Fyn – lige nu er det bare gråt …

Jette

Side 101 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal