Vanilje på kværn

Mine søde børn, som jo for længst er voksne :-), udviser stor omtanke, når de er ude og finde adventsgaver til mig. Så i denne uge er jeg blevet betænkt med frysetørret solbær og rabarber og en fin kværn med tørrede og hakkede vaniljestænger.

Og hvor de fortalte, at de havde stået nede i butikken og talt om, hvad var det nu for noget, jeg allerede havde. Og de har fundet noget, jeg ikke havde 🙂

Men mit næste projekt er vist at få rokeret rundt i køkkenskabene, for det er som om, at mine bage-ting indtager mere og mere af pladsen. Og faktisk er ved at være lidt uoverskuelige.

Vanilje-twister, som sådan en kværn med vanilje også kaldes, den kender jeg ikke. Så jeg er lidt spændt på, hvordan den virker, og hvordan vaniljen smager. Og jeg synes jo vanilje er lidt interessant, så jeg glæder mig til at skulle afprøve min nye gave.

Indholdet i kværnen er 5 tørrede vaniljestænger. Og ideen er, at man får brugt både vaniljekorn og skal. For som i mange andre frugter, så sidder der rigtig meget smag gemt i skallen, og den får man jo udnyttet på den her måde. Så tanken bag er meget god.

En uge til jul –  det er nu meget godt 🙂

Jette

Forrige indlæg

Marcipannissemænd

Næste indlæg

Jul i børnehøjde

2 Kommentarer

  1. Låvise

    Sikke sød og betænksomme børn du har <3

    Jeg er spændt på hva du synes om vanille-twisteren. Jeg er skuffet over den og brugte min til vanillekransene iår – al indholdet blev smidt i blenderen.
    Min tålmodighed var ikke til at bruge den – synes simpelthen ikk der kom nok ud og når jeg valgte den grove twist blev stykkerne for store.

    X'er finger for du synes om den 😀

  2. Jette Holm Rosendal

    Hej – og tak for din kommentar. Jeg skal nok lade en bemærkning falde, når jeg får vaniljekværnen taget i brug. Men jeg kan godt forestille mig til vaniljekranse, at den da ikke er som "rigtige" vaniljekorn. Men nu ser jeg 🙂
    Venlig hilsen Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal