Da jeg forleden bagte og lavede triple chokoladesnitter, skulle der bruges noget pynt – for bare at lade lagkageoverfladen stå uden pynt ville se lidt bart ud.
Så nu skulle jeg prøve at temperere chokolade og lave fine snirkler – i bedste stil. Det ser jo enkelt ud på tv, noget andet er så, hvordan det er i ens egne hænder.
Og en søgning på nettet efter gode råd og fif, ja dem er der nok af. Men som der også står mange steder, så kræver det lidt øvelse at temperere chokolade, og det lykkes næppe hver gang i begyndelsen. Så det er bare om at komme i gang med at øve sig 🙂
Jeg har ikke før tempereret chokolade, og da jeg heller ikke har et termometer, så er det lidt en udfordring. Løsningen lå på Odense marcipans hjemmeside. Her var en trin for trin anvisning – uden brug af termometer 🙂
Efter at have smeltet og tempereret chokoladen og syntes, at nu havde jeg rørt længe nok, så kom jeg chokoladen i et lille cornet og sprøjtede snirkler – efter bedste evne. Jeg havde på bagsiden af et stykke bagepapir tegnet cirkler – ca. 4 cm i diameter og begyndte så i midten og tegnede rundt og rundt. Dybest set er det vel krims krams – men på toppen af en kage, så ser det faktisk lidt festligt ud 🙂
Chokoladen stivnede på papiret og var let at få af. Og sagde et lille knæk, når de blev brækket over.
Overskuddet af chokoladen blev brugt til chokoladebrud. Sådan på fri hånd, så med lidt smeltet hvid chokolade ovenpå og til sidst lidt syltet appelsinskal og nogle saltede nødder, så var der en lækker plade chokolade.
Jeg tog den med op til min gamle far, og var lidt spændt på, om han syntes om kombinationen af det salte og det søde. Men det gjorde han 🙂 Så lidt efter lidt blev der mindre og mindre i dåsen. Men det var ham vel undt, og jo dejligt at lave noget andre også sætter pris på.
God 2. december – med chokolade og andet godt.
Jette
Skriv et svar