Toscatærte med mandel-valnøddetop

Måske husker du, at jeg i foråret var til Tupperware party hos min søster – og egentlig har jeg et noget ambivalent forhold til netop Tupperware.

Men nu har jeg så alligevel besluttet at holde en demonstration. Det skete i aftes, hvor Maria kom og fortalte om alle de gode ting, der er at sige om både gamle og nye produkter. Og med langtids garanti på alle Tupperware produkter, er der også mulighed for at få udskiftet noget, der måske er gået i stykker.

Og det endte naturligvis med, at jeg også fik købt lidt – det får du at se en anden dag 🙂

Men nu er det december, så jeg havde valgt at lade decemberlækkerier følge i slipstrømmen af de mange lovord om Tupperware 🙂

Så det blev til gløgg, pebernødder, havregrynskugler, luciabrød og lækker toscatærte.

Tærten har jeg lavet tidligere, men det var en ret stor tærte, så her kommer den i lidt mindre udgave. Og med blandt andet valnødder på toppen.

Min form var dog i det mindste her, så helt køn blev kagen ikke. Men smagte ganske udmærket alligevel 🙂 En tærteform på 20 cm. i diameter vil være bedre. Men jeg har endnu ikke forme i alle størrelser, så ind imellem bliver det lidt presset, men det gik.

Toscatærte med mandel-valnøddetop

ca. 200 gr. mørdej  rulles ud og lægges i en springform (ca. 20. cm) Beklæd både bund og sider med bagepapir.

Marcipanmasse

175 gr. marcipan

135 gr. sukker

2 æg fra glade høns

65 gr. mel

Marcipan rives og blandes med sukker. Æggene tilsættes enkeltvis, og der piskes mellem hvert æg. Til sidst røres melet i. Marcipanmassen fordeles på mørdejsbunden. Bag kagen ved 180 grader ca. 25 min.

Imens laves

Toscafyld: 

3 spsk. piskefløde

30 gr. sukker

30 gr. smør

30 gr. lys sirup

30 gr. smuttede, hakkede mandler

30 gr. valnødder, grofthakket

Kog fløde, sukker, sirup og smør op, og lad det simre til det er gyldent. Tilsæt nødder og mandler og kog videre til det har en fastere konsistens – rør jævnligt.

Kom toscamassen på den forbagte kage og bag videre ved 220 grader ca. 6 – 8 min.

Jo, det er en lækker kage – i små stykker, for den er fyldt med smag og lækre sager.

God adventsweekend – på en ret så grå decemberfredag.

Jette

Forrige indlæg

En skøn og trofast orkidé

Næste indlæg

December glæder

2 Kommentarer

  1. Karen Engell Dalsgaard

    En fornem kage – og det lidt klemte får den bare til at se endnu mere overdådig ud 🙂
    God weekend – får vi 2. vers på søndag?

  2. Jette Holm Rosendal

    Det kunne tænkes 🙂 Og tak for din fine måde at tænke om min kage på …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal