diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 103 af 111

Lidt lys og gran

I morgen skal jeg til årets første julefrokost 🙂 Og de sidste mange dage har jeg arbejdet med at få kirkens levende julekalender på plads. Så advent og jul nærmer sig. Og der kommer mere om begge dele en anden gang.

Men i forrige weekend var Mette og jeg til fernisering hos Jan Munch i Middelfart – en meget dygtig blomsterdekoratør. At gå ind i hans butik, gennem en lille port – det var som at gå ind i Alladins hule. Der var så stemningsfuldt pyntet op – afdæmpet, enkelt og elegant.

Og super til at få inspiration af.

Så i dag har jeg givet mig i kast med to små dekorationer. Med de ting jeg nu havde 🙂 Munch havde lavet dem i firkantede æsker – det var så fint, men sådan nogen har jeg ikke lige – så det må blive en anden gang. Men jeg havde et par firkantede skåle, de blev brugt i stedet 🙂

For mig har det været nyt at bruge husløg – eller hvad de nu hedder – men de giver lidt friskhed og liv til dekorationen.

Jeg er absolut ikke god til det her – men det er lidt sjovt alligevel at lave sin egen dekoration. Rosenknopperne er ude fra haven – de aller sidste. Men kan jo skiftes ud undervejs, for de holder næppe så længe som det øvrige.

Den lille dekoration, som kommer med til Århus i weekenden.

Den lidt større dekoration, som jeg selv kommer til at glæde mig over i den kommende tid. Kobberlysholderen er ny – blev købt hos Munch – for 15 kr. Så selvom han har lavet buketter til kongehuset, sælger han også varer, hvor alle kan være med 🙂

Selv om der er over en uge til 1. søndag i advent – så var det lidt hyggeligt at lave en dekoration i dag. Og kunne glæde sig over lyset, på en noget grå torsdag.

Jette

Smugkig på næste uges Familie Journal

For noget tid siden fortalte jeg om, at den ene af mine kirker var blevet udvalgt til at skulle være forside kirke på Familie Journalens julehæfte. Bladet udkommer på mandag den 17. november.

Jeg har fået et eksemplar tilsendt – så nu er spændingen blevet udløst! – For indrømmet, os der deltog i interviewet, har ventet på, hvordan vores kirke ville blive præsenteret.

Det har været lidt morsomt at læse artiklen, for det, vi fortalte, lyder unægtelig lidt anderledes, når det genfortælles gennem journalistens ord. Men jeg kan godt genkende vores kirke og vores historier, men der er smuttet et par detaljer og måske også pyntet lidt på et par citater. Men alt i alt – så læs den bare 🙂

Jeg har aldrig før været i et ugeblad, så det synes jeg, er lidt specielt. Og så er det tilligemed Danmarks største ugeblad 🙂

Jeg regner dog med at kunne bevare jordforbindelsen – og blot glæde mig over, at kirken bliver set af mange. Forhåbenligt sådan, at en og anden skulle få lyst til at kigge inden for – enten her, eller der, hvor man nu bor.

God lørdag.

Jette

Brød og kunst

Jeg havde håbet, at jeg i dag kunne vise et fint flettet brød – af fem strenge og flot formet. Et kunstfærdigt brød.

Jeg havde set en video på youtube – men det var ikke helt nok. Så efter to forsøg blev dejen æltet igen og flettet som en helt almindelig fletning. Lidt træls, men jeg forsøger igen en anden dag.

Men det er selvfølgelig ikke kun skidt – for nu er der nybagt brød i huset. Og det synes jeg altid er godt.

I går bød på besøg på messen “Kirkens Forum”. En fagmesse med præsenterede og viste, at kirken er ikke kun gudstjeneste og kirkelige handlinger. Det er også en arbjedsplads, hvor der skal bruges store maskiner og små el-pærer og kommunikeres og laves pr. Der var det hele.

Det bedste jeg faldt over, og som er helt nyt – var en lille Pixibog om Jesu fødsel, udgivet af Bibelselskabet. Den var genial som en lille gave til de børnehavebørn og andre, som kommer i kirke op til jul.

Men derudover så var der også en del kunst og kunsthåndværk.

Jeg nød især at se Bjørn Nørgårds skitser til altertavlen i Christianskirken i Fredericia. Bjørn Nørgårds måde at udtrykke sig på er på en gang voldsom, men samtidig meget gennemtænkt.

Her er det Noahs ark, der står på Ararats bjerg og duen med kvisten i næbbet.

Skitserne blev siden lavet om til glasmosaikker. Og de er helt klart et besøg værd. Der er stof til eftertanke og stof til mange prædikener 🙂

Og her er det Jesus, der med Guds hjælp får to fisk og fem brød til at strække, så mange mættes.

Kunst er utrolig mange ting. Og lidt pudsigt, så er det at bage også ofte at skabe små kunstværker – det er bare om at gå i gang.

Rigtig god weekend.

Jette

cookies – igen igen, med chokolade og tranebær

Jeg husker, at Tobias fra den store bagedyst fortalte om, hvordan han fandt nye opskrifter. Han googlede, og hvis der ikke dukkede noget op, så konkluderede han, at han havde fundet noget specielt og gik videre med det.

Jeg har det lidt modsat. Eller konkluderer i hvert fald anderledes. For hvis rigtig mange synes om en særlig kage eller småkage, så er det nok fordi den smager ret godt. Jeg tror i hvert fald det gælder om cookies 🙂

Så fra en bog (Kagedage) lånt på biblioteket kommer inspiration til disse cookies. Tranebær går igen – jeg synes stadig de er interessante at bage med. Og chokolade, tja det er der ikke så meget at sige til – det er bare godt.

Det er faktisk ikke længe siden, jeg skrev om nogen cookies, der ligner disse – så det her må være version 2

Cookies med hvid chokolade og tranebær (6-7 stk.) version 2

65 gr. smør

40 gr. sukker

40 gr. lys rørsukker

½ æg, fra en god høne

½ tsk. vaniljesukker

85 gr. mel

1 nip salt

en anelse kanel

1/4 tsk. bagepulver

50 gr. tranebær

30 gr. hvid chokolade, grofthakket

Pisk smør, de forskellige slags sukker, salt og kanel godt og grundigt. Pisk et helt æg sammen og tag halvdelen af det og pisk det i dejen. Sigt mel og bagepulver og vend det i sammen med tranebær og chokolade. Røres så alt melet er optaget. Sæt dejen i ret store klatter på en plade beklædt med bagepapir og bag kagerne ved 170 grader i ca. 15 minutter.

Og kagerne smager dejligt.

Men det er nok mest en temperaments sag, men jeg savner lidt grov struktur – savner havregryn og lidt at tygge på. Men disse cookies forsvinder nu alligevel lidt efter lidt 🙂

Helt sikkert når jeg får sat mig til rette i sofaen i aften. – Men inden da, skal mine konfirmander på Bibelrace (lære at finde rundt i Bibelen) og jeg skal sammen med mit gode personale på messen Kirkens forum Det er et nyt initiativ, hvor ting, der relaterer til kirken præsenteres, lige fra plænekippere til el-sparepærer og et foredrag om kirkelukning.

Så det er vist bare om at komme i gang med en lang og interessant dag.

Jette

Pestosnegle til unge mennesker

Jeg har ikke før bagt pestosnegle, men set billeder af dem. Og egentlig er det meget enkelt:

En god pizza pizza dej rullet rektangulært ud og smurt med pesto.

Rulles sammen og skæres i skiver – til snegle, og bages ca.  15 minutter.

Og så er der pestosnegle 🙂

Jeg lavede dem i aftes til datterens gensynsklassefest. Og havde også lavet nogle små hvidløgsbruschetta – på købt flutes! Jeg var lidt spændt på, om det ville falde i de unge menneskers smag – for egentlig var det mest våde varer og chips, der var på programmet.

Så det var med lidt spænding, at jeg i morges kiggede ned i konfirmandstuen. Og så at begge fade var helt tomme. Så det havde åbenbart været godt nok med lidt snack også 😉

Nu står der en franskbrødsdej til hævning i køkkenet. – Så er der nybagt franskbrød, som kan tages med til Nordjylland, når turen igen går derop i morgen.

God lørdag.

Jette

Til kagekursus hos konditoren Kring

Bloggen har som nævnt før fejret 1 års fødselsdag. Og jeg benyttede lejligheden til at arrangere en kursusaften hos konditor Kring i Middelfart.

Det blev en sjov, lærerig og meget hyggelig aften – og alle drog hjem med den skønneste nøddetærte pakket ned i en kasse som en rigtig konditorkage – så det lignede en million 🙂 Og ikke mindre væsentligt – den smagte rigtig godt!

Vi fik fif og gode råd, lærte at temperere chokolade og lave et fint kornet, hørte om kakaobønner og smagte forskellige bønner. Og så havde Rikke, som noget af det nyeste inden for chokolade, blond chokolade – eller Dulcey, som det også hedder.

Jeg havde ikke smagt det før, men det kan man godt få smag for. Det er en mellemting mellem lys chokolade og hvid chokolade, og smager altså godt 🙂

Peter og min nevø deltog som kursets yngste bageentusiaster – jeg har på fornemmelsen, at de havde det ret sjovt, også med andre ting end at bage 🙂

Vi skulle bage den tærte, som Rikke blev Danmarksmester med i 2012. Opskriften på tærten har jeg bragt før – for den står på Rikkes egen hjemmeside. Men jeg bringer den her igen, lidt forkortet – men med de rigtige vejledninger. – For det var noget af det gode ved at være sammen med hende. Hun vidste, hvordan det skulle gøres 🙂

Nødderne i den originale tærte – og som vi også brugte – er de dyreste på markedet. Men de kan sagtens erstattes af andre nødder. Vi brugte pekannødder, pistaciekerner og macadamianødder. De kom i hele, men jeg synes faktisk godt, de kan hakkes groft, men det er nok en smags sag.

Tærte med masser af nødder

Tærtedej

70 gr. smør

70 gr. sukker

½ æg, fra en fornuftig høne

140 gr. hvedemel

Dejen æltes let sammen – tilsæt evt. lidt revet citronskal. Hviler, gerne til næste dag.

Karamelmasse

45 gr. sukker

35 gr. glukose

10 gr. honning

1 æg, fra endnu en fornuftig høne

8 gr. smør

½ tsk. vaniljesukker

Alt sukkeret lunes, til det er flydende (men ikke karamelliseret). Tages af varmen og ægget røres hurtigt i, for det stivner lidt som i en omelet. Tilsæt smørret, som smelter i varmen og kom det hele igennem en sigte. Sættes på køl til næste dag.

Desuden bruges:

100 gr. blandede nødder (og kerner)

2 spsk. abrikosmarmelade

lidt smeltet mørk chokolade

Dejen rulles ud og kommes i en tærteform (eller springform) ca. 18 cm i diameter. Der er rigelig dej her, så gem det i køleskabet til en hindbærsnitte eller lign.

Hak nødderne meget groft og kom dem ovenpå dejen. Fordel dernæst karamelmassen over.

Bages ved 160 – 170 grader ca. 25 minutter. Og køler af i formen.

Lun abrikosmarmeladen og fordel den på den afkølede tærte. Til sidst pyntes med smeltet chokolade – efter fri fantasi.

Da vi var på kursus, brugte vi ikke abrikosmarmelade, men dryssede blot tærten med frysetørrede jordbær. Det fungerede også fint.

Et super lækkert stykke tærte – hvis man kan li’ nødder 🙂

Og alle deltagerne på kurset syntes, det havde været en god aften. Og spurgte på vej ud, hvornår det næste arrangement blev afholdt 🙂

Så nu må jeg se, om vi kan komme på et andet bage kursus en anden gang. For det er både lærerigt, oplysende og rigtig hyggeligt.

God torsdag.

Jette

1 år som blogger :-)

Bloggen fejrer sit første år.

 – Det er faktisk lidt spændende og tankevækkende. For det betyder jo, at jeg i et år stort set hver dag har været i gang med at tænke på blogindlæg, taget billeder og skrevet tekst. Prøvet nye opskrifter og nye variationer – alt sammen over temaet Bagning med Budget mm.

Det er også første år i en ny verden – blogverdenen – så det ligger lige for at tænke lidt baglæns og se på, hvad året har betydet.

Hvad har mit første år som blogger givet mig?

En større arbejdsglæde – at kunne kombinere kirkeliv og bageoplevelser

En klar skærpelse af min opmærksomhed omkring hvordan noget smager

En lyst til at kombinere smagsoplevelser

En lidt større selvtillid med hensyn til at bage – og være stolt af det

Nye bekendtskaber i blogverdenen – og tak for det

Og sikkert en helt masse mere …

Fødselsdagen fejres jo med et bagekursus i aften. Vi er ni forventningsfulde personer, der skal mødes hos Kring i Middelfart, og hver især lave vores version af Danmarks bedste desserttærte 2012.

Det glæder jeg mig til.

En glad dag ønskes du.

Jette

Begavet med valnødder

Indtil en vis storm i  1999 gjorde ende på mange træers liv, da havde præstegården også sit eget store og gamle valnøddetræ. Men midt under julefrokosten december ’99, valgte træet at lægge sig ned. Midt på gårdpladsen, men uden at ramme en eneste bil, og dem var der ellers nogen stykker af 🙂

Men siden da har jeg ikke haft valnødder sådan tæt på, og da jeg havde, satte jeg faktisk ikke særlig meget pris på det! Det forstår jeg ikke helt i dag.

Men valnødder, eller rettere smagen af valnødder deler også vandene. I hele min familie, er der vist kun min søster og jeg, der synes de smager godt.

I denne uge er jeg blevet begavet med valnødder. Jeg fik lov at hente en hel kasse med de fineste valnødder i. For i graverens have står et valnøddetræ, som har givet mange nødder. Men hans forhold til valnødder er som mange andres – han er ikke vild med dem 🙂

Så derfor blev jeg begavet. Og kan nu roligt give mig i gang med at overveje, hvad der skal bages med valnødder i.

Den alleryderste tykke skal var pillet af, så der lå bare fine lysebrune valnødder, som nu venter på at blive knækket.

De første er blevet knækket – og er nu kommet i en dej, der om nogle timer vil være et dejligt valnøddebrød. Jeg glæder mig til at smage og spise det.

En skøn november dag ønskes du.

Jette

Kage til sønnens fødselsdag

I går fejrede vi fødselsdag og i dag har Mette og jeg været på messe: Kreative dage. Begge dele ret så hyggelige.

Peters fødselsdagskage omtalte jeg i går – men ikke hvilken det blev. Det var et forsøg, men lykkedes, synes jeg, ret godt. Jeg lavede for første gang Kajkager. Og lavede dem i halv størrelse, nærmest petit four-agtig.

Hvordan jeg lavede dem kommer snarest – men det var lidt omstændeligt. Og jeg genkendte lidt fra den store bagedyst dette med at hive kager ud og ind af køleskabet. Men det var sjovt at lave dem, og de smagte ganske glimrende.

I dag har også haft et glimt af den store bagedyst. For på messen med alt det kreative – stof, garn og papir og pileflet – da var der også lidt bageinspiration. Vinderen fra sidste år Annemette Voss deltog med et arbejdende værksted og holdt et foredrag om det at være med i den store bagedyst. Det var ret interessant at høre om – casting, tilrettelæggelse og selve bageprocessen i det store telt. Og som hun pointerede, så handlede programmet lige så meget om at lave en god udsendelse som om at bage en god kage.

Det var garn og andre kreative produkter, der var mest af. Jeg fik købt (nedsat) garn til en hue og tykke pinde til at strikke den på. Og så faldt jeg over mønstrede stjernestrimler – de måtte også med hjem. Jeg synes flettede stjerner er så fine, og glæder mig til at forsøge mig med de nye strimler – når vi kommer lidt nærmere jul.

Indtil nu en dejlig weekend og med fri i morgen – ja, det er bare helt godt 🙂

Jette

Konfirmand 2014 – 2015

Endelig blev det tid til at møde dette års konfirmander 🙂 Jo, jeg har hilst på nogen af dem før, ved introgudstjenesten. Men i dag var første undervisningsgang.

Og det er altid spændende at få sat ansigter på de unge mennesker. Nogen kender jeg lidt, andre lidt mere og nogen er første gang, jeg ser. Nogen stykker af dem har jeg faktisk også døbt, det er altid lidt sjovt at tænke på – og minder mig om, at jeg har været her i mange år.

I år har jeg rigtig mange drenge på mine hold. Det kræver vist, at jeg tænker lidt nyt og især noget aktivitet. Men drenge er også nysgerrige og det er godt.

Og stiller nogle finurlige spørgsmål. Som: “hvorfor hedder det en prædikestol, når du står op på den?” Jeg mangler stadig et godt svar 🙂

Nu venter nogle travle måneder med masser af inspiration. For det kan konfirmander også – give gode input til en prædiken. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har henvist eller fortalt om noget, som konfirmanderne har gjort eller sagt. De tænker bare anderledes og lidt skævt i forhold til vanlig tankegang, og det er sundt nok at blive udfordret der.

Herude er det i øvrigt fortsat langt de fleste, der bliver konfirmeret. Det er dejligt.

Nu er der blevet ro igen, og jeg har fået æltet dej til et brød, der skal serveres med lidt tapas på menighedsrådsmødet i aften. Der kommer også noget om en kage – men først i morgen.

Jette

Side 103 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal