diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 104 af 111

Kage til graverkursus

Måske du undrer dig over, hvad det dog er for et kursus 🙂 Men det er såmænd blot et kursus for områdets mange gravere. De mødes en dag lige inden grandækningssæsonen for alvor går i gang. Dagen begynder med en morgenandagt i kirken, og efter morgenkaffen lægges der gran på en del gravsteder, som så efterfølgende evalueres.

Jeg har ikke deltaget, men jeg tror, de hygger sig. Og eftersom de går ude det meste af dagen, så er kaffen og kagen til eftermiddagskaffen tiltrængt – og dem meget vel undt.

Udover at stå for morgenandagten, så havde jeg lovet at bage to kager til kaffen. Valget faldt på en brownie med saltede nødder, jeg tænkte, at en lidt udfordrende smag ville være fint 🙂

Den anden kage var med æbler. Jeg har fundet opskriften på nettet, på en side med det fine navn Nonnetit Men der stod ikke, hvem opskriftsindehaveren var. Men en god opskrift og en dejlig smag i kagen.

Bradepandekage med æbler og marcipan (25-30 stk.)

200 gr. revet marcipan

175 gr. sukker

200 gr. blødt smør

6 æg, fra robuste høns

400 gr. mel

2 tsk. bagepulver

1 dl. fløde/mælk

Topping:

ca. 800 gr. æbler i både (uden skræl)

100 gr. hakkede mandler

2 spsk. rørsukker

Marcipan og sukker røres sammen. I dag kommer røremaskinen frem, og letter arbejdet. Tilsæt smørret og rør grundigt, hvorefter æggene tilsættes – et ad gangen. Kom melet og bagepulveret i og rør det i dejen sammen med fløden/mælken.

Dejen kommes i en bradepande beklædt med bagepapir.

Æblebådene fordeles, trykkes ned i dejen og til sidst drysses rørsukker og mandler over.

Kagen bager ved 175 grader i ca. 40 minutter. Når den er kold drysses eventuelt flormelis over og den skæres i stykker – klar til at blive serveret.

Det er virkelig en kage, der er til at tage med ud af huset 🙂

Nu vil jeg få kagerne afleveret – og så tage af sted til interviewet med Familie Journalens journalist. Det er i dag, der skal tages billeder og fortælles om Gamborg kirke – så vi kan komme med i årets udgave af Familie Journalens julenummer. Det bliver lidt spændende.

God og travl mandag.

Jette

Kage glimt

Ja, det bliver kun glimt i dag – eller måske inspiration til selv at bage en kage 🙂

Sidste punktum i denne uges række af taler og prædikener er netop sat. Det er altid et dejligt punkt at være nået til. Ugen har egentlig været rolig nok, men der har været flere kirkelige handlinger end normalt, og de kræver hver især noget forberedelse.

Pigerne var her også – derfor blev denne lagkage bagt.

Den var fyldt med syrlig limecreme – men sammen med marcipanen så gik det faktisk meget godt. Og det var en mikro lagkage.

Jeg har været ude og købe en lille bitte springform –  14 cm. i diameter – lidt nørdet, jeg ved det godt. Men jeg gik ud af butikken med en god fornemmelse i maven, for formen var fundet i outlet og sat 40 % ned – så det var da en god handel 🙂

Til kaffen i dag blev der bagt en lille portion chokolademuffins. Jeg har faktisk ikke en eneste opskrift på muffins her på bloggen. Det skal der nok komme – en anden dag. Disse er bagt efter opskriften her, en halv portion.

Om englene sang og smilede er måske spørgsmålet – jeg tror, de gjorde.

God lørdag.

Jette

Endnu en udfordring – Nordisk jul

Madbloggerudfordringen har du læst om før. – Og nu kommer der endnu en med emnet: Nordisk jul.

Igen er det La cucina nada, der er idékvinden bag udfordringen om Nordisk jul. Jeg synes, ideen lød spændende, men havde ikke nogen ide om, hvad jeg skulle lave eller bage, da jeg meldte mig til.

På biblioteket faldt jeg tilfældigt over bogen “Ny Nordisk hverdagsmad” – og den hjalp lidt på vej. Især med at få øjnene op for, hvad der er specielt nordisk, og har været spist her i mange, mange år.

Tre ting faldt jeg over, som kunne bruges i den ide, der langsomt tog form i mit hoved.

Havtorn – det er virkelig et bær, der er kommet på alles læber. Jeg har stadig til gode at se et og ikke mindst mærke de spidse torne, der gror på busken. På nettet er det mest de flotte frysetørrede bær, der sælges. En rundspørge i Middelfart viste, at dem havde de ikke lige på lager. Men jeg fandt til gengæld disse:

Som viste sig at være langt billigere. Men farven er heller ikke så højtråbende. Jeg har dog ikke kunnet finde ud af, om farven bevares bedre ved frysetørring end ved tørring i en ovn. For disse lignede små indtørrede brune korender 🙂

Havre – blev mit næste produkt. Det har været dyrket i Norden siden bronzealderen, og adskiller sig fra hvede, rug og byg ved sit høje fedtindhold. Det indeholder tillige mange kostfibre. Så det er et ret godt produkt. Men det bruges ikke så meget til at bage med, havremel har ikke noget stort indhold af gluten, og kan derfor ikke bruges alene i brød og lignende. Men blandet med andet så går det fint. Så det kom også i brug.

Græskarkerner – blev den sidste nordiske ingrediens, jeg faldt over. Også selv om græskars oprindelse langt fra er herfra. Det har taget turen over Atlanterhavet, men kan fint dyrkes her hos os, så derfor kom de også med.

Hvad jeg så har brugt disse  tre emner til? – Svaret følger om nogle uger 🙂

Men inden da, kommer du til at høre om spændende kager. I de næste dage skal der bages til både graverkursus og menighedsrådsmøde. Jeg glæder mig.

God weekend.

Jette

Kirkekaffe og romkugler

Den forgangne weekend begyndte med en fyraftensgudstjeneste sent fredag eftermiddag. Det er faktisk en ret fin måde at begynde en weekend på, hvis du spørger mig. Vi har sådan en kort gudstjeneste nogle gange om året. Og der er altid kaffe bagefter – eller noget andet. Så er der lejlighed til at hilse på hinanden og ønske god weekend.

I fredags blev der serveret kaffe og blandt andet Harvest kager og romkugler.

Romkugler har jeg skrevet om tidligere, men kommer her igen med lidt flere tips 🙂

Det er ikke den store bagekunst, men en glimrende måde at få brugt kagerester på. Ikke fra kager, der har været serveret! Men kagerester fra kanter, der bliver skåret af bunde, lidt marengs, der ikke er blevet spist, eller andet overskud. Jeg samler resterne sammen og fryser dem ned i en bøtte i fryseren. Ideen med at samle resterne læste jeg om hos Kagekonen, og det er ret smart, så er der altid noget at lave for eksempel romkugler af.

Romkugler ( ca. 20 stk., små)

200 gr. kagerester

50 gr. mørkt syltetøj (solbær, brombær o. lign.)

50 gr. hakkede nødder (hasselnødder, mandler, pistacie, valnødder osv.)

2 spsk. rom

10 – 15 gr. kakao (afhænger af, hvilke kagerester du bruger)

evt. 15 – 20 gr. hakket chokolade

Brug foodprocessoren. Kom kageresterne i og smuldr dem først – så tilsættes det øvrige og det køres sammen til en fugtig masse, ikke vildt klistret 🙂

Formes til små kugler og rulles evt. i kokosmel. Sættes på køl inden de serveres.

Og smager ret så dejligt.

Og jeg måtte gerne medbringe en lignende portion en anden gang – og det er jo altid en dejlig opfordring at få.

God mandag.

Jette

Flot kagekonkurrence

Det er altid dejligt at møde og opleve lokalt engagement. Altså når mennesker går sammen og får noget til at fungere på frivillig basis.

Sådan ses det i Nørre Aaby biograf. Den var ikke rentabel som kommerciel biograf, men da den lukkede gik lokale sammen og fik den startet op på ny. Og den fungerer i dag og viser de nyeste film i de gamle lokaler.

Bygningen har hele tiden været brugt som biograf, så den emmer af historie. Den blev bygget i 1948, med Palladium i København som forbillede. Og meget af indretningen er stadig den samme.

I dag dannede den så rammen om en kagekonkurrence, med to kategorier. En for børn op til 13 år, og en for voksne.

Jeg havde tilmeldt mig – både fordi jeg synes, det kunne være sjovt at få en kage bedømt. Men også lidt for at bakke initiativet op. Og i den voksne kategori viste der sig da også kun at være 5 tilmeldte, og den ene deltager blev udelukket, fordi hun havde lavet fine fyldte chokolader. Men altså ikke en kage.

Dommerne var en lokal bagermester og viceborgmesteren. Og de smagte, drøftede og noterede og kom med fine kommentarer til kagerne.

Så alt i alt en festlig eftermiddag.

Og hvordan gik det så min kage, Malteserskagen? Godt! Den gik faktisk hen og vandt 🙂

Og præmien var et gavekort Nørre Aaby Bio – så nu er der ingen undskyldning for ikke at komme i biografen. Noget jeg ellers ikke er så god til. Men om en måned kommer “Stille hjerter” og den skal jeg ind og se. Og så kan jeg jo glæde mig over mit gavekort.

På en dejlig efterårslørdag.

Jette

Korkage – æblekage

“Æbler lyser rødt på træernes grene,

høsten går ind….

Gyldne farver og sensommerbrise

fylder hjertet med vemodig musik,

går og nynner en sensommervise

fjernt fra byens larmende trafik.” (K. og  F. Jørgensen)

Disse ord eller denne sang tror jeg mange går og nynner i den her tid. Det er på det sidste med sensommeren, men de røde æbler og gyldne farver – de holder endnu.

Jeg tror, jeg skal ud og have plukket mine røde Ingrid Marie æbler i dag – inden de når at blæse ned. For med et er efterårets blæsevejr også kommet til Fyn 🙂

Og æbler er der også i kagen. I aftes var det min tur til at medbringe kage til kaffen, da der blev holdt pause i korøvningen. Kaffepausen er faktisk ret så vigtig. Som jeg tror, den er i mange andre sammenhænge, hvor man mødes og laver noget sammen. Det er her, at man lige får vendt lidt løst og fast.

Jeg bragte opskriften her for nylig. Og den smagte så godt, at den godt kunne blive gentaget 🙂 bare i et par større portioner. Og i aftes blev der serveret creme fraiche til – det passede ret godt til.

God tirsdag.

Jette

Fødselsdagstilbud – Kom med konditoren i køkkenet

Bagning med Budget mm fylder den 4. november 1 år! Det har været et spændende og lærerigt år i blogverdenen.

Og fødselsdagen skal fejres! Med et aften bagekursus hos Kring chokolade i Middelfart.

Konditor Rikke Kring, indehaver af Kring chokolade, lavede i 2012 vindertærten i konkurrencen om Danmarks bedste bagte desserttærte. Og vandt så også lige sølv i kategorien bedste tørkage.

Også i år var hun med i finalen, denne gang med tærten Efterår. 

Så der er ingen tvivl om, at det er en super kompetent person med meget høje ambitioner, der åbner sine døre ind til hendes køkken denne aften.

Du har muligheden for at deltage!

Rikke vil guide og give gode råd, og hver deltager bager hendes vindertærte fra 2012.

En del af aftenen sponsoreres af bloggen 🙂

Tidspunkt:

tirsdag den 4. november 2014 kl. 18.30 – ca. 20.30

Sted: 

Gimbels gyde 2, 5500 Middelfart

Pris:

150 kr.

Det får du:

En lærerig, hyggelig og inspirerende aften og en lækker hjemmelavet tærte til 6 pers. med hjem.

Tilmelding:

pr. mail på: gedakt2013@gmail.com eller i kommentarfeltet her under eller på Facebook senest den den 20. oktober.

Der er begrænset deltagerantal – pladserne fyldes efter først til mølle princip.

Tilmelding er først bindende, når der er betalt. Hvordan det gøres, får du mere info om i en mail, jeg skriver tilbage efter tilmelding.

Jeg håber, du har lyst til at fejre bloggens fødselsdag – og måske har mulighed for at deltage i kage-bage-arrangementet.

God weekend.

Jette

Minimarengs

På sådan en lang køretur fra Fyn til Nordjylland og tilbage igen – da er der rig mulighed for at tænke tanker og planlægge projekter.

Sådan gik det også denne gang.

Mine konfirmander kommer til intro gudstjeneste på søndag, og undervejs er der en lille kaffe pause – hvor jeg tænker, at der kan serveres en lille bitte kage. Den arbejder jeg videre med.

Så i aftes blev der lavet minimarengs, som nok skal bruges til kagerne. Med mindre at jeg fik dem lavet lige små nok 🙂

Det er ikke så tydeligt, men de er faktisk farvet grønne – for at passer til i kirkeårets farve, som netop nu i trinitatistiden – fra pinse til advent – er grøn.

Minimarengs (rigtig mange)

1 æggehvide

25 gr. sukker

25 gr. flormelis

lidt grøn frugtfarve

Pisk hviderne stive og tilsæt så sukkeret og pisk til marengsen er blank. Fold flormelis og farve i massen. Jeg kom massen i en lille plastikpose, klippede spidsen af og satte mini toppe på en bageplade med bagepapir. Bages ved 80 grader i 5 – 6 timer.

Hvordan kagerne bliver, fortæller jeg om en anden dag. For i morgen kommer blogindlægget til at handle om noget helt andet – et godt fødselsdagstilbud 🙂

Og lige her til sidst – så fik jeg også samlet lidt æbler og nogle kastanjer, mens jeg var i Nordjylland. Vejret var nemlig det skønneste udevejr. – Så her er æbler til æblekage og kastanjer til dekoration. Jeg har nemlig set en fin dekoration på Karens blog. Den inspirerer til at prøve selv 🙂

God torsdag.

Jette

Nybagt kringle

Det er selvfølgelig en sandhed, der ændrer sig i takt med, at tiden går. Men lige nu – på billedet – er kringlen nybagt og skal med til Nordjylland.

Min gamle far klarer sig faktisk forbavsende godt, efter at han er blevet alene, med hjælp fra søde hjemmehjælpere, der flittigt kigger ind og får en lille snak. Tryghedsbesøg hedder det vist – et lidt specielt ord, men for min søster og jeg er det et godt ord. For når afstanden er på godt 250 km, så er det bare ikke hver dag, der er mulighed for at kigge ind.

Så jeg betaler gerne min skat og er rigtig glad for den velfærdsstat, vi er indbyggere i.

Kringlen – eller stangen – er bagt efter opskriften her – i ca. halv størrelse.

Og inden jeg kører nord på, vil jeg lige løfte sløret for, at der kommer et godt tilbud, du godt kan begynde at glæde dig til at læse mere om på fredag. Et godt tilbud, i hvert fald når jeg selv skal sige det 🙂 For bloggen her fylder snart et år – og det er planen, at det fejres. Men mere om det sidst på ugen.

God tirsdag – den sidste dag i september.

Jette

Indkøb og korkoncert

Lørdagen bød på noget meget konkret og jordnært – tilbudsjagt i grænsebutikker – og en opløftende korkoncert. Så sammenlagt blev der nogenlunde balance 🙂

Nu har jeg tidligere gjort mig lidt morsom på børnenes bekostning,  når de tog bilen og drog sydover. Men forleden, så fulgte jeg altså selv trop. Jeg havde læst reklamer og der var alligevel nogle tilbud, der var værd at gå efter – eller rettere at køre efter. Om det betaler sig i benzin regner jeg med vilje ikke på – men Peter, hans kæreste og jeg havde til gengæld nogle hyggelige timer sammen. Og det tæller også.

På billedet ses det, som jeg specifikt var gået efter – indkøb til bloggen. Eller ingredienser til noget, der engang kommer på bloggen.

Jeg regnede lidt på det, da jeg kom hjem, og skulle det tilsvarende være købt i Danmark, så havde det ret præcist kostet det dobbelte. Så jeg er faktisk ret godt tilfreds med mine indkøb. Selv om det er lidt et gedemarked med kæmpestore vogne og masser af mennesker og rigtig meget slik, øl og vin. Men altså også en del, som jeg nok skal få brugt.

Eftermiddagen bød på noget helt andet. En korkoncert i Middelfart med 5 forskellige voksenkor, de to var fra Norge. Blandt andet en sangforening med 30 granvoksne mænd, der sang, så det var en fornøjelse 🙂

Der var gratis adgang og tilmed et glas boblende vin i pausen, så det var en fornøjelse at sidde og lytte med. Og glædes over alle de mennesker, som havde det så fint med at synge sammen, og underholde tilhørerne.

Kameraet havde jeg glemt – så desværre ikke noget billede derfra.

Men her er et af mine morgenfriske høns, der glad siger godmorgen på en lidt grå og diset mandag.

Jette

Side 104 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal