diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 95 af 221

Hjemmelavet müsli

Jeg lånte for nylig en bog på biblioteket med denne fine titel:

“Mad, mening og magiske øjeblikke”

Alene titlen gjorde, at jeg synes, bogen lød interessant. Og det er en fin bog, som giver gode råd og viden om, hvad der er godt for et sundt helbred. Og en af de helt store faktorer er søvn. At få sovet nok og godt – hver nat. Det tror jeg er helt rigtigt. Men måske nok den faktor, der lettest skrues ned for, hvis der er for få timer i døgnet, eller for meget at tænke på og bekymre sig om. Men det er vigtigt at få sovet – jeg tager også gerne en middagslur, når lejlighed byder sig 🙂 Det tror jeg også er sundt.

Men den fine bog havde også opskrifter på gode og spændende retter. For mad og gode oplevelser er også vigtige faktorer, når vi taler om et godt helbred. Så bogens poetiske titel gemte mange vise ord i sig.

Jeg faldt over opskriften på hjemmelavet müsli. Det er bestemt ikke svært at lave, og der er også god økonomi i at lave det selv. Men det interessante her var, at det blev brugt kokosolie.

Det er et produkt, der er blevet meget populært inden for det sidste års tid. Før da havde jeg i hvert fald ikke hørt om det.

Og jeg har aldrig prøvet at bruge det – jeg fandt et glas på min tur til Århus i Wefood. Så nu skulle det i brug 🙂

Hjemmelavet müsli

2½ dl. havregryn

½ dl. nødder (jeg brugte valnødder og mandler)

2 spsk. frø/kerner ( jeg brugte græskarkerner, hørfrø og solsikkekerner)

1 spsk. smør

1 spsk. kokosolie

1 spsk. honning

½ tsk. kanel

1 tsk. vaniljesukker

½ dl. tørret frugt (jeg brugte tranebær, abrikos og rosiner)

Smelt smør, kokosolie, honning og bland det med krydderier og rør dernæst de tørre ingredienser i – undtaget det tørrede frugt. Bland det godt sammen. Fordel müslien på en bageplade med bagepapir og bag det ved 140 grader ca. 25 miutter. Rør en enkelt gang undervejs. Køler af på pladen.

Når det er koldt, kommes det tørrede frugt i og det hele kommes i et lufttæt glas.

Så er der lækker müsli til mange morgener. Det smager sødt og sprødt – og lidt af kanel. Du kan selvfølgelig udelade kanel, hvis det bliver for julet her i marts 🙂

På en kølig tirsdag.

Jette

En mandag morgen i marts

Solen skinner, men det er stadig køligt at bevæge sig uden for. Men det er alligevel tydeligt at foråret for alvor er ved at tage over. Allerede før det næsten er lyst kan der høres fulgestemmer uden for vinduet. Det er hyggelige toner at vågne til 🙂

Og efter en dejlig weekend er det fint at begynde en ny uge i roligt tempo og med lyset som fortegn. En tur rundt i haven viser lidt blomster – der kunne være langt flere. Men lidt har også ret. Jeg ved jo, hvor de står, så jeg glæder mig, når jeg går forbi dem 🙂

Påskelilje i et hjørne, der hvert år gror sammen med alt muligt. Men lige nu er det lidt bart.

Og så er det ved at være tid til at klippe den gamle rose ned. Det er så hyggeligt at gå og pusle med – især i lunt solskin. Måske i denne uge ? 🙂

På terrassen står stadig min juleopstilling 🙂 Julerosen blomstrer stadig så fint, i en urtepotteskjuler arvet efter min mor. Jeg går og overvejer, hvor den skal plantes ud. For jeg regner med, at den kan bringe glæde mange år fremover.

Og flere påskeliljer. Jeg er så vild med dem. Denne lille gruppe er blevet plantet i en bunke affald – murbrokker, gammel jernt og meget andet. Men se hvor de står fint. De er virkelig et godt eksempel på det, Grundtvig skriver om:

“Påskeblomst! hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave

uden duft og pragt og skær!

Hvem er du velkommen gave? …” (Den danske salmebog 236,1)

Påskeliljen nød ikke megen anerkendelse på Grundtvigs tid – det har heldigvis ændret sig. Jeg er rigtig glad for den – den er en meget velkommen gave 🙂

God mandag i marts.

Jette

Fredags forberedelser

I denne weekend skal vi fejre Oles fødselsdag. Det bliver så hyggeligt. I min familie er det at fejre fødselsdag ensbetydende med at have en vis indflydelse på dagens indhold af mad og aktivitet 🙂

Og jeg synes det er dejligt at gå og tænke og forberede til en fødselsdags-sammenkomst.

Lille forårsbuket fra haven

Ole har inviteret sine søskende til frokost i sommerhuset. Det synes jeg er så fint. Nogle har set huset, andre ikke. Men det er dejligt at have gæster i det lille træhus. Men selvfølgelig også lidt udfordrende, når størrelsen er til 4 personer og vi bliver 9 på søndag 🙂 Men det har vi prøvet før, så det skal nok gå godt.

Frokostmenuen er tænkt sådan, at noget er kold mad, noget er lunt og kan gøres klar på forhånd – og endelig kommer den lille grill i gang. For så kan noget tilberedning flyttes ud af køkkenet, og det er ret smart.

Det her er hvad jeg/vi har tænkt – måske du kan bruge det som inspiration til en forårsfrokost 🙂

Sild, tomat og silkehønseæg – og en snaps 🙂

Røget laks fra Strib fisk og spinattærte – med udgangspunkt i denne opskrift

Grillet mørbrad med kartoffelfad og spidskål/perlespelt salat – en opskrift fra Salattøsens univers

Lidt ost med snoede ramsløgsbrød og frøkiks (uden tang :-))

Og til kaffen lød ønsket på denne cheesecake 🙂 Den er også virkelig god. Jeg laver den dog med husblas denne gang, den fremgangsmåde sidder lidt mere på rygraden 🙂

Så nu er planen ved at være på plads, så er det jo bare om at gå i gang – og det glæder jeg mig til.

Ole og jeg hygger os faktisk, når vi går og laver mad sammen. Han har oftest ansvaret for kød og lign. jeg tager mig af den grønne del og lidt særlige kager. Men Ole kan fint bage også. Han har faktisk besluttet selv at bage lagkage til sine kollegaer på mandag. Det er da ret så sejt 🙂

Med ønsket om en skøn weekend.

Jette

Balancekunst

I januar var jeg i Århus for at se på kunst 🙂 En fin udstilling – Kunst for alle – i Ridehuset, hvor kendte og mindre kendte udstillede deres værker. Og en af udstillerne var min gamle konfirmand. Jeg synes det er så sejt, det han har nået indtil nu – og ville gerne se hans malerier i virkeligheden.

Jeg fik ikke købt et maleri i den omgang, men købte derimod et nummeret plakattryk. Og det er så fint. Og nu er det blevet indrammet og sat bag glas. Og er klar til at blive hængt op. Jeg har bare ikke fundet det helt rigtige sted endnu, men det skal nok komme.

Indramningen af billedet er foretaget af en af mine korvenner 🙂 hun overtog for nylig et Rammeværksted i Føns.Virkelig en nicheforretning, men enormt spændende at følge.

Og det gør altså noget godt for en plakat at komme i glas og ramme 🙂 Selv om det er svært at fotografere med min telefon 🙂

Jeg kan ikke huske om maleriet har en titel – men jeg kalder det “balancekunst” og kommer uvilkårligt til at tænke på Linedansersangens ord:

Tænk at få balancekunst

Så helt ufatteligt!

At modtage sin stang og snor

ganske kvit og frit.

På billedet er det en bold, manden (kunstneren Elias) sidder på. Men med en balancestang og hvor kunsten er at holde ligevægten, for ellers falder man af. Og sådan gælder det også i livet, om at finde balancen, så det ikke tilder og man falder af eller falder ned i en grøft. Der må være nogenlunde ligevægt.

De to malerspande er fyldt med hvid og rød maling. Jeg tænker dansk og dannebrog. Men tænker også, at hvid er glædens og lykkens og festens farve. Og rød er blodets farve – kan rumme smerte og vanskelige dage. Og vi møder alle begge dele.

Billedet er klart i sine farver – det giver liv til hvide vægge 🙂

God torsdag.

Jette

Snoede boller med ramsløgpesto

Nu står der jo ramsløgspesto i køleskabet 🙂 Og det er lidt intenst i smagen, så jeg har tænkt lidt på, hvordan pestoen også kan spises.

Det blev til forsøget her med de små snoede boller fyldt med pesto. Og det gik godt – flot farve, dejlig smag og skøn duft 🙂

Snoede boller med ramsløgpesto (6 stk)

1 dl. mælk

10 gr. gær

½ tsk. groft salt

1 spsk. olie

25 gr. grahamsmel

ca  175 gr. hvedemel

3 spsk. ramsløgspesto

Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser, hold lidt hvedemelet tilbage, og tilsæt så meget, så du får en dejlig dej. Sættes til hævning et par timer.

Ælt dejen igennem og rul den ud til en firkant. Smør pestoen på den ene halvdel og fold den anden halvdel af dejen over. Skær dejen ud i 6 strimler. Sno hver strimmel nogle gange rundt og fold den sammen og læg den i en muffins form. Så bliver alt fyldet i nærheden af bollen 🙂

Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bager ca. 15 minutter, står lige et øjeblik i formen inden de tages ud og afkøler på en rist.

De blev bare så flotte – hvis du spørger mig. Grønne og så duftede de virkelig dejligt. Smagen af pesto er ret afdæmpet, men hvidløgssmagen er med 🙂

Jeg tror, jeg går en tur ned til graverne og tilbyder dem en nybagt ramsløgbolle. Den kan da lyse lidt op på en lidt grå onsdag.

I den kommende weekend skal vi fejre Oles fødselsdag – og her er bollerne godkendt til 🙂

God onsdag.

Jette

Garn, gulvvask og ecoegg

Alle tre dele var en del af min mandag 🙂 Fridag og mulighed for en tur i sommerhus. Det er altid dejligt – i går var det dog med det klare sigte at få vasket trægulvet. Det sker ikke særlig tit, normalt bliver det blot støvsuget.

Men i går blev hvidsæben fundet frem og hele gulvet vasket over. Det pyntede og lysnede, og hele huset duftede så dejligt bagefter 🙂 Gulvet er det eneste træ i huset, der er lysnet, og det er alene sket ved at vaske det med en sæbe, der er hvidpigmenteret.

Jeg var alene i sommerhus og derfor var der ingen små hundepoter, der lige kunne komme trippende ind over det våde gulv.

Garn ankom også i går. Det var bestilt på nettet og dermed er det altid spændende at se, om det nu lever op til forventningerne. Om det stikker eller er for tykt eller tyndt, eller om farven er helt gal. Det her garn var helt i orden 🙂

Garnet skal bruges til en helt enkelt sweater, den hedder faktisk “uden dikkerdarer”. Men det specielle ved dette garn er, at det er upcycled uld. Det synes jeg lyder godt 🙂 I praksis betyder det, at uld, der blev til overs ved en produktion her er blevet samlet og brugt til et nyt uldgarn.

Nu glæder jeg mig til at prøve at strikke med det.

Og sidste indkøb i den bæredygtige skala er et ecoegg. Jeg har læst om det på nettet, og syntes det lød lidt interessant – så nu skal det prøves. Det er et lille plastikæg, som fyldes med sæbe perler og som så kommes ind i vaskemaskinen – og har sæbe til rigtig mange vaske i sig.

Reklamen skriver: “Miljøvenligt, sparer plastik og udledning af vaskestoffer” Mængden af plastik bliver i hvert fald mindre, for i det lille æg her er til over 140 vaske. Der skulle købes nogen traditionelle plastikdunke med sæbe for at vaske så mange vaske. Nu er jeg spændt på, hvordan det så er i virkeligheden 🙂

På en tirsdag med smukt vejr – solskin 🙂

Jette

Nu er der ramsløg

Jeg så tilfældigt i sidste uge et klip i tv, som fortalte om, at ramløg allerede er fremme i skovbunden. Fine og grønne og med en klar duft af hvidløg. En dejlig forårsbebuder. Og vejret tillod faktisk i går, at jeg kunne komme uden for, gå en tur i skoven og få plukket nogle ramsløg.

Jeg fulgte noget af den nye Lillebæltssti. Den snor sig så fint langs med kysten rundt ved Middelfart. Og en del går gennem skov og bakket terræn, så ind imellem lykkedes det at gå lidt i læ for blæsten, der elleres ruskede i trætoppene.

Nogle steder er stien jævn og fin, og andre steder minder det mere om klatring, når man skal over næste bakke 🙂

Men efter alle disse regnvejrsdage, så var det bare dejligt at kunne komme lidt ud.

Og jeg fandt ramsløg. Mange. De danner et helt tæppe og dufter, så de er ret lette at genkende. Så det er bare med at komme ud og plukke lidt og lave noget pesto af dem. Det varer jo stadig længe før der ligesom kommer rigtige årstidens grønt, men her er lidt, og det giver motion og frisk luft at gå ud og hente nogen. Og så er de mega fyldt med C vitamin – og det har vi vist alle lidt brug for på denne tid af året 🙂

Jeg lavede pesto, da jeg kom hjem. Det har en særlig smag, hvidløgssmagen er gennemtrængende. Men som ledsager til lidt salat eller lidt brød, så er det faktisk ret godt 🙂 Og så giver det bare en god fornemmelse at kunne bruge noget, der lige er hentet i naturen – af en selv.

Ønsker dig en god uge – jeg hepper på forår 🙂

Jette

Fredags brownie :-)

Jeg så forleden et billede af en brownie med peanuts og skumfiduser på toppen – og så er der ikke langt fra tanke til handling. Især ikke, når der lå en giga skumfidus i skabet, som jeg vidste, jeg ikke ville spise umiddelbart – men kom den i en kage, så var sagen en anden 🙂

Brownie med peanuts og skumfidus (8 stk.)

1 æg

75 gr. sukker

75 gr. chokolade (mørk eller blandet)

50 gr. smør

60 gr. mel

25 gr. peanuts (saltede)

20 gr. skumfidus

Smelt smør og chokolade ved svag varme og rør det sammen. Pisk æg og sukker grundigt til lækker æggesnaps 🙂 Tilsæt chokoladeblandingen og pisk det sammen. Vend til sidst melet i. Fordel dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter), hvor der er bagepapir i bunden. Drys peanuts og skumfidus – der er klippet i små stykker – over dejen og bag kagen ved 175 grader i 25 minutter. Køler af i formen.

Når kagen er kølet skæres den i små stykker, for det er en intens kage. Min blev bagt lidt mindre end angivet i opskriften og er derfor til den bløde side i midten 🙂

Så er det næsten weekend – må det blive nogle dejlige dage.

Jette

Snack til fernisering

I går holdt vi fernisering i kirken, hvor konfirmandernes små ikoner blev afsløret. Det var helt fint og festligt – og selv om de unge mennesker ikke er meget for at sige noget, så ville de alligevel gerne vise deres forældre deres fine værker 🙂

Og de har også grund til at være stolte over deres ikoner – her har de med egne ord og symboler fortolket deres kommende konfirmationsord. Jeg er sikker på, at det hjælper dem til bedre at kunne huske ordet siden hen.

Efterfølgende var der tid til et glas sodavand eller vin – og så lidt snack. Sidste år havde konfirmanderne og jeg deltes om opgaven med at bage, i år har jeg gjort det.

Og der var en genganger – de hjemmelavede grissini.. De smager godt og er enkle at lave. I år trillede jeg tynde stænger af dejen, det var faktisk lettere end at rulle ud og dreje rundt 🙂

Og så bagte jeg frøkiks – de smager godt, men er ret umulige at få til at se fine ud. Så i stedet blev det brudstykker, og det fungerer fint som snack. Her gør det ikke noget, at de ikke er snorlige eller helt runde 🙂

Og så var der chips, jumborosiner og peanuts. Lidt pudsigt, så forsvandt det hjemmebagte først 🙂

Det er vådt og gråt i marts i år – graveren syntes, der var brug for lys. Så den gamle 7-armede lysestage var fundet frem og spredte et dejligt lys.

God torsdag.

Jette

Igen med på Træ.dk

Det er lidt sjovt, hvordan det stadig kan give lidt opmærksomhed – dette med at have bygget et sommerhus i træ 🙂

Men jeg fortæller jo også gerne om det. For det var da en helt speciel oplevelse at være bygherre, og at bygge hus er heller ikke noget, man sådan lige gør.

Mit lille sommerhus er jo helt i træ. Så det er dejligt at læse og se i både blade og på tv, at der er sket en hel del de senere år, med hensyn til synet på træ.

Træ har været brugt i århundreder, men blev skubbet af banen, for så nu igen at begynde at komme med som alternativ til betonbyggeri.

Alt det faglige omkring træ er jeg ikke inde i. Heller ikke første gang, da jeg skrev om byggeriet på Træ.dk. Nu er jeg blevet spurgt igen, om jeg vil skrive lidt. Denne gang har udfordringen været at svare på seks spørgsmål, som alle handlede om mit forhold til træ, oplevelser med det, og hvad jeg var fascineret af ved træ. Og det var meget sjovt at prøve at tænke i den retning.

Som nævnt, så fortæller jeg gerne om at bygge i træ og om mine erfaringer med det. En af de første gange jeg fortalte om sommerhuset var til avisens bolig tillæg. Der kan ses et enkelt billede fra den artikel her

Og så har jeg faktisk også en lille artikel liggende hos FSC Danmark – det synes jeg er lidt sejt 🙂

Og så sker det også ind imellem, når jeg taler med mennesker i forbindelse med kirkelige handlinger, at de fortæller mig, at de jo har læst om sommerhuset i avisen. Det er lidt hyggeligt, og åbner lige en dør til en lidt anden snak.

På en regnvåd onsdag

Jette

Side 95 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal