Denne opskrift er blevet afprøvet alene på grund af, at billedet, jeg så, var så fint. Jeg holder meget af at læse avisen om morgenen, når der er lejlighed til det – og forleden bød Fyens Stiftstidende på denne fine opskrift.
Det blev så en del af aftensmaden i aftes – suppleret med noget salat og ristede pølser. Jeg synes selv, at min udgave stod mål med avisens – måske lige bortset fra, at tærtens kant langt fra var snorlige 🙂 men pyt. Jeg havde også valgt at bruge lidt fuldkornsmel i dejen, det blev lige til den grove side, mindre kan også gøre det.
Tomattærte (4 pers)
125 gr. mel (evt. 40 gr. groft mel)
60 gr. smør/margarine
½ tsk. groft salt
evt. ½ spsk. koldt vand
Smørret smuldres i melet tilsat salt. Det hele æltes hurtigt sammen til en fin dej. Den lægges på køl en times tid.
1 bundt forårsløg
1 hvidløg
1 spsk. olie
4 æg
1 spsk. fløde
2 spsk. revet parmesan
½ tsk. groft salt
½ tsk. timian
friskkværnet peber
ca. 15 cherry tomater
Skær forårsløg og hvidløg i skiver og svits dem kort i olien. Pisk æg, ost og fløde og krydderier let sammen.
Dejen rulles ud og kommes i en tærteform (20 cm) og forbages ca. 10 minutter ved 200 grader. Imens laves fyldet. Fordel løg i bunden af den forbagte tærtebund og placer hele cherry tomater rundt oven på. Hæld æggeblandingen over og bag tærten færdig ca. 30 minutter. Står en 5-10 minutter, før den skæres ud.
Er den ikke bare fin og sommerlig 🙂 Den smagte også vældig godt.
Jeg ønsker dig en god tirsdag – hvor solen stadig kun kommer på korte besøg.
Jette
Lene
Den ser lækker ud og skal prøves, selv om jeg ikke kan finde ud af at lave en pæn tærtekant 🙂
Jette Holm Rosendal
Hej Lene. Jeg har også efterhånden fået et ret afslappet forhold til kanten 🙂 Jeg håber, du vil synes om tærten, så god fornøjelse med den.