Jeg har aldrig været på sådan et kursus før 🙂 Men havde inviteret Trine og Mette med til en eftermiddag i Salattøsens køkken i Kolding. Inspiration til at lave lækre og velsmagende salater, det kunne vi alle godt trænge til 🙂

Det blev en hyggelig eftermiddag med masser af information. Trine og Mette syntes, der var lidt for meget nyt – men som de selv erkender, så har de heller ikke lavet helt så meget salat som jeg har. Men jeg nød det. Og som Ole havde spået, så stod den på lækker salat til aftensmad 🙂

Salattøsen – med det borgerlige navn Mette Løvbom – har et motto, når hun komponerer salater og det er: Enkelthed. Ikke for mange ingredienser i en salat. Hvis man valgte spiskål, så ikke så mange andre grøntsager sammen med – men masser af crunch (noget sprødt), nødder og dressing. Og som hun meget rigtig sagde, så er det dressingen, der binder salaten sammen. Uden dressing eller krydderi, så er det bare grøntsager i en skål 🙂

På kurset så og smagte vi denne salat, som jeg lavede da jeg kom hjem. Med hvide asparges – friske, og lidt dyre, men de smagte skønt. Svitset et par minutter ved høj varme i lidt olivenolie. Kølte lidt af, inden de blev vendt i en skøn vinagrette dressing (opskrift kommer i morgen) Toppet med hakket kogt æg og masser af purløg. Slut dut! Det var da enkelt. Og smager helt fortrinligt.

Jeg serverede lidt bagt laks og et købe brød til – tiden rakte ikke til andet 🙂 Men nu inspireret til mange andre serveringer i det grønne køkken.

God og solrig mandag – lige en dag til salater.

Jette