Forleden sad jeg og læste i avisen om haven i juni måned – og faldt blandt andet over billedet af et æbletræ, hvori der var ophængt et lille insekthotel. Jeg er før stødt på ordet og begrebet, men ikke tænkt videre over det.
Før nu 🙂
Et insekthotel er en samling af naturmaterialer samlet i en kasse og fint arrangeret, og så er tanken, at alverdens insekter kan indlogere sig og finde ro og måske lidt mad på hotellet.
Jeg ved ikke helt, hvor stort behovet for et insekthotel er i præstegårdshaven. Den rummer allerede utallige områder med gammelt kvas, barkstumper og rolige omgivelser. Og det samme gælder egentlig ved sommerhuset, der er det beskyttede dige mod øst, fyldt med nedfaldsgrene og kvas og med en forordning om, at der må ikke ændres noget.
Så insekterne – mariehøns, bænkebidere, edderkopper og andet kravl har vist plads nok. Men derfor var det nu sjovt nok at lave et lille insekthotel. Det æstetiske står noget tilbage at ønske – det må blive næste gang 🙂
Fra byggeriet er der en del stumper af træfiberisolering tilbage. Jeg tænkte, at det kunne bruges som indpakning. Indeni kom lidt bark, lidt smågrene og lign. og så blev det hele bundet solidt sammen og var nu klar til at blive hængt op i æbletræet. Modsat andre hoteller, så må et insekthotel godt være lidt fugtigt – det hjalp gårsdagens vejr med til – regn i rigelige mængder.
Nu er det spændende at se, om der kommer ekstra mange insekter omkring æbletræet. Og skulle en mariehøne finde på at bo der, så er den meget velkommen 🙂
Og som min søn Peter meget sødt sagde, da jeg fortalte om hotellet, at hvis han var en mariehøne, så ville han nu nok tjekke ind på mit insekthotel, hvor der var mad og ro lige omkring en 🙂
Et lidt skævt indlæg på en helt almindelig torsdag.
Jette
Skriv et svar