diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 94 af 221

Endnu en strikke udfordring

Sidste forår deltog jeg for første gang i en strikke udfordring. Det var ret sjovt, også selv om det endte med, at jeg trævlede det hele op og strikkede en dejlig varm cardigan i stedet 🙂

Men den her ide med, at mange kvinder (og måske en enkelt mand) sidder og nørkler med det samme projekt på samme tid – det er lidt fascinerende.

Konceptet er det samme som sidst – opskriften kommer i etaper – og man ved ikke helt hvordan resultatet bliver.

Første etape som i sidste uge. Men hold nu op, hvor det krævede koncentration at få læst den opskrift og få den omsat til masker på mine pinde. Maskerne blev slået op ved hjælp af en hæklenål og i noget garn, som senere skal trævles op igen. Derfor de kulørte tråde i bunden af strikketøjet 🙂

Nogle af tankerne bag sådan en udfordring er også at øge og forbedre ens strikke kundskaber, og det synes jeg godt om. Der skal sommetider være en anledning, før man får ny viden indenbords – det er altid lettere at bruge det, man kan i forvejen.

Mønsteret består blandt andet af et superfint hulmønster – og her skal man huske at bevare overblikket, ellers mangler der pludselig et omslag eller er en maske for meget. Der laves også smock strik – det har jeg aldrig prøvet at lave før. Men det ser ret fint ud.

Jeg hygger mig med projektet – det er godt ind i mellem de mange ord i prædikenværkstedet – så at sidde stille og strikke et par pinde 🙂

Opskriften er fra Önling – jeg kendte ikke hjemmesiden, men opdagede den på facebook. Ja, så fulgte jeg linket og er nu i gang med en skøn udfordring – strikket i genbrugsgarn. Der var lige noget på lager.

På Instagram kan man se flere billeder, som andre strikkere lægger op – bare følg #aikocape 🙂

På en smuk aprils tirsdag i den stille uge.

Jette

Fødselsdagslagkage med agar-agar

Det har været min fødselsdag. Og jeg havde sat mig for, at lagkagen skulle laves uden husblas, og i stedet stivnet med agar-agar. Det er jo det vegetariske alternativ til husblas. Og det fungerer godt nok, men jeg synes, det er svært at finde vejledninger i, hvordan det bruges. Så det er altid spændende at se resultatet. Men det gik godt – og der blev spist godt af kagen.

Kagen bestod af nøddebunde, jordbærmousse og chokoladeganache – og det hele holdt på plads af et marcipanbånd.

Fødselsdagslagkage (8-10 pers)

Nøddebund

3 æg

125 gr. sukker

60 gr. blandede nødder

125 gr. mel

1 tsk. bagepulver

50 gr. smeltet smør

Kom æg og sukker i en skål og pisk til det er lyst og lækkert. Hak nødderne ret fint. Kom det smeltede smør – lidt afkølet – i æggesnapsen og pisk det sammen. Vend nødder, mel og bagepulver i dejen og sørg for at det hele er godt blandet. Kom dejen i en springform ca. 21 cm i diameter med bagepapir i bunden, og bag kagen ved 180 grader ca. 25 minutter. Køler af i formen, inden den tages ud og deles i to.

Jordbærmousse

250 gr jordbærpuré

1 dl creme fraiche 9 %

2 1/2 dl piskefløde

3/4 tsk agar-agar

Kom ca. halvdelen af pureen i en gryde sammen med agar-agar og bring det i kog – lad det koge et par minutter. Kom resten af pureen i, rør godt sammen og lad det køle noget ned. Rør creme fraichen i lidt af gangen, så blandingen bliver homogen og køler ned. Pisk fløden til flødeskum og vend den i til sidst.

Sæt en nøddebund på serveringsfadet, sæt bageplast rundt om – brug eventuelt også ringen fra springformen til at hjælpe med at holde det hele på plads. Fordel moussen på bunden – gem et par spiseskefulde – til senere brug. Kom den anden nøddebund på, tryk let og sæt kagen på køl nogle timer.

Chokoladeganache

75 gr. mørk chokolade

 3/4 dl. piskefløde.

Hak chokoladen mellemfint. Bring piskefløden i kog og hæld den over chokoladen og rør det sammen, mens chokoladen smelter. Køler lidt af.

Overtræksmarcipan af 250 gr. marcipan

Når kagen er godt kold, fjernes form og bageplast. Brug det sidste mousse til at smøre rundt om kagen, så marcipanbåndet har noget at hæfte på.

Rul marcipanen ud og skær et bånd, der sættes rundt om kagen. (Længden er diameteren x 3,14)

Fordel den lune ganache over kagen og sæt den igen på køl.

Ved servering pyntes den efter fri fantasi. Jeg satte lidt marengstoppe på og pyntede med lidt flødeskumstoppe langs kanten.

Det blev en udmærket fødselsdagskage. Moussen stivnede og blev, hvor det skulle 🙂

Og så er vi gået ind i den stille uge – dagene op til påske. Mine går stille og roligt med at skrive prædikener.

God mandag.

Jette

Vegetarisk tapas

Det er nu vist helt forkert at bruge den overskrift. For jeg tror ikke, at ordet tapas sådan i Spanien forstås helt, som jeg bruger det her 🙂

Men små retter er det. Og når der er flere af dem, ja så bliver man mæt, selv om det måske i begyndelsen ser ud af lidt.

Jeg serverede den vegetariske tapas i aftes, hvor min søster og jeg havde sat hinanden stævne i sommerhuset. Min svoger var på studietur med sine elever, og Ole passede sit arbejde, så der var fin lejlighed til at vi kunne mødes.

Og snakke – om alt muligt. Der er kun 1½ år imellem os, så jeg kan  ikke huske, at Irene ikke har været der. Vores historie har nærmest samme begyndelses tidspunkt. Og vi var rundt om vores barndom – tiden da vore egne børn var små – og tiden nu, hvor næste generation begynder at banke på. Irene har familiens første barnebarn 🙂

Tilbage til tapas 🙂 Der kommer ikke nogen opskrifter som sådan, men lidt inspiration til at arbejde videre med de små hapsere 🙂

Jeg havde lavet en godt krydret hummus af tørrede kikærter, soltørret tomat, hvidløg og kryderier. Der kom en teskefuld på en skive squash og så et oliven på toppen. Super enkelt, men det smagte faktisk ret godt 🙂

Og så lavede jeg kartoffel tortilla. Den blev super vellykket og flot at se på. Pyntet med rucola og purløg fra sommerhusets højbed 🙂

På øverste billede ses også nogle små rugbrødshapsere. Dem laver jeg et indlæg om en anden dag. Men det er et lille stykke rugbrød, stegt på panden, derpå en skive gedeost og toppet med karamelliserede løg – og alt sammen lunet i ovnen. Det er altså en lækkerbidsken.

Derudover var der en hjemmelavet rucola pesto, en købt tomatpesto og så et fad med ost og grønt. Så vi blev så rigeligt mætte, alt imens vi drak rødvin og snakkede og nød varmen fra brændeovnen.

Og det aller bedste var, at Irene kunne blive og sove – og så først køre hjem tidligt i morges. Det gør bare en forskel, når man kan overnatte. Så behøver man ikke tælle genstande så nøjagtigt 🙂

En tur i sommerhus er næsten altid ensbetydende med en tur ned til vandet. Lige for at se, hvordan det ser ud den dag 🙂

I dag var det helt stille. Køligt, blåt og klart. Jeg kunne godt være blevet lidt længere – men der venter en påskevandring på søndag, så der skal skrives en kort prædiken.

Det må jeg i gang med 🙂

God weekend.

Jette

Et år ældre :-)

Så fik jeg fejret min fødselsdag – i går. Og hvor blev det en dejlig dag, som gik meget hurtigt.

At have fødselsdag den 9. april betyder, at offentlige steder flager på halv stang indtil middag, hvorefter flaget hejses på hel stang. Alt sammen til minde om den dag, Danmark blev besat i 1940. Længe før min tid, men det er godt at holde fast i den slags historiske dage.

Men i præstegårdshaven blev flaget dog sat til tops fra morgenstunden 🙂 En hyggelig tradition – at vi hejser flaget, når nogen i familien har fødselsdag.

Min dag bød på en lynvisit i Århus – og frokost ved åen. Jeg nød det 🙂 Sådan lige at fornemme storbyen, det holder jeg meget af.

Og så fik jeg købt mig et årskort til Aros. Så nu kan jeg komme der, lige så meget jeg har lyst til det næste år. Jeg har aldrig haft årskort før, så jeg ser spændt på, om jeg får det brugt. Det tror jeg – og jeg kan tage en person med. Så er det jo lige spørgsmålet om, hvem der synes, det er interessant 🙂

I aftes var familien og min kære nabo til aftensmad. Grøn aftensmad. Det gik så fint, og det var dejligt at være sammen og få snakket om stort og småt.

Kagen til kaffen var egentlig ret traditionel – eller ligner noget, jeg har lavet før. Men moussen var stivnet med agar-agar – noget jeg ikke er helt dus med. Men det gik nu okay – moussen blev, hvor den skulle, og smagen var fin og frisk. Fyldt med jordbær fra fryseren 🙂

Der kommer en opskrift på kagen i morgen.

Nu vil jeg nyde en rolig dag, og tænke tilbage på en dejlig dag i går. At blive 58 år, var helt som det skulle være.

God onsdag.

Jette

Næsten ferie

Det har været en uge ud over det almindelige – med kirkelige handlinger og et spændende projekt i støbeskeen. Det sidste kommer der meget mere om, når sløret rigtig kan løftes for det 🙂

Men det er også næsten ferie. I næste uge. Hvor bliver det dejligt. Jeg kan samtidig fejre min fødselsdag – ikke at den er rund eller noget – 58 år. Det er jo mest midt i det hele. Men jeg synes alligevel, at det er hyggeligt at fejre, og glæder mig til dagen.

Som blandt andet betyder middag med familie og nabo. Og når der skal laves mad til flere, så nyder jeg at tænke over det i forvejen. Gå og planlægge lidt, og få købt ind sådan pø om pø.

Min fødselsdagskage bliver en lagkage med mousse stivet med agar-agar. Jeg øver mig stadig, men selvfølgelig kan det læres 🙂

Bundene bliver nøddebunde. Jeg foretrækker, at der er lidt “bid” i en lagkage, selv om det nok er lidt usædvanligt. Det er normalt mest sødt og blødt og lækkert.

Og udenfor foråret fortsætter – det er så dejligt at komme ud. Præstegårdshaven er ikke en prydhave – så langt fra 🙂 Men der er lidt blomster hist og her, og lige nu er tulipanerne ved at være godt på vej. Dejligt.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Travle dage

Ind imellem er dagene mere travle end andre dage. Det oplever vi alle sammen. Og på de dage, må der prioriteres 🙂 Og det bliver bloggen, der lidt ufrivilligt lige holder for de næste par dage.

Men selv på travle dage, da har jeg brug for at lave noget med mine hænder – at sidde ved computeren hele tiden, det går ikke 🙂

Så et bundt rucola og lidt brøndkarse er blevet forvandlet til en lækker pesto. Jeg er blevet ret glad for at lave mine egne pestoer – efter at jeg har opdaget, det ikke er så indviklet. Og de smager bare godt og er brugbare i mange sammenhænge.

Min pesto er ofte lavet lidt på øjemål 🙂 Men jeg har skelet til min pesto lavet af ramsløg, for at få lidt mål.

Rucola og lidt brøndkarse, solsikkekerner og lidt hård, tør ost og olie til konsistensen er lækker og blød. Smages til med salt og peber.

I dag var både rucola og brøndkarse rimelig friskt – men er det blevet lidt slapt i koderne, så er det altså perfekt at komme i en pesto. Det giver nyt liv til halvsløve krydderurter 🙂

Nu overvejer jeg, om jeg skal bage et brød. Bare for at få hænderne væk fra tastaturet og få tankerne til at slappe af. Jeg genfandt denne opskrift på et pesto brød – det ser da lidt interessant ud 🙂

God onsdag.

Jette

Der sås, det spirer og gror

De lune dage med sol og varme lokker en udenfor. Det er bare noget skønnere at være ud, når vejret er sådan 🙂

Weekenden bød på meget godt vejr, og det blev nydt.

Turen gik i sommerhus, hvor haven stod for tur. Eller måske mest græsplænen 🙂

Men der kom også et nyt højbed. Jeg har i år besluttet, at jeg vil have et bed med sommerblomster – i håb om at tiltrække bier og andre flyvende insekter.

Der er allerede tre højbede, nu kom det fjerde. Men det er altså let at holde have på den måde. Det hele bliver hvor det skal være, og jeg kan bestemme, hvad der præcis skal være i hver kasse.

Højbedene er bygget af gamle pallerammer. Jeg var så heldig, at Ole havde nogle liggende. De havde ligget hos ham i mange år, og jeg tror ikke, han nogensinde havde forestillet sig, at de skulle bruges til højbede på Sydfyn 🙂 Men det fungerer godt.

Fåborg-Midtfyn kommune har en meget fin genbrugsplads, hvor der også er en plads, hvor der hele døgnet kan hentes jord og kompost. Det er altså smart, når man lørdag sidst på dagen mangler jord til sit bed 🙂

Jeg ved godt, at nogen mener, at man kan få mange udkrudtsfrø med hjem, når man henter genbrugs jord – men det tager jeg med. Jeg var glad for, at jeg med det samme kunne få sået mine blomsterfrø.

Nu håber jeg de vil spire, vokse og blomstre – til glæde for mig. Men også til glæde for bier og andre flyvende insekter. Antallet af insekter er styrtdykket – på grund af mange ting – men vi kan hjælpe dem, der er, ved blandt andet at have forskellige blomster i haven, lave insekthoteller og ellers have en kvasbunke et stille sted i haven.

præstegårdens have har jeg også tre højbede, og her blev der i går sat kartofler i det ene. Jeg dyrker ikke mange grøntsager, men kartofler – nyopgravet og dyrket i egen baghave – det er der altså en særlig fornøjelse ved på en dejlig sommerdag 🙂

Så nu venter jeg utålmodigt på, at det hele kommer i gang med at spire og vokse.

God tirsdag.

Jette

Forårs fredag

Forårs fredag – er det ikke bare et godt ord ? 🙂

Jeg hørte det i radioavisen på DR, og blev så overrasket, for det er ikke lige der, man normalt hører så fine og poetiske ord. Men milde vinde og klar blå himmel og skønt solskin – det gør noget godt ved os mennesker. Det hele bliver lettere og lysere, og dagene får langt lettere mening og indhold.

Nu begyndte jeg jo også denne uge med mandag i marts – og var en tur rundt i haven. Det har jeg været igen. Men denne gang kigget lidt mere op 🙂

Og det går virkelig stærkt nu, hvor det er forår og alting springer ud.

De fine hvide blomster på mit gamle mirabelletræ er godt på vej. Knopper og blomster side om side.

Det er da kun til at blive glad af, når vi igen kan være lidt ude – uden flyverdragt 🙂

Jeg er jo glad for ord med flere betydninger eller sjove nuancer. Og jeg har et citat, som jeg holder meget af – det var ikke noget, jeg tænkte over i mine yngre dage – men nu synes jeg, det er meget præcist:

“Hvorfor blive inde, når alt håb er ude.”

Dobbeltheden i udtrykket – hvis det hele synes umuligt – så er der gode muligheder for at se og tænke nyt udenfor. I solen og vinden, i haven og naturen.

Forårs fredag – et fint ord, som i sig selv skaber en god stemning og forventning om dejlige timer.

Det kan kun blive en dejlig weekend 🙂

Jette

En rest tærtedej

Jeg synes godt om tærter 🙂 Jeg bager det jævnligt både som en madtærte eller som en sød desserttærte. Og til Oles fødselsdag blev det en spinattærte, der blev serveret.

Men når der laves tærter, så er der oftest en lille smule dej i overskud – og hvad med den?

Hvis det er sød mørdej, så bliver den ofte brugt til små hindbærsnitter 🙂 Men den salte mørdej – sommetider har jeg gemt den og blandet den med den næste dej, jeg har lavet. Men i dag blev der bagt små kiks. Og de er nu ret fine 🙂

Små kiks

En rest tærtedej

Rul tærtedejen ud og udstik små kiks – eller sker den i firkanter. Jeg penslede dem med vand og dryssede med sesamfrø, hørfrø og røget salt – bare for at få lidt forskellig smag.

Bages ved 200 grader ca. 9 minutter.

De blev faktisk ret gode 🙂 Jeg kan undre mig over, hvorfor jeg ikke før har prøvet at lave små kiks af overskudsdejen. For det er da ret oplagt.

Nu kommer de ned i dåsen med frøkiks. Så er der altid mulighed for at gribe en kiks på vejen, hvis jeg nu lige skulle få lyst til en 🙂

Jeg spiser ikke så mange kiks – jeg kan bedre li’ nybagt brød. Men de her er nu fine og lidt hurtigere lige at tage med på vej ud af døren.

God torsdag.

Jette

Yndige roser

Jeg var i Netto i går – og lige inden for døren stod spande med billige blomster. Så billige, at de var umulige at gå forbi. 10 roser for 10 kr. Så vupti, så lå sådan en pose i min kurv. Og nu kan jeg glæde mig over friske blomster på mit spisebord. Og jeg glæder mig.

Men sidder alligevel også lidt med en følelese af, at det er for billigt. Hvem i alverden kan dyrke så flotte roser og sælge dem for 1 kr. pr. stk.?

Jeg kan næsten regne ud, at det har krævet billig arbejdskraft og en vis portion kemi for at det kan lykkes. Det lyder negativt, kan jeg godt høre. Men det er da en tanke værd.

Selvom jeg jo i dag går og glæder mig over mine fine roser. For var de ikke blevet solgt, ja så var de jo endt i skraldecontaineren bag Netto.

Da Peter og jeg var til foredrag om bæredygtig livsstil i Århus, så var noget af det, som var udfordringen ved den livsstil, at vi ofte kommer til at stå i etiske dilemaer. At uanset om vi gør det ene eller det andet, så kan der siges noget for og imod.

Som her: Havde det været bedre ikke at købe roserne og dermed vise Netto, at den slags varer køber jeg ikke?

Eller – hvis roserne ikke bliver købt, så bliver de smidt ud og er fremstillet til ingen nytte eller glæde.

Vi er nede i de mindre etiske problemstillinger, det ved jeg godt. Men det er trods alt en tanke værd.

Men nu har jeg købt roserne – og jeg glæder mig over dem 🙂

God onsdag.

Jette

Side 94 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal