Det er blevet tirsdag – efter påske. Påskeæg og påskekyllinger er hoppet tilbage i skuffen, og ligger trygt og godt til næste år.

Det er hverdag – og det hele skal lige vendes og man skal igang igen. Jeg har været samme sted før, viser et blik i arkivet 🙂

Jeg er så glad for, at jeg kun skal ind på mit kontor – det ville være lidt uoverskueligt at skulle stille op frisk og klar og parat ude i verden her til morgen 🙂

Eftermiddagen rummer dog en plejehjems gudstjeneste og i aften et menighedsrådsmøde – så lidt skal forberedes. Men jeg går stille og roligt i gang. Begyndte med en tur i haven og lidt tanker på påskens mange indtryk – her er et par stykker:

2. påskedag bød på et besøg på Sanderumgaard og en dejlig tur rundt i den romatiske have. Det var fint og smukt anlagt, og et hyggeligt sted at gå rundt. Jeg vender tilbage dertil, når der er sogneudflugt til samme have i september 🙂

Frugt- og bærhaven var lavet vældig fint. Her ses brombær plantet i en spiral, så man kan gå på begge sider og plukke bær. Det gav et spændende udtryk til haven.

En tur i præstegårdens have er mindre imponerende, men til gengæld langt mere hjemlig, genkendelig og tryg – og det har bestemt også værdi 🙂 Her er det tulipanerne, som er kommet godt på vej.

Og magnoliaen, der er sprunget helt ud på de sidste par dage. Bladene begynder allerede at dale tungt ned på græsplænen. Men flot er den.

God tirsdag- en helt almindelig hverdag.

Jette