For noget tid siden, var menighedsråd og personale på studietur, og da fik jeg indkøbt et lille glas tørret tang. Det har så stået helt stille lige siden 🙂 Snapsen, som blev købt ved samme lejlighed, den er forsvundet.
Men tørret tang, det har jeg ikke meget begreb om endsige nogensinde smagt. Men på Læsø tang fandt jeg nogle opskrifter. Og en af dem er blevet til disse frøkiks. Dog med noget mindre tang end oprindelig angivet. Jeg er ikke så modig 🙂
Frøkiks med tørret tang
2 spsk. havregryn
2 spsk. sesamfrø
2 spsk. hørfrø
2 spsk. solsikkekerner
1 tsk. tørret tang
1 dl. mel
1/3 tsk. bagepulver
½ tsk. groft salt
3 spsk. vand
2½ spsk. olie
Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt vand og olie og rør sammen til en blød dej. Kommes på en plade med bagepapir, læg et nyt stykke bagepapir over og rul dejen tyndt ud. Fjern det øverste bagepapir og skær dejen i firkanter, f.eks. med et pizzahjul.
Bages 15 – 18 minutter ved 200 grader. Køler af på pladen.
Opbevares i en kagedåse.
Kiksene smager fortrinligt – jeg kan dog ikke som sådan smage tangen, men jeg er sikker på, at det er med til at gøre kiksene til sundere kiks 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar