Alle tre dele var en del af min mandag 🙂 Fridag og mulighed for en tur i sommerhus. Det er altid dejligt – i går var det dog med det klare sigte at få vasket trægulvet. Det sker ikke særlig tit, normalt bliver det blot støvsuget.

Men i går blev hvidsæben fundet frem og hele gulvet vasket over. Det pyntede og lysnede, og hele huset duftede så dejligt bagefter 🙂 Gulvet er det eneste træ i huset, der er lysnet, og det er alene sket ved at vaske det med en sæbe, der er hvidpigmenteret.

Jeg var alene i sommerhus og derfor var der ingen små hundepoter, der lige kunne komme trippende ind over det våde gulv.

Garn ankom også i går. Det var bestilt på nettet og dermed er det altid spændende at se, om det nu lever op til forventningerne. Om det stikker eller er for tykt eller tyndt, eller om farven er helt gal. Det her garn var helt i orden 🙂

Garnet skal bruges til en helt enkelt sweater, den hedder faktisk “uden dikkerdarer”. Men det specielle ved dette garn er, at det er upcycled uld. Det synes jeg lyder godt 🙂 I praksis betyder det, at uld, der blev til overs ved en produktion her er blevet samlet og brugt til et nyt uldgarn.

Nu glæder jeg mig til at prøve at strikke med det.

Og sidste indkøb i den bæredygtige skala er et ecoegg. Jeg har læst om det på nettet, og syntes det lød lidt interessant – så nu skal det prøves. Det er et lille plastikæg, som fyldes med sæbe perler og som så kommes ind i vaskemaskinen – og har sæbe til rigtig mange vaske i sig.

Reklamen skriver: “Miljøvenligt, sparer plastik og udledning af vaskestoffer” Mængden af plastik bliver i hvert fald mindre, for i det lille æg her er til over 140 vaske. Der skulle købes nogen traditionelle plastikdunke med sæbe for at vaske så mange vaske. Nu er jeg spændt på, hvordan det så er i virkeligheden 🙂

På en tirsdag med smukt vejr – solskin 🙂

Jette