Både Ole og jeg havde fridag i går – og et ærinde i Esbjerg blev kombineret med en tur ud i blæsevejret. Opvokset midt inde i landet (Nordjylland) og nu bosiddende på idylliske Fyn, så er Vestkysten noget helt særligt. Og anderledes. Så derfor var vi helt ude på kanten og mærkede vinden og havets skumsprøjt, inden vi igen kørte mod øst.
Vesterhavet er bare stort, når man sådan står og skuer ud over det. Imponerende og fascinerende. Og hvor godt, at jeg ikke skulle ud at sejle i det vejr 🙂
I 1995 fik Esbjerg skulpturerne “Mennesket ved havet” i forbindelse med, at kommunen fejrede 100 års jubilæum. Man kan ikke andet end at blive lidt imponeret, når man står og ser dem. Mægtige og egentlig ret udtryksløse. – Men så kan man jo selv sætte sig i deres sted og drømme sine egne drømme. Og store er de, hver er 9 meter høj, så alt er bare stort ved dem.
Selv fødderne. Min fod kunne være flere gange ved siden af ham længst til venstre 🙂
Inde i Esbjerg fandt vi et hyggeligt sted og fik lidt frokost. Jeg fik en rugbrødssandwich med stærk chilimayo, avocado, syltede rødløg og friske spirer. Det smagte vældig godt og mættede meget.
Og så har byen de fineste vejrhaner – eller rettere “cykelhaner”. De havde ret travlt med at dreje rundt, for vinden kørte noget i ring inde mellem de fine gamle huse i midtbyen.
Hele turen var lidt improviseret – og derfor havde jeg glemt at få min “flyverdragt” med. Så det blev ikke til nogen lang gå tur, det var for koldt, vådt og blæsende. Men vi kommer igen en anden dag – Vesterhavet er altid et besøg værd.
God tirsdag.
Jette