I morgen er der sogneudflugt. Det er en tradition, at cirka en gang om året er der en udflugt for hele pastoratet, hvor vi tager ud og ser og møder noget spændende et sted i Danmark. Sidste år gik turen til Them og den genfundne bro

I år skal vi noget helt andet. Længere mod vest. Igennem Bramming og se på kirke og kirkekunst, videre til Ho bugt og et spændende besøg på museet Tirpitz og endelig slutter vi af med at drikke kaffe hjemme hos Ole. En tur med masser af indhold – og for Oles vedkommende – også noget arbejde. Men nu er det hele ved at stå klart, så de mange gæster er meget velkomne 🙂

At tage på tur sammen i en bus er faktisk en god måde at være sammen på. For det er let at komme til at tale med andre mennesker, man ser og oplever noget sammen. Og i vores tid, da er det altså vigtigt at få skabt nogle fælles oplevelser og noget fælles historie. At dele noget på nettet, som her, er fint – men det er anderledes at stå ansigt til ansigt og tale om noget, man sammen har set og oplevet. Så derfor glæder jeg mig også til sogneudflugten.

Der er blevet bagt mange lagkager hjemme hos Ole 🙂 De ligger klar i fryseren. Jeg bidrager med en enkelt og har så bagt frøkager og traditionelle chokoladebrød. Læg mærke til dåsen, småkagerne er i – en gammel sag fra kælderen, arvet efter min mor. Det er lidt sjovt at tænke på.

Nu håber jeg kun på godt vejr – det gør alting lettere 🙂

God weekend.

Jette