diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Sommerhus Side 8 af 18

Sommerhusets lille lund

På den store bane, så arbejder menighedsrådet på at få anlagt en skov på præstegårdsjorden. Et virkelig spændende projekt, som du nok skal komme til at høre mere om 🙂 På på den helt lille bane, så arbejder jeg også på at få lavet en lille lund med træer på sommerhusgrunden.

Det går meget stille og roligt, for det er primært grantræer fra årets jul, der plantes. Men med tiden bliver det jo også til noget. I år blev det både et grantræ og et enebærtræ (tror jeg det hedder) Men som du kan se, er der lang vej, før der er plantet 14 træer. Det er målet, for der var 14 store stubbe, der blev fræset væk, da jeg overtog grunden. Det var på en måde godt nok, at træerne var fældet, for så var der lavet plads til at sommerhuset kunne opføres. Men skal det være bæredygtigt, så skal der genplantes det, som fældes. Så derfor 🙂

Der er nu også æbletræ og oliventræ på grunden – de må også tælle med. Og ribsbuske og nu også hindbærbuske, mon ikke de tæller med? Hindbærbuskene er flyttet fra Midtjylland til Sydfyn. Nu håber jeg de slår rod, og glæder mig allerede til hindbær til sommer 🙂

Sommerhusområdet er gammelt, det blev udstykket først i 60’erne, så derfor er der også mange store træer. Det ses rundt om i naboernes haver. Hvor jeg så tillige fik øje på en stolt fasanhane, der spankulerede rundt. Den nød tydeligvis freden og roen 🙂

Inden døre skete der også lidt, da vi holdt de sidste feriedage i huset. En knivmagnet kom op. Og dermed blev der frigivet en skuffe, som nu kan fyldes med andre gode ting – krydderier blandt andet 🙂

Efterhånden er det lille sommerhus ved at være møbleret og udstyret med det, der er nødvendigt. Det er enkelt og afstressende. At begynde dagen med at tænde op i brændeovnen er helt specielt, og meget ferieagtigt. For det tager tid, og det giver ro at kigge ind i flammerne.

Tilbage i Middelfart blev det frostvejr. Rigtigt flot vintervejr – det er nu også helt i orden. Jeg vil gerne have vinter om vinteren.

God tirsdag.

Jette

Fra samlesæt til sommerhus – 2 år efter

I dag er det præcis 2 år siden, at der rullede en lastbil ind på grusvejen ved sommerhusgrunden medbringende et stk. sommerhus. Det var virkelig en mærkedag. Og det var en kold dag, vi frøs om kap. Men i løbet af den ene dag lykkedes det tømrer og kranfører at få rejst konstruktionen til mit lille sommerhus.

Og så gik det ellers fremad – jeg har før skrevet om det første år efter byggetilladelsen, det kan du læse her.

Forleden var Ole og jeg i sommerhus for at aflæse vand, og bare hygge os. Det er skønt at kunne sidde og nyde morgenkaffen med et glimt af vandet og mærke varmen fra den meget effektive brændeovn.

Jeg glæder mig stadig over, hvor fint det er blevet, hvor godt det er udnyttet og hvordan det sidste træ er blevet brugt til små og store hylder.

Og der er blevet lavet en fin lille bakke til at stille alle olier og eddiker og andre ting, der lige skal bruges i madlavningen.

Der er virkelig ikke meget spildtræ fra dette hus.

Det er et skønt lille hus. Dufter af træ, er tørt og lækkert at opholde sig i. Og da vi kom forleden, var der godt 12 grader indenfor, selv om det nærmede sig frysepunktet udenfor. Og i løbet af et par timer var huset gennemvarmt og skønt at opholde sig i. Udelukkende ved hjælp af ild i brændeovnen – og den varme der kom fra ovnen, da jeg bagte brød og lavede aftensmad.

Undervejs er der  kommet en ny beboer til – Alba 🙂 Hun synes det er helt fint at suse rundt på de store terrasser.

Projektet for 2019 bliver at få lavet en lille terrasse på østsiden af huset – her vil vi kunne nyde morgensolen og se ud over marken.

Det er jo et lille sommerhus, så man må også ud og kigge og mærke luften. Vi gik som altid ned til vandet – og det var mens stormen Alfrida blæste, så der var ret meget forhøjet vandstand. Aftenen før var vandet trukket langt tilbage og vi kunne fint gå over broen og langs vandkanten. Det er fascinerende at opleve – selv om det naturligvis også kan give udfordringer.

To år med sommerhus har været en stor oplevelse. Og jeg er så glad for det lille hus. Når jeg tager derned er præstegården langt væk 🙂 Og der er tid og rum til at slappe af.

God weekend.

Jette

Skole-Kirke og sommerhus

I går var en fin dag 🙂

Fra morgensstunden fyldtes kirken med livlige, nysgerrige og søde elever fra 2. klasse fra den lokale skole. Det er efterhånden en tilbagevendende begivenhed, at 2. klasse kommer på besøg i kirken i kristendom.

Og det er så fint. Og graverne og jeg bliver lidt udfordret, får spørgsmål vi ikke lige svarer på hver dag 🙂 Men dejligt, at børnene vil høre om stedet og tingene, der er i kirken. Og så synes de, at bogstaverne der er skrevet med på prædikestol og altertavle er ret umulige at læse 🙂

På kirkegården tog graverne dem med rundt – i kapel og maskinrum – og de forskellige maskiner bestiges med stor glæde.

Samarbejdet med skolen her er kommet i stand, fordi nogle lærere synes, det er en super ide at komme ud og opleve og mærke kirke og kirkegård. Og det er dejligt.

I flere år, er der i Middelfart Provsti blevet arbejdet på at etablere et decidereret skole-kirke-samarbejde – og endelig er det kommet i stand. Det betyder at provstiet nu tilbyder et færdigt undervisningsmateriale til fri afbenyttelse af skolerne. Et materiale, hvor forskellige kirkelige emner tages op. Det forventer jeg mig meget godt af. Og ser frem til at endnu flere klasser kommer på besøg i kirken.

I går blev det også til en tur i sommerhus. Hvor dejligt – det er næsten en måned siden, at jeg sidst var der 🙂 Og nu skulle græsset slås, for endelig er det kommet godt i gang efter en lang, lang varm og tør sommer. Det gror så fint, og skønt at se noget grønt.

Det var Ole, der gik bag græsslåmaskinen – jeg sad indefor 🙂 Og nød, at det igen er blevet tid til at tænde op i brændeovnen, drikke kaffe og sidde i sofaen og strikke. Det var virkelig skønt.

Vi nåede også en tur ned til vandet. Det blæste ret kraftigt og det kunne faktisk også mærkes i huset – det svæver jo på skruerne og når vinden er lige på, så giver det hele sig lidt 🙂 Blæsten havde igen trukket rigtig meget vand ud i Lillebælt, så mange både lå på sandet og ventede på, at vandet igen kom tilbage. Det er altså et lidt forunderligt fænomen.

Det var en dejlig dag – midt i ugen.

God torsdag.

Jette

Sensommerglimt

I går havde både Ole og jeg fridag sammen – det sker ikke så tit. Men det var hyggeligt, og med det fineste sensommervejr. Dagen var sat af til små projekter i sommerhuset – en helt igennem perfekt dag 🙂

Vi fik samlet den nye sofa. Den passede fint ind i hjørnet og er lidt mere komfortabel end den forrige.

Der er også kommet et nyt sofabord – lavet af genbrugstræ. Det er så fint og i stil med spisebordet.

Og så fik jeg en ekstra hylde i stuen, så der blev plads til bøger. Den er også lavet af overskudstræ fra sommerhusbyggeriet.

I foråret blev der jo anlagt have – og sået græs i begyndelsen af maj. Og så skete der ligesom ikke mere 🙂 Det er der så sket nu. På forunderlig vis har græsfrøene blot ligget og ventet på vand, så nu gror græsset. I går  blev det slået for første gang. Det skal nok blive en fin græsplæne med tiden.

I det ene højbed vokser rucola. Det er lidt pudsigt, at det er kommet op allerede nu, men jeg nød lige at plukke lidt og komme i salaten i går. Det smager dejligt 🙂

Forleden fik jeg også lagt nogle forårsløg – det er vist et godt tidspunkt at gøre det på, har jeg læst mig til 🙂 Så jeg glæder mig til foråret, hvor iris og anemoner gerne skulle vokse frem.

Æbletræet står fint – men udbyttet er ikke overvældende 🙂

Ind imellem de små projekter, var der også tid til at sidde på terrassen og nyde et glas kølig rosé. Jeg er virkelig glad for det lille sommerhus, det indfrier til fulde alle mine forventninger til et sådant sted.

Den kommende tid flytter Mette derned – indtil hun finder et sted at bo i Odense. Skønt at huset også kan bruges på den måde.

God sensommerdag.

Jette

Et glimt af sommerhusets have

Det blev til et kort glimt af sommerhus i går. Og på sommerdag nr. 70 så var det jo også det rigtige sted at være 🙂 Der var 26 grader – ret så varmt.

Men det var en super kort visit – Mette skulle hente en biblioteksbog og sammen skulle vi hente sofaen (Du kan se denher). Den skulle hjem og erstattes af en ny. Kattene havde (for et par år siden) brugt sofaen som kattebakke, og den lugt sad bare helt fast i stof og hynde. Jeg har forsøgt med både sæbe, Rodalon og frisk luft, men lige lidt har det hjulpet, så nu har jeg købt en ny sofa! Men ærgrer mig virkelig over at skulle kassere en så ny sofa.

Regnen har gjort meget godt for det nysåede græs. Frøene har nu kunnet spire og står med spinkle stængler og lyser grønt. Spændende at følge og se, hvor meget der skal eftersås.

Og så har min rucola salat virkelig smidt sine frø og de er også spiret – både uden for og inden for højbeddets rammer 🙂 Nu er jeg spændt på, om de når at vokse sig så store, at de også kan bruges. Der skal vist tyndes lidt ud 🙂

Oliventræet har nydt, at det har været varmt i år. Det har været lidt trist at se på, havde ikke mange blade og virkede i det hele taget kuet af klimaet i Danmark. Men i år er det anderledes 🙂 Nye små fine blade er kommet til, så nu glæder jeg mig til at se, hvordan den klarer vinteren.

På en almindelig torsdag.

Jette

Små ferieglimt

Her på bagkanten af ferien kommer enkelte glimt fra en god og varm ferie 🙂 Men fordi jeg havde besluttet at telefonen skulle blive i lommen i år, så er der ikke blevet taget mange billeder. Men der er til gengæld mange billeder på den indre skærm.

Vores ferie begyndte med et ophold på Møn – her har jeg aldrig været, og det var et interessant sted i Danmark. De høje kridtformationer, masser af små sten på stranden og en varme omkring de 30 grader gjorde den tur til noget særligt 🙂

Klinten er mod øst – og helt mod vest på Møn ligger Nyord, et fladt og særligt naturområde, og så har de en ottekantet kirke. Det er da også specielt.

Resten af ferien blev tilbragt i sommerhuset. Det var dejligt at prøve at være der i længere tid og opleve, at det fungerede godt. Det er et skønt hus at opholde sig i. Selv om vi nu mest var uden for 🙂

Vi flyttede blandt andet brændelyet. Da huset blev bygget beholdt det sin oprindelige plads. Men nu kan vi se, at vi mangler en terrase mod øst – til morgensolen. Så lyet blev flyttet 🙂

Det lille skur blev malet. Det blev malet med linolie og trætjære, så nu dufter det lidt af havn, når man går forbi skuret. Men det pyntede på huset 🙂

Nætterne var varme – så jeg gjorde alvor af min ide og prøvede at sove uden for. Det var en oplevelse, men også lidt specielt. Det er jo noget med at give slip på tanken om at ligge trygt bag låste døre. Men vi sov godt, og skønt at vågne op til fuglefløjt og duften af morgen.

Ferie er også tid til gæster. Så der blev lavet sommerhus venlig mad – i den grønne skala.

Og så lige en enkelt kage med brombær. Opskriften på den kommer i morgen – for jeg bager den igen i dag til menighedsrådsmødet i aften.

Det har nu været lidt hyggeligt at gense billeder fra ferien – men hverdagen banker på.

Så god tirsdag 🙂

Jette

Så venter sommerferien :-)

Ja, efter at det nu har været sommer i tre måneder, virker det helt underligt at sige, at det er sommerferie 🙂 Men det er det – ferie! Og dermed følelsen af frihed, forstået som god samvittighed til at gøre ingenting eller gøre noget, jeg gerne vil – hvad det nu bliver 🙂

Hyben i beskyttet dige

Der er ikke planlagt så meget – men en bryllupsgave skal dog bruges. Et gavekort på et ophold. Så vi begynder med en tur til Møn og Møns Klint. Her har jeg aldrig været, så det bliver super interessant.

Sommerhusets æbletræ 🙂

Og så hedder det også sommerhus – med ud af huset. For der er alt for varmt inden døre. Måske skal jeg prøve at sove under åben himmel 🙂 ?

Ny indkøbt kajak

Sandsynligvis kommer de to nyindkøbte kajakker også i vandet. Mette og jeg forsøgte i aftes. Ret sjovt, og vandet var helt stille og virkelig lunt.

Alt er så anderledes vejrmæssigt i år. Til næste år ønsker jeg mig lidt mindre sommer. Tænk at man kan skrive sådan 🙂

Store svaleunger

Bloggen holder også ferie, men Instagram følger lidt med undervejs.

På gensyn og god weekend – og ferie.

Jette

Dovne glimt :-)

Det har været en lidt travl uge med mange samtaler og kirkelige handlinger, så da lejlighed bød sig i går drog jeg en smut i sommerhus. Blot for at spise aftensmad, nyde terrassen og sove i en dejlig duft af træ. Der var varmt i huset, da jeg kom – 31 grader. Men gennemtræk gjorde meget ved det, så det var ganske behageligt også at sidde inde og læse til sent i aftes.

Jeg rundede vandet – situationen med siv eller rør eller hvad det nu hedder, er ikke blevet bedre. Der er en bred bræmme, så det er ikke så lækkert at træde ud i vandet. Så i aftes blev jeg på land 🙂 Men solnedgangen er der ikke noget i vejen med 🙂

Svaleparret, som har bygget rede på terrassen, er der stadig – nu med unger i reden. De er ikke lette at se på billedet, men de sidder med åbne næb og venter på mad 🙂 Det er altså lidt hyggeligt med dem.

Sommerhusets soveværelse vender mod nordøst – så tidlig morgen kan solen skinne ind. Det er bare en god måde at vågne på. Udefra ser det nu også ganske fint ud. Og det er tydeligt, at solen ikke er så hård ved denne side af huset ikke. Cedartræet et stadig ret flot i farven. De øvrige sider er noget mere grånede i det.

Mit sommerhusbyggeri har jeg jo fortalt om flere steder, og har også gjort, at jeg har mødt nye mennesker. Mennesker, som synes det er interessant og vigtigt at tænke miljø, klima og CO2 ind i et nybyggeri. Lidt nørdet – men når man først bliver grebet af det, er det sjovt at følge med i.

Jeg er inviteret til rejsegilde på Hjarnø i dag – det hus Ole og jeg besøgte tidligere. Jeg glæder mig til at kigge med og hilse på. Der medbringes et par gaver – økologisk hvidvin 🙂

Og pakket ind i cellofan – nok ikke særlig bæredygtigt, tænker du – sikkert ikke. Men det er genbrug. For jeg gør, som min mor gjorde, gemmer indpakningspapir, cellofan og kasser – så er der til en anden gang, når en gave skal pakkes ind. Gammeldags?! Måske – men bæredygtigt.

God og smuk weekend.

Jette

Sommerhusets regnvandstønde

Sommerhusene på den vej, hvor mit ligger, har – som man skal have – en grundejerforening. Med årlig generalforsamling og en årlig sommerfest, som faste punkter på årshjulet 🙂 Begge dele blev holdt i weekenden, og foregik fredeligt, og var meget hyggeligt. Vi ser ikke så meget til de andre sommerhusejere, så det er faktisk interessant at mødes en aften, og høre lidt om dem og deres liv.

Inden festen havde Ole tralvt i den meget tørre have. Der blev klippet lidt mere af syrenhækken – også inde ved naboen (efter aftale). Så nu kommer der mere lys ind til hende, og på vores side er den beskåret lidt.

Og så blev regnvandstønden monteret.  Jeg er virkelig glad for mit køb, og venter nu længselsfuldt på bare lidt regn. Det bliver spændende at se, hvornår den 220 l store tønde er fyldt. Den har en lille hane nederst – lige til at tappe vand af.

Nu mangler vi så blot en ordenligt regnbyge 🙂

Underligt som ens fokus kan flytte sig med tiden. Jeg har ikke før tænkt så meget over det med at opsamle vand – men nu, efter at sommerhuset er kommet til, bliver det bare tydeligt, at her kan det være en god ide at kunne vande lidt. Og jeg synes, grundvandet skal bruges med omtanke, og derfor vil jeg gerne bruge regnvand til blomstervanding. Og må erkende, at nogle af mine planter i de små kasser ikke overlever i år – det har været alt for tørt. Rose og sankthansurt klarer det imidlertid ret godt 🙂

Til sommerfesten skulle vi selv have mad med, og med grill forbud, så skulle de tænkes lidt anderledes. Det blev til en farverig salat. En udgave uden opskrift, for her kan virkelig anvendes det køkkenet formår og råder over. Jeg havde været hos fiskehandleren og købt varmrøget laks og kogt silkehønsæg. Derudover var det pasta, peberfrugt, squash, forårsløg, tomat og feta. Og det hele blandet med olie-eddike dressing. Der skal ret meget syre til de ferske pasta og den fede fisk, så spar ikke på eddike eller citronsaft.

Dertil havde jeg lavet hjemmerørt hvidløgssmør og bagt små flutes efter denne opskrift. Det er mad, der er let at transportere, og det smager bare godt i dejligt selskab 🙂   

Det blev en fin dag i sommerhus – i går havde jeg gudstjenester, så ferie i sommerhuset, det venter vi med lidt endnu 🙂

God mandag.

Jette

En stolpe

Det er agurketid 🙂 Og ualmindelig varmt. Trine og jeg har været en tur i sommerhus, et godt sted at opholde sig i det her vejr. Vandet var dog ikke så lækkert – der var masser af tang på bredden og vandet stod næsten stille – det ville gøre godt med en rask efterårsstorm til at få lidt gang i det hele igen 🙂

Inden det blev vildt varmt nåede jeg at give en massiv stolpe linolie. Det er der såmænd ikke så meget mærkeligt i. Det bemærkelsesværdige er, at stolpen står så råt, som den gør. Som fuldtømmer 100 x 100 mm, som den kom fra savværket.

Og det er med vilje. Selv om nogen undrede sig. De øvrige stolper på terrassen er beklædt og nærmest pakket ind i cedertræ. Men det var ikke nødvendigt med den her i midten, den står helt alene og hører ikke naturligt sammen med resten af huset og dets beklædning.

Og nu hvor det er så tørt kan man tydeligt se, at træ arbejder og der kommer sprækker i det. Jeg er sikker på, at træet nød at blive malet med olien i dag.

Og jeg nyder de små projekter, jeg selv kan finde ud af i sommerhuset 🙂

God torsdag – en meget varm dag.

Jette

Side 8 af 18

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal