diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Bradepandekage Side 4 af 6

Kage til konfirmandforældre

Det er blevet tid til at holde møde med forældrene til årets konfirmander. Det er meget fint at mødes med dem og få talt om, hvordan tiden til præst er gået, og tillige få snakket om alle de praktiske spørgsmål der er i forbindelse med selve konfirmationen.

Jeg samler alle forældrene den samme aften og mødes i kirken. Der er plads nok, og så kan vi slutte aftenen med, at kirkens organist spiller til de salmer, der skal synges til konfirmationen.

Det er min erfaring, at det er ganske fint at få salmerne genopfrisket eller måske ligefrem lært 🙂

Der er altid en pause med kaffe og kage. I år bagte jeg denne “snyde-brownie” – og tilsatte lidt chokolade. Den er super nem, smager dejligt, og ser faktisk ret lækker ud. Det er en god kage, hvis man skal bage til mange. Og bliver den skåret lidt sirligt ud, så ser det ganske godt ud 🙂

Brownie med kakao – og lidt chokolade (ca. 40 små stk.)

150 gr. smør

3 æg

375 gr. sukker

1 spsk. vaniljesukker

et nip salt

3/4 dl. kakao

150 gr. mel

75 gr. grofthakket chokolade

25 gr. grofthakkede nødder (mandler, valnødder, græskarkerner osv)

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg, sukker, salt og vaniljesukker godt sammen og tilsæt det afkølede smør og pisk igen. Sigt kakao og mel og vend det i dejen sammen med det hakkede chokolade.

Fordel dejen i 2 forme (18 x 18 cm) med bagepapir i bunden. Du kan selvfølgelig også bruge en større form.

Drys med de hakkede nødder og bag kagerne i ca. 20 minutter ved 175 grader. De skal endelig ikke bage for længe, de må godt være en anelse fugtige i midten.

Køler af og skæres i små stykker – lige til at tage i farten.

Med udsigt til en solrig og kølig forårsdag, hvor er det dejligt. Og den nytilkomne hane galer af hjertens lyst 🙂

God onsdag.

Jette

Mikro bradepandekage – med kokosmarengs

Jeg synger fortsat med i nabosognets kor – til stor glæde og inspiration. Det er ikke så ofte, at jeg kan være med ude at synge, da koret oftest synger om søndagen ved gudstjenester, men jeg kan være med til at øve – og nyde medlemmernes selskab, og det er ret fint.

Der er altid pause i øvningen, hvor der drikkes kaffe og spises kage og snakkes 🙂 en vigtig del af det at synge i kor 🙂

Jeg skal have kage med i aften – sidste gang var det en lidt større og finere kage jeg tog med. I aften bliver den denne mikro bradepandekage – bare i stor størrelse. Inspirationen kommer herfra

Mirko bradepandkage med kokosmarengs top

75 gr. smør

75 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æggeblomme

30 gr. marcipan

½ tsk. bagepulver

125 gr. mel

3/4 dl. mælk

Marengs

1 æggehvide

75 gr. flormelis

25 gr. kokosmel

3 – 4 spsk. appelsinmarmelade

Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen. Tilsæt æggeblomme og revet marcipan og pisk igen. Vend dernæst mel, bagepulver og mælk i dejen og fordel den i en lille form. Jeg brugte en rund form (ca. 19 cm. i diameter) Bag kagen ved 200 grader i 15 minutter.

Imens piskes æggehviden stiv. Kom så flormelis i og pisk igen til en lækker marengs. Fold kokosmel i til sidst.

Når kagen er forbagt, tages den ud af ovnen og marmelade fordeles på kagen og toppes så med kokosmarengs. Bager videre ca. 20 minutter ved 150 grader.

Kokosmarengs og let bitter appelsinmarmelade og god kage – det fungerer 🙂

Weekenden er bare gået hurtigt og dejligt 🙂 Det blev også til en tur forbi sommerhuset, og det går bare fremad.

Nu er de første brædder lagt til den overdækkede terrasse – og i det skønneste solskinsvejr blev der drukket en kop kaffe. – Og drømt om, hvordan det bliver, når det hele er færdigt. Men hyggeligt var det også her 🙂

God mandag.

Jette

Klassisk drømmekage fra Brovst

Jeg har ret ofte bagt kagen her, men det er først nu den kommer på bloggen. Opskriften er helt klassisk, denne er fra en gammel kogebog, som står i mit køkkenskab, udgivet af FDB engang i 90’erne 🙂 Og den holder endnu.

Sidste uge spurgte vi minikonfirmanderne om, hvilken kage de gerne ville have i denne uge – og her lød svaret ret promte: Drømmekage!

Drømmekage fra Brovst (ca. 25 stk)

4 æg

330 gr. sukker

75 gr. smør

2½ dl. mælk

330 gr. mel

2½ tsk. bagepulver

1½ tsk. vaniljesukker

Top

150 gr. smør

3/4 dl. mælk

250 gr. brun farin

130 gr. kokos

Pisk æg, vaniljesukker og sukker let og luftigt. Smelt smør og køl det lidt med mælken – det hele tilsættes æggesnapsen. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen. Beklæd 2 forme (20 x 20 cm) eller en lille bradepande med bagepapir og fordel dejen heri.

Bages ca. 20 minutter ved 200 grader.

Imens blandes toppens ingredienser i en gryde og gives et kort opkog. Kommes på den forbagte kage, som bager færdig ca. 10 minutter. Køler af – og så er der ellers lækker og altid gangbar kage 🙂

Der kunne måske være mere top – det er lidt en smags sag. Jeg synes faktisk mængden er ok.

Så venter vi kun på minikonfirmandernes dom 🙂

God vinterdag i november

Jette

Lækker rabarberkage

Hold nu op, det har været en travl weekend, men også super hyggelig. Der er blevet kørt nogle kilometer, med et besøg hos min far i Nordjylland, for derefter at aflevere Trine i København. Men det gik godt, og nu er det fridag og med høj sol og fornemmelsen af forår – så skal det nok blive godt.

I Netto lå forleden gratisbladet Sæson – og her var følgende opskrift i. Og den så bare så fin og lækker ud, at den måtte afprøves. Med de sidste rabarber, der var i fryseren – blandet med lidt jordbær. og som sædvanlig i en lidt mindre udgave 🙂

Kagen kom med op til min far, som syntes den smagte så godt, at han måtte have to stykker 🙂

Rabarberkage (5 pers)

150 gr.  rabarber – måske blandet med jordbær

50 gr. rørsukker

½ tom vaniljestang

1 tsk. friskrevet ingefær

Skær rabarberne i små stykker og kom dem og de øvrige ingredienser i en gryde og kog ved svag varme ca. 10 minutter under låg. Afkøles og den tomme vaniljestang tages op.

Min kompot kogte længere – jeg glemte den, men det gik alligevel 🙂

Smuldredej

50 gr. smør

50 gr. sukker

25 gr. mandelmel

25 gr. hvedemel

Blandes og smuldres sammen til det ligner brødkrummer.

Sandkagedej

50 gr. smør

50 gr. sukker

50 gr. mel

1 æg, fra en sød høne

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver

Rør smør, vaniljesukker og sukker grundigt. Kom ægget i pisk godt. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen.

Kom 1/3 smuldredej i et lille ildfast fad (16-18 cm i diameter), kom sandkagedejen over og læg kompotten ovenpå. Til sidst drysses den resterende smuldredej over, og der afsluttes med 1 spsk. hakkede nødder.

Bages ca. 35 minutter ved 180 grader – og du har en skøn kage 🙂

Den smager virkelig dejligt, især lun, og fuldendes, når der kommer lidt flødeskum eller creme fraiche til 🙂

“Morgen i maj, når det grønnes…” (den danske salmebog 291,4)

Jette

Ananaskage

Generalforsamling – alene ordet har en lidt søvnig klang 🙂

I hvert fald ikke altid lige interessant, men dog en nødvendighed for at det frivillige arbejde overhovedet kan fungere. Så her i foråret er der nogen stykker, som jeg deltager i. Den ene var i aftes. FDF i Gamborg.

Jeg havde lovet at bage kage – det blev til denne ananaskage. Fordi der var en dåse ananas, der var åbnet og skulle bruges 🙂 Inspirationen fandt jeg her.

Ananaskage med chokoladeganache (10-12 stk)

ca. 300 gr. drænet ananas

2 æg, fra søde høns

250 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

½ dl. olie

50 gr. kokos

1 tsk. ingefær

1 tsk. bagepulver

200 gr. mel

Kom ananas i foodprocessor og findel dem – til en pure. Pisk æg, sukker og vaniljesukker godt sammen, tilsæt olie og pisk grundigt. Tilsæt ananas og kokosmel og rør rundt. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen, sammen med ingefær. Dejen kommes i en lille bradepande (21 x 21 cm) beklædt med bagepapir. Bages ved 180 grader i ca. 30 minutter.

Afkøler i formen.

Chokoladeganache

50 gr. mørk chokolade

3 spsk. piskefløde

Hak chokoladen ret fint og kom det i en skål. Varm fløden til næsten kogende og hæld det over chokoladen og rør til chokoladen er smeltet. Måske skal mikroovnen til hjælp for at få det helt ensartet 🙂

Tag kagen ud af formen og hæld den lune ganache over, så den fordeler sig som den vil.

Drys eventuelt lidt kokos på toppen.

En fin lille bradepandekage, som smager godt, er let at skære ud og smager ganske godt dagen efter 🙂

God torsdag.

Jette

Konfirmandkage

På en smuk morgen, klar himmel og græs der knaser, når det betrædes. Hønsenes vand er frosset til is, og tøjet på tørresnorren er stivnet i fine former 🙂

Det er vinterferie for mange – ikke her – men konfirmanderne er her ikke, så der er stille denne morgen.

Sidste uge fik de kage 🙂 det antyder overskriften.

Men det kunne nu have været kage til enhver anden anledning. Nu blev det bare konfirmanderne 🙂 som en lille hilsen inden de gik på vinterferie.

En helt almindelig bradepandekage, med lidt revet marcipan og appelsinsaft i – begge dele var noget, der skulle bruges nu! Men i en kage fungerer det fint, selv om marcipanen er blevet en anelse tør og appelsinen er lidt runken – og konfirmanderne vil bare gerne have kage 🙂

Bradepandekage med marcipan og appelsin (ca. 15 stk.)

150 gr. smør/margarine

150 gr. sukker

3 æg, fra skønne høns

250 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1 dl. appelsinsaft

75 gr. revet marcipan

Rør smør og sukker grundigt sammen og tilsæt æg et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Vend de øvrige ingredienser i og rør godt rundt, så det hele blandes. Dejen kommes i en form (ca. 20 x 20 cm) beklædt med bagepapir og bager ca. 45 minutter ved 175 grader.

Afkøler i formen og kan eventuelt pyntes med lidt smeltet chokolade.

Skæres i passende stykker – og så er der kage 🙂

En enkel og hurtig kage – somme tider er det godt at have den slags opskrifter på lager.

Ønsker dig en skøn vinterdag.

Jette

Gulerodskage

    Den kage går aldrig af mode – hvis du spørger mig. Jeg har bagt adskillige – både som kage og som muffins.

Her kommer så endnu en variation – denne gang med “gløgg-mix” rosiner. Overskud fra julen, men de gør sig fint i denne kage. Og så er der kommet flødeostglasur på denne gang – igen lidt overskud fra julens indkøb 🙂 Kan i øvrigt læse rundt om i blogverdenen, at det er lidt projektet i disse dage: at få brugt rester fra julens indkøb. Fint at få tips til det projekt.

Gulerodskage med fyld

2 æg, fra skønne høns

150 gr. farin

1 dl. neutral olie

200 gr. revet gulerod

150 gr. mel

et nip salt

1 tsk. kanel

1 tsk. bagepulver

25 gr. valnødder, hakket

1 dl. rosiner

Pisk æg og sukker grundigt. Tilsæt olie og pisk igen. Vend derefter de øvrige ingredienser i – sigt gerne melet i. Dejen kommes i en smurt springform eller anden form beklædt med bagepapir og bages ca. 35 minutter ved 180 grader. Køler af, før den pyntes med creme.

Flødeost creme

100 gr. flødeost

50 gr. flormelis

revet skal af ½ citron

Cremen røres sammen og smøres på den kolde kage. Pyntes eventuelt. Jeg havde lidt marcipan i overskud fra julens projekter, det gjorde fin gavn her 🙂

God og grå tirsdag.

Jette

Banan-bradepandekage

Jeg er helt med på, at det er ikke den mest interessante overskrift 🙂

Men det er til gengæld navnet på en fin, let og delsom bradepandekage. Helt perfekt til et hold livlige minikonfirmander. Og når toppen pyntes med glasur og små snekrystaller – ja så går den hjem alligevel.

Banan-bradepandekage ( ca. 20 stk)

3 æg, fra skønne høns

300 gr. sukker

1 vaniljestang, kornene herfra

1½ dl. olie

2 dl. mælk

350 gr. mel

2 tsk. bagepulver

½ tsk. kanel

1 tsk. kardemomme

3 modne bananer

Glasur

100 gr. flormelis

1 spsk. kakao

lidt varmt vand

sukkerpynt

Ovnen tændes på 175 grader.

Pisk æg, sukker og vaniljekorn let og luftigt. Tilsæt olie og pisk igen. Mos bananerne med en gaffel og rør dem i dejen. Sigt mel, krydderier og bagepulver og vend det i dejen sammen med mælken. Og vend rundt og rundt – og en gang mere. Det tager lidt tid før alle mel-lommer er rørt ud. Kom dejen i en lille bradepande (22 x 28 cm) foret med bagepapir, og bag kagen ca. 45 minutter. Køler af.

Glasuren røres sammen og fordeles på kagen og drysses med fine snekrystaller (indkøbt i Netto :-))

Kagen smager fint – og er let at skære i mange stykker.

God tirsdag.

Jette

Opgraderet sandkage – med valnødder, tranebær og honning

Jeg ved ikke – men ordet sandkage har en lidt støvet klang i mine ører. Og jeg gætter på – uden at vide det – at navnet er opstået ud fra, hvordan en sandkage kan føles i munden – lidt tørt og støvet som sand i ørkenen.

Men sådan er min sandkage ikke – i hvert fald ikke, når den er nybagt og lækker. Den blev serveret til aftenkaffen ved et Syng Dansk arrangement i aftes, og en af deltagerne kommenterede, da hun fik at vide, at det var mig, der stod bag kagen – at “du kan jo godt bage!” 🙂

Kagen er piftet op med valnødder og tørrede tranebær, og til sidst overhældt med sød honning.

Sandkage med valnødder, tranebær og honning

175 gr. smør/margarine

175 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

175 gr. mel

3 æg, fra de sødeste høns

½ dl. græsk yoghurt (dansk kan også bruges)

½ tsk. bagepulver

50 gr. hakkede valnødder

50 gr. tørrede tranebær

30 gr. honning

½ dl. vand

Pisk blødt smør og sukker og vaniljesukker grundigt sammen. Tilsæt æggene et af gangen og pisk godt. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen yoghurt og fyld – men ikke honning og vand. Fyld dejen i en sandkageform (ca. 10 x 25 cm), der er foret med bagepapir.

Bag kagen ca. 50 minutter ved 175 grader.

Imens gøres honninglagen klar – kom honning og vand i en lille gryde og kog det ind ved svag varme 5 – 8 minutter. Den varme lage hældes over kagen, så snart den kommer ud af oven. Køler af i formen.

Og så har du en ganske fornuftig sandkage 🙂

Men sandkager har lidt et ry, de har svært ved at ryste af sig – som min organist fortalte, så havde hendes bedstemor altid sagt, at sandkagen var en pligtkage før lagkagen. Og det er der nok noget om.

Men lad dig ikke afskrække. En sandkage er nemlig også en god “To Go”kage – let at servere, let at transportere.

Ikke mere snak – nu er det snart weekend.

Jeg ønsker dig en ganske dejlig en af slagsen.

Jette

Kreativ kage – eller blot chokoladekage med pynt :-)

Mine minikonfirmander er kommet godt fra start – og vi har et kæmpe hold. Livlige 3. klasser, med masser af spørgelyst og nysgerrighed. Sidste uge nåede jeg ikke at bage kage til dem, men nu skal jeg i gang med det. Og den store bagedyst har udfordringen: Lav en kreativ kage – det blev kodeordet 🙂

Bunden er chokoladekage – og så pyntet med marcipan. Egentlig meget klassisk, men med mulighed for at lave lige det billede eller den dekoration, man nu synes.

Derfor er centrum en kirke, omgivet med masser af små blomster. Og på stien op til kirken står “Mini konf.” – forkortelse for minikonfirmander 🙂 Så mon ikke de føler sig velkomne? Det håber jeg.

Chokoladekage (ca. 20 mindre stykker)

3 æg, fra skrabende høns

250 gr. sukker

150 gr. smeltet smør/margarine

200 gr. mel

3 spsk. kakao

2 tsk. bagepulver

1½ dl. mælk

75 gr. hakket chokolade

Pisk æg og sukker grundigt, let og luftigt. Tilsæt det smeltede smør og pisk igen. Sigt mel, kakao og bagepulver og vend det i æggeblandingen sammen med mælken. Rør grundigt rundt. Kom dejen i en lille bradepande foret med bagepapir (ca. 20 x 25 cm) Bag kagen ved 180 grader ca. 40 minutter.

Køler af – og pyntes helt efter eget ønske 🙂

 En glad kage på en smuk og kølig efterårsdag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal