diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: februar 2016

Bagt aubergine – til dip

Ind i mellem skal ens smagsløg udfordres! Jeg synes auberginer er virkelig flotte, silkebløde i overfladen, og skønne i farven. Men smagen er jeg ikke vild med.

Men jeg forsøger at blive venner med smagen – så når en ny opskrift fanger min opmærksomhed, så afprøves den.

På biblioteket fandt jeg en fin bog “Guld i gryden” og deri var der dip lavet af bagt aubergine. Her er mit forsøg. Bedømmelsen kommer til sidst 🙂

Bagt aubergine – til dip

1 aubergine

2 fed hvidløg

2 spsk. olie

½ appelsin, revet skal deraf

salt og peber

Bag auberginen i oven i ca. 30 minutter ved 200 grader, til den er blød og mør. Auberginen skæres over og kødet skrabes ud, kommes i en sigte og drypper lidt af. Aubergine og de øvrige ingredienser kommes i en foodprocessor eller blender og køres godt sammen – og er så klar til servering.

Nej, jeg bliver ikke den helt store fan af aubergine – men sammen med aftenens øvrige tilbehør, så gik det alligevel: hjemmelavet pesto, frisk gulerodssalat og nybagte, veganske brødsticks – så blev alle mætte alligevel 🙂

Og så er det jo en helt speciel dato i dag – det er første gang, jeg har haft muligend for at skrive den 29. februar 🙂 Men bortset fra det, så ligner dagen vist alle de andre.

God mandag.

Jette

Må jeg præsentere … :-)

De to sidst ankomne dyr på matriklen – mine to nye høns. Eller hønekyllinger er det vist nærmere, de ser mig lidt unge ud. Og de er heller ikke faldet helt til endnu, de vil helst være indenfor i huset – men blev dog lokket ud, da jeg talte med dem 🙂 Eller også var de bare blevet sultne.

Nu håber jeg blot, at de vil falde til og blive glade for, at de har både jord, græs og adgang til naturens små insekter. Men det kræver tilvænning, for de har indtil nu kun været vant til at gå indendøre – med fin plads. Men det er ikke helt det samme som at være ude i naturen og mærke solens varme og vindens blæst.

Og så er det næsten weekend – og som avisen pointerede – en solrig sidste weekend i den sidste vintermåned. Det er da opløftende.

God weekend.

Jette

Turen går til Wittenberg – snart

Martin Luther 1483-1546

I 2017 er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine 95 teser op på døren ind til slotskirken i Wittenberg. I de mange punkter tog han skarpt afstand fra datidens afladshandel – at man ved at købe et afladsbrev kunne købe nedsættelse eller fritagelse for ens sjæl, så den ikke skulle opholde sig længe i skærsilden.

De 95 teser bliver ofte anset som begyndelsen på den reformation, der først rigtig slog igennem i Danmark i 1536. Reformationen betød blandt andet en adskillelse mellem den katolske kirke og den luthersk-evangeliske kirke, som vores folkekirke i dag tilhører.

I anledning af det kommende jubilæum skal mine sogne på en tur til netop Wittenberg og andre byer, som var vigtige i Luthers liv.

Og der er heldigvis god interesse for turen. Så den 19. april tidligt om morgenen kører vi med bus sydpå.

Det, der er lidt anderledes ved denne tur og andre jeg har deltaget i, er, at jeg står som rejseleder – sammen med min menighedsrådsformand.  Det er en noget anden måde at skulle rejse på, og kræver en del forberedelse. Jeg synes faktisk ikke helt, jeg er klædt på til den opgave 🙂 Heldigvis arrangeres selve turen af Felix Rejser, men på turen er det mig, der guider og fortæller.

Så der læses op og kigges på kort.

Og så har jeg fornøjelsen af, at Trine tager med. Det bliver så hyggeligt, at kunne have hende med som værelses kammerat, og til at gå lidt på shopping med. Og så trækker Trine gevaldigt ned på gennemsnitsalderen 🙂

Der kommer glimt fra turen, når vi har været afsted – endnu er det forventning og forberedelse.

Jette

Flettet pizza

Castellos hjemmeside havde de en opskrift på en iøjnefaldende pizza. Sådan et billede, der inspirerede til selv at forsøge sig.

I aftes havde jeg menighedsrådsmøde – og normalt er det fine kager, der serveres – men i aftes blev det anderledes. Der var dog også både havregrynsboller og kage, så helt galt kunne det ikke gå 🙂

Det særlige ved denne pizza er de bagte rødbeder og den flettede dej, og lidt anderledes krydderi.

Rødbede er ikke min favorit grøntsag, så den skal listes lidt ind 🙂 Det her er et godt bud.

Flettet pizza

Pizzadej og tomatsauce – se her

Fyld:

100-150 gr. skrællet rødbede

1 spsk. balsamico eddike

2 spsk. olivenolie

½ tsk. salt

Rødbedden snittes fint og vendes med olie, salt og eddike. Fordeles på en plade med bagepapir og bager 10-15 minutter ved 200 grader.

Desuden:

Skrællen af ½ citron

½ tsk. tørret timian

20 gr. solsikkekerner

75-100 gr. castello

Solsikkekernerne ristes let på en tør pande og afkøler.

Rul pizzadejen ud til et rektangel og placer det på en bageplade med bagepapir. Skær strimler 1/3 ind i hver side. På midterstriben kommes tomatsauce, bagt rødbede og drysses med citron og timian. Fordel solsikkekerner og slut med skiver af ost.

Læg nu strimlerne ind over som fletværk, så pizzaen næsten lukkes.

Bages ved 225 grader i ca. 20 minutter. Skæres i skiver og serveres – lune, men kan også spises kolde.

Pizzaen her blev ret godt modtaget af menighedsrådet. Tilpas krydret og lidt anderledes 🙂

Den kan også fint bruges som lidt let og lunt til et glas kold hvidvin på terrassen, når det engang bliver varmt igen udenfor. Så bliver det dog nok uden rødbeder, de vil ikke lige være i sæson der 🙂 Men en smuk farve til pizzaen, det gav de.

God onsdag.

Jette

Et par glimt fra weekenden

En dejlig weekend med masser af samvær med familie og ny familie. Et besøg hos min gamle far viste, at han stadig har det godt og trives. Og tilmed er kommet utroligt godt videre – hvis man overhovedet kan sige det – men er kommet videre efter at min mor døde for 2 år siden. Kommet videre, det vil sige, får hverdagen til at hænge sammen, og ikke mindst have lyst til at stå op, selv om den anden ikke er der mere. Det synes jeg i sig selv er en præstation, når man er fyldt 95 år, og havde været gift i over 50 år. Men sådan er min far 🙂

FSC – er certificerings navnet på det træ, sommerhuset skal bygges af, men også et mærke, der bruges mange andre steder – på papir, tændstikæsker og optændingsblokke.

Der er gået lidt sport i at finde produkter, hvor materialet er mærket med FSC logoet. Og ret ofte bliver jeg overrasket. Men det viser jo kun, at det bliver mere almindeligt, og at fokus på bæredygtigt og miljørigtigt træ og papir intensiveres.

Og så blev der bagt banankage. Hvornår kan man ikke spise et stykke nybagt krydret banankage? 🙂 Jeg synes i hvert fald, at det var helt på sin plads søndag eftermiddag.

Der skulle være kommet to nye høns i hønsehuset – men der var lidt leveringstid. Hvor barskt det end lyder, så tog ræven – eller noget andet – mine to gamle høns. Ubarmhjertigt og rigtig, rigtig træls. Men nu bliver indhegning og lukning endnu sikrere, og så håber jeg at de to kommende høns får et godt liv her.

Og så nåede jeg også at få rettet lidt til på “bag om” bloggen. Ind imellem ændrer tingene sig jo lidt 🙂

God mandag.

Jette

Pistacie petit four

Inspirationen er fundet hos Anine. Små kager med skøn dulcey ganache. Da jeg læste hendes opskrift, måtte den bare prøves 🙂

Måske husker du min fascination af dulcey, og jeg har blandt andet brugt det her. En af mine konfirmander faldt over billedet på Instagram og mente, at sådan en kage ville han gerne have 🙂

Tilbage til disse fine og små petit four. Lette at lave og skønne at spise. Så da jeg tog til Nordjylland, kom et par stykker med 🙂 Franskbrødet sneg sig med på billedet – for det kom også med på tur.

Pistacie petit four (12-14 stk)

30 gr. usaltede pistacie kerner

1 spsk. flormelis

75 gr. revet marcipan

30 gr. rørsukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æg, fra en solid høne

25 gr. smeltet smør

40 gr. mel

1/4 tsk. bagepulver

Kom pistaciekerner og flormelis i minihakkeren og blend sukker og kerner godt sammen. Kom blandingen i en skål og tilsæt sukker, marcipan og vaniljesukker. Pisk let og tilsæt æg og pisk igen. Tilsæt smørret og pisk let. Vend mel og bagepulver i dejen og fordel dejen i små smurte petit four forme.

Bages ca. 8 minutter ved 175 grader.

Dulcey ganache

50 gr. dulcey chokolade

2 spsk. piskefløde

et mikro nip groft salt

Chokoladen finthakkes. Bring fløden i kog og tilsæt den til chokoladen sammen med saltet. Røres til chokoladen er smeltet – hvis det kniber med at få det hele smeltet, så giv det et par sekunder i mikroovnen. Når ganachen er fin og glat sættes den på køl.

Fordel lidt ganache på toppen af hver kage og pynt med friske bær. Jeg har valgt blåbær.

Lækre små kager, som nemt spises stående, men også smager dejligt til en kop kaffe 🙂

God weekend.

Jette

Energirigtig og vandbesparende

Vi er et stykke vej fra lækre kager og gode brød – det handler om indkøb til mit kommende sommerhus 🙂

Jeg venter, og surfer på nettet og handler. Jeg har aldrig læst så meget om opvaskemaskiner og vandbesparende brusere og andet inden for den verden, som jeg gør nu. Men endnu er tiden til det. For jeg har på fornemmelsen, at pludselig kommer det til at gå lidt hurtigt, og så er det godt nok, at have styr på noget af det, der skal bruges.

Mit lille sommerhus er et “medbyg” hus. Ja, det lyder helt forkert, når jeg knap kan slå et søm i og skifte en pære. Men det går nok – med dygtige håndværkere til at gøre det meste.

Men det betyder, at jeg selv skal finde alle de ting, der skal bruges inden i huset – derfor den store interesse for hvidevarer og vvs 🙂

Og her er nettet en fantastisk ting – og med fri levering lige til kantstenen – som hos mig heldigvis betyder, at de flinke fragtmænd sætter varen i garagen – så er det altså smart.

I går kom opvaskemaskinen. Er det nu nødvendigt i et sommerhus? Jeg tror det, og ved, at mine børn vil være lykkelige for den 🙂

Bruseren er også indkøbt – og den kom pakket ind som den fineste julegave. Hver del i sin egen kasse, det var virkelig sejt. Det kan kun blive skønt at stå under den.

Men hold op, der er lang vej endnu. Men der bliver drømt om sol og varme, aftner på terrassen og duften af det fineste træ. Gode stunder i Kernehuset.

På en smuk februardag.

Jette

Konfirmandkage

På en smuk morgen, klar himmel og græs der knaser, når det betrædes. Hønsenes vand er frosset til is, og tøjet på tørresnorren er stivnet i fine former 🙂

Det er vinterferie for mange – ikke her – men konfirmanderne er her ikke, så der er stille denne morgen.

Sidste uge fik de kage 🙂 det antyder overskriften.

Men det kunne nu have været kage til enhver anden anledning. Nu blev det bare konfirmanderne 🙂 som en lille hilsen inden de gik på vinterferie.

En helt almindelig bradepandekage, med lidt revet marcipan og appelsinsaft i – begge dele var noget, der skulle bruges nu! Men i en kage fungerer det fint, selv om marcipanen er blevet en anelse tør og appelsinen er lidt runken – og konfirmanderne vil bare gerne have kage 🙂

Bradepandekage med marcipan og appelsin (ca. 15 stk.)

150 gr. smør/margarine

150 gr. sukker

3 æg, fra skønne høns

250 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1 dl. appelsinsaft

75 gr. revet marcipan

Rør smør og sukker grundigt sammen og tilsæt æg et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Vend de øvrige ingredienser i og rør godt rundt, så det hele blandes. Dejen kommes i en form (ca. 20 x 20 cm) beklædt med bagepapir og bager ca. 45 minutter ved 175 grader.

Afkøler i formen og kan eventuelt pyntes med lidt smeltet chokolade.

Skæres i passende stykker – og så er der kage 🙂

En enkel og hurtig kage – somme tider er det godt at have den slags opskrifter på lager.

Ønsker dig en skøn vinterdag.

Jette

Patchwork tæppe

Bloggen holder pause. Det gør den faktisk fortsat – men jeg savner ind imellem lige at skrive lidt. Men det har givet ro i mit hoved ikke at skulle skrive hver dag. Så der vil fortsat være længere mellem mine indlæg.

Som jeg skrev lige indenpausen, så begynder der at ske lidt på sommerhus fronten. Nu er alle papirer klar – så der kan søges om byggetilladelse! Hvor bliver det spændende. Jeg håber kommunen synes det er en super idé, jeg har fået, og at det ikke tager for lang tid at gennemgå sagen. Opdate følger, når den del kommer på plads.

Vinteren over har jeg syet på et tæppe. Et patchworktæppe, syet delvis på maskine. Tæppet måler ca. 150 x 140 cm. Ukurante mål og ikke helt matchende farver. Men genbrug når det er bedst.

Jeg har aldrig før syet et patchwork tæppe – men inspireret af Hannes blog og hendes mange, mange tæpper, så opstod idéen med at sy et restetæppe. Til sommerhuset.

Sofaen er nyindkøbt, men vil passe så godt i det nye hus 🙂 Tæppet består til gengæld af gamle stofrester fra syværelset – undtaget er den brede kant og kantebåndet.

At sy tæppet, har været en oplevelse fyldt med minder, for hvert stof har sin historie – præcis som da jeg syede hynder.

Farvespillet passer nogenlunde, men ser du bagsiden, går det helt galt 🙂 Som Mette kommenterede, så var farven helt forkert. Og det har hun ret i, men det var netop det store stykke vatterede stof, der blev startskuddet til projektet. For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det stof til. Det blev til bagsidestof – og når du ser bagsiden her, forstår du måske, hvorfor det lidt råber til forsiden 🙂

Men tæppet er blødt og lækkert. Så det går nok!

Hvis du nu er garvet pachworker, vil du også se, at ikke alle sømme flugter, og der er skævheder undervejs – men jeg lever med det 🙂 Er egentlig meget glad for mit nye tæppe – og kan allerede drømme om en sommeraften på terrassen, hvor tæppet vil lune og varme.

 

Ikke helt lige sømme

Her går det bedre 🙂

Og nu et dejligt tæppe rigere 🙂

Med ønsket om en dejlig weekend.

Jette

       

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal