På en smuk morgen, klar himmel og græs der knaser, når det betrædes. Hønsenes vand er frosset til is, og tøjet på tørresnorren er stivnet i fine former 🙂

Det er vinterferie for mange – ikke her – men konfirmanderne er her ikke, så der er stille denne morgen.

Sidste uge fik de kage 🙂 det antyder overskriften.

Men det kunne nu have været kage til enhver anden anledning. Nu blev det bare konfirmanderne 🙂 som en lille hilsen inden de gik på vinterferie.

En helt almindelig bradepandekage, med lidt revet marcipan og appelsinsaft i – begge dele var noget, der skulle bruges nu! Men i en kage fungerer det fint, selv om marcipanen er blevet en anelse tør og appelsinen er lidt runken – og konfirmanderne vil bare gerne have kage 🙂

Bradepandekage med marcipan og appelsin (ca. 15 stk.)

150 gr. smør/margarine

150 gr. sukker

3 æg, fra skønne høns

250 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1 dl. appelsinsaft

75 gr. revet marcipan

Rør smør og sukker grundigt sammen og tilsæt æg et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Vend de øvrige ingredienser i og rør godt rundt, så det hele blandes. Dejen kommes i en form (ca. 20 x 20 cm) beklædt med bagepapir og bager ca. 45 minutter ved 175 grader.

Afkøler i formen og kan eventuelt pyntes med lidt smeltet chokolade.

Skæres i passende stykker – og så er der kage 🙂

En enkel og hurtig kage – somme tider er det godt at have den slags opskrifter på lager.

Ønsker dig en skøn vinterdag.

Jette