diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: marts 2016 Side 1 af 2

Gammel musik

Nu er der ikke længe til at, sognene skal på rejse tilWittenberg.

Og som et led i info aftenen, havde vi en lille koncert med musik fra Luthers tid. Altså musik skrevet omkring 1500 – og det lyder unægtelig noget anderledes end det, vi synger i dag 🙂

Helge Amossen, graver  og meget andet, sang og spillede lut og blokfløjte – i varierende tonearter og størrelser. Og iklædt en nutidig præstekjole så han faktisk helt ud, som man gjorde for 500 år siden.

Nodebogen her fra ca. 1895, viser hvordan musik blev noteret tidligere. Nodebilledet er noget anderledes end det, vi  normalt ser. Alle noder er sorte prikker og uden halse, ligesom det er sparsomt med taktstreger. Selve musikstykket er fra messen til påskedag og sunget på latin.

Det var en dejlig koncert – og som jeg har skrevet om før, så er det noget ganske særligt at møde mennesker, der i den grad går op i det, de kan og som gør det virkelig godt.

Og med dette fine musikalske indtryk i ørene, så er forventningerne til turen i Luthers fodspor blevet skuet op – nu vil vi gerne snart afsted 🙂

God torsdag.

Jette

Koldthævet brød

Nu skal det prøves 🙂

En gærdej i køleskabet natten over og nybagt brød næste morgen. Jeg har læst meget om det, men ikke gjort så meget i det. Opskriften her er inspireret af Claus Meyer. Men han vil næppe godkende min indsats mht. til at ælte – men det får nu være.

Brødet her smagte faktisk ret godt – lidt sprødt på toppen og luftigt og sejt indeni. Mit hævede ikke så meget i højden, det ville have haft godt af lige at temperere, før det gik i ovnen. Så ved jeg det til en anden gang 😉

Koldthævet brød

3 dl. vand

50 gr. grahamsmel

250 gr. hvedemel

gær som størrelsen af en ært

1 tsk. salt

Alt røres sammen og røres længe. Min dej bestod ingen glutentest – var mest som en solid grød. Hævede i køleskabet natten over. Og blev så lempet ud på en bageplade med bagepapir, og siden drysset med solsikkekerner. Ind i ovnen, der i forvejen var varmet op til 225 grader.

Bages ca. 25 minutter.

Afkøler på en rist.

Og så har du et ret lækkert brød – som vil smage godt til næsten alt fra morgenmad til natmad 🙂

Jette

Efter påske

Så blev det tirsdag – det blev hverdag. Og efter nogle dejlige og intense dage, så er det lige med at vågne op igen og finde tilbage til sin rette plads 🙂

Påskeliljer har været en vigtig del – du husker måske jeg skrev om #glædeligpåske – vi gjorde brug af det påskedag, da alle kirkegængere fik en påskelilje, da de kom ind i kirken. Nogle undrede sig lidt, men der fulgte en forklaring med og en opfordring til at tage påskebilleder efterfølgende.

Ved gudstjenesten påskedag var der dåb, og dåbsbarnets to brødre og to kusiner havde samlet nogle påskeliljer og stillede gerne op til foto 🙂 Den yngste, Tobias, var også ham, der havde haft til opgave at tørre lillebrors hår efter dåben. Det gjorde han med stor koncentration og meget grundigt 🙂

Her hjemme er der blevet hygget og sovet længe for nogens vedkommende. Dagene har også budt på fødselsdage og hyggelige besøg, så der er meget godt at tænke tilbage på.

Samtidig arbejdedes der med formuleringer til byggeansøgningen til sommerhuset – det er ikke helt lige til at få sådan en tilladelse i hus. Men mon ikke det snart falder i hak – så hører du om det, ganske bestemt!

Der er ikke blevet bagt – det sker så i dag, for der er menighedsrådsmøde i aften, og så må der fremtrylles noget til kaffen.

God tirsdag.

Jette

#glædeligpåske

Nu er tiden kommet til at ønske dig en rigtig glædelig og velsignet påske.

Det er blevet skærtorsdag – med den smukkeste morgen og en dejlig begyndelse på påskens mange indholdsrige dage – set med præsten øjne 🙂 Hver helligdag har sit helt eget præg og indhold.

Skærtorsdag med fokus på nadveren – brødet og vinen, der omfortolkes og får ny betydning, når Jesu ord knyttes til,

Langfredag – kirkeårets eneste dag, hvor den liturgiske farve er sort, hvor lysene er slukket og blomsterne er fjernet. Jesu korsfæstelse – lidelsen og smerten fylder kirkerummet denne dag.

Og afløses Påskedag af jubel, fanfare og uendelig glæde. Livet sejrede over døden – udtrykt med Jesu opstandelse og den tomme grav.

“Hvordan fra død til liv han kom,

kan ingen her fortælle om.

Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,

har jorden ingen vidner til.” (Den danske salmebog 238,2) 



I lyset af denne uges voldsomme og forfældelige begivenheder, da har vi brug for at høre at det onde ikke skal få lov at sejre.

Må påskens begivenheder være med til at holde os fast på håbet om, at Gud ikke har forladt verden. Selv når det ser mørkest ud.

Med ønsket om en fredelig og dejlig påske.

Jette


Glutenfri lakridskage med creme og bær

Jeg har fået noget lakridspulver af Trine – og det går langsomt med at få det brugt 🙂

Men tilfældigt faldt jeg over en lakridskage – og tænkte at det kunne være en mulighed at prøve den. – Og fandt samtidig ud af, at netop lakridskage findes i utallige opskrifter og variationer. Så her tillader jeg mig at sige, det er min udgave.

Denne er uden hvedemel, men med lidt glutenfri mel. Jeg har fået en pose med glutenfri mel af min søster – netop til at eksperimentere med – så det er også en del af forsøget 🙂 Almindeligt mel kan naturligvis bruges i stedet.

Lakridskage med hvid chokoladecreme og blåbær

50 gr. smør

75 gr. hvid chokolade

50 gr. sukker

1 æg, fra en sød høne

½ spsk. lakridspulver

25 gr. mandelmel

25 gr. glutenfri mel

Smelt smørret og tag det af varmen. Hak chokoladen groft, og tag ca. 25 gr. fra, resten kommes i smørret og smelter. Pisk æg og sukker til en dejlig æggesnaps, tilsæt smørblandingen og pisk igen. Vend mel og lakridspulver i dejen sammen med det sidste chokolade og kom så dejen i en foret lille springform (14 cm. i diameter) og bag kagen 30 minutter ved 175 grader. Køler af og gemmes til næste dag.

Hvid chokoladecreme

25 gr. hvid chokolade

1 dl. piskefløde

lidt revet appelsinskal

Hak chokoladen. Bring fløden næsten i kog og hæld den over chokoladen, rør til den er helt smeltet. Kom lidt revet appelsinskal i. Afkøles helt, inden cremen piskes til let skum og fordeles på den kolde kage.

75 gr. blåbær – eller anden frugt

En tæt og konfekt-agtigkage som smager rigtig godt. Serveres i små stykker og nydes med en kop kaffe 🙂

Tirsdag – i den stille uge.

Jette

Den stille uge og nye hashtags

Dagene her op til påskens mange helligdage kaldes traditionelt for den stille uge. Dagene, hvor vi venter på, at det for alvor går løs. Tiden efter Jesu indtog i Jerusalem – palmesøndag – til skærtorsdag, hvor Jesus midt under påskefesten tager noget brød og vin og giver det en helt ny betydning.

#glædeligpåske

Den stille uge er i præstens værksted der, hvor der skrives, tænkes og forsøges at skabe linjer og sammenhæng. Her, hvor der forsøges at bygge bro mellem år 33 og  2016.

Og i år kommer der inspiration fra en lidt uventet kant. Der er kommet to nye hashtag, som samler ord og billeder om påske.

#tilgivelse

#glædeligpåske

Søger du på disse på Facebook eller Instagram så dukker et væld af billeder op. Som viser og fortæller om, hvad mennesker i vores tid knytter til de to begreber. Spændende og virkelig interessant læsning.

Idéen bag de to hashtag er, at de kan inspirere til, at der over påskefrokosten bliver noget at tale om. Noget, som har med påske at gøre. Derfor opfordrer jeg – helt imod alle mine principper – til, at man under frokosten tager sin mobil frem og søger på de to ord. For jeg er sikker på, at så er der givet stikord til en god samtale og nogle vigtige tanker.

Og som Mette forundret sagde, da hun hørte lidt fra min prædiken: “Mor, siger du virkelig, at vi så må tage vores mobil frem, mens vi sidder ved middagsbordet?” 🙂 Og ja, det er lige det, jeg gør – denne ene gang.

For hvad hjælper det, at præster synes, at påsken er kirkeårets vigtigste højtid, når alle andre synes, at julen trumfer påsken med flere længder? Dette initiativ er måske med til at gøre påsken lidt mere nærværende – som kirkelig højtid.

Og idéen med de to hashtag går ikke kun en vej. – Det er i lige så høj grad en opfordring til, at vi selv, hver især, lægger et billede op – og skriver #glædeligpåske

Jeg glæder mig til at se endnu flere billeder 🙂

God mandag – i den stille uge.

Jette

En fin krokus

Det vrimler med idéer på nettet til fine blomster- og påske dekorationer – og jeg har intet overhovedet lavet af den slags endnu. Men jeg fryder mig over at se alle de kreative indslag.

Denne fine krokus står i min have. Og badet i sol, ja så er den altså fin at kigge på.

Og så kommer der lidt reklame 🙂 for en af vores lokale blomsterdekoratører. Hun arbejder meget med naturmaterialer, og har netop lavet en video med den fineste påskedekoration. Du kan se videoen her. Til inspiration for kreative sjæle.

Forleden bagte jeg påskesticks – jeg synes de smager rigtig godt, så nu er der bagt flere. Til kirkekaffen senere i dag. Men det jo ikke sikkert, at alle synes anis og sesamfrø lyder helt almindeligt, så der er sørget for noget mere traditionelt også 🙂

Rigtig god weekend – ind under påske.

Jette

Persillekit

I går fandt jeg helt tilfældigt et sjovt frøkit. Jeg har ikke set denne udgave før, og så til 10 kr. Nu skal der prøves at dyrke persille. Jeg har forsøgt tidligere med persille, men det blev aldrig til noget. Jeg tror, det var noget med min tålmodighed og min manglende evne til at genkende frøspirer fra andre spirer 🙂

Inde i pakken var en super kompakt spagnum plade og en lille pose frø. Da der kom vand på spagnumpladen voksede den i løbet af 10 sekunder, så den fyldte hele bøtten. Virkelig imponerende. Og så blev frøene drysset på.

Nu skal der ventes og vandes sparsomt. Det bliver da sjovt at se, om jeg kan få en lille busk persille ud af dette sæt.

Du hører nærmere 🙂

På endnu en smuk dag.

Jette

Påskesticks med anis

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes brød med særlig historie eller særlig tilknytning til en højtid eller andet – at det er et spændende brød.

Og lige nu manglede jeg noget til kirkekaffen på fredag, så google måtte i gang. Og der faldt jeg over en interessant opskrift, som jeg her har forsøgt mig med. Men jeg har ingen idé om, hvordan sammenhængen er med påske. – Men de fine sticks kan udmærket nydes til en kop kaffe eller et glas vin en af påskedagene.

Resultatet er lidt svært at sætte i bås. Det er lidt som en småkage, men snoet som en stick. Sprød og mild i smagen. Og som nævnt, de vil smage fint til et glas hvidvin på terrassen 🙂

Påskesticks med anis (8 stk.)

60 gr. smør

50 gr. sukker

1 æg

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. anis

½ tsk. bagepulver

50 gr. grahamsmel

ca. 150 gr. mel

1 spsk. sesamfrø

Pisk smør, sukker og vaniljesukker sammen og tilsæt æg og pisk godt. Bland mel, bagepulver og anis og vend det i dejen og ælt det sammen. Det bliver en lækker og blød dej. Deles i 8 dele og trilles til lillefingertynde pinde og snoes. Lægges på en plade med bagepapir. Pensl dem med vand og drys sesamfrø på.

Bages 13 – 15 minutter ved 200 grader. Køler af på pladen.

Solen skinner noget så skønt, og indbyder til at sætte sig på en lun og stille plet i haven 🙂 Det er virkelig en forårsdag, når den er bedst.

Solrig onsdag.

Jette

Konfirmander maler ikoner

At male ikoner er en meget gammel tradition, som føres tilbage til den allertidligste kristendom. Ikoner blev tidligere fremstillet efter gamle opskrifter og med en særlig teknik og oftest malet på træplader.

Det mest almindelige motiv var af jomfru Maria og Jesusbarnet.

Guds Moder. Ikon fra 1100 tallet


En ikon er et billede med religiøse symboler. Et vindue indtil en usynlig verden – et vindue ind til Gud. Derfor spiller farver og former, symboler og sirlige streger en stor rolle. 

Mine konfirmander skulle lave deres egen ikon – med udgangspunkt i deres eget konfirmationsord. Det var ikke nogen let opgave. Det handler om at tænke abstrakt og kreativt – ikke noget jeg er så god til, så jeg fik hjælp til undervisningen. Helle Noer havde tilrettelagt dagen og medbragt materialer, så det hele var lige til at gå til. Forinden havde konfirmanderne valgt deres konfirmations ord og lavet en skitse til deres ikon.  

Der blev talt om, hvordan ord kan udtrykkes med symboler og farver. Og jeg er sikker på at alle konfirmander kan huske noget fra deres vers mange år frem i tiden. For de har selv haft det i hånden, tænkt over det og udtalt sig om det. Og så huskes det bare bedre.

Her er deres resultater – ret imponerende. De er lavet i løbet af tre timer.

Tirsdagsholdet

Torsdagsholdet

Farvestrålende og glade ikoner – hvis du spørger mig.

Ingen skal tage jeres glæde fra jer.

(Johannes evangeliet 16,22) 

Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket.

(Johannes evangeliet 8,12)


Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

(1. Korinterbrev 13,13)


Det var en spændende dag – med masser af kreativitet og koncentration. Nu udstilles ikonerne i kirken, og så får konfirmanderne dem med hjem på deres konfirmationsdag. 

Jeg håber, de bliver glade for dem og får glæde af dem.

God tirsdag.

Jette

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal