Så blev det tirsdag – det blev hverdag. Og efter nogle dejlige og intense dage, så er det lige med at vågne op igen og finde tilbage til sin rette plads 🙂

Påskeliljer har været en vigtig del – du husker måske jeg skrev om #glædeligpåske – vi gjorde brug af det påskedag, da alle kirkegængere fik en påskelilje, da de kom ind i kirken. Nogle undrede sig lidt, men der fulgte en forklaring med og en opfordring til at tage påskebilleder efterfølgende.

Ved gudstjenesten påskedag var der dåb, og dåbsbarnets to brødre og to kusiner havde samlet nogle påskeliljer og stillede gerne op til foto 🙂 Den yngste, Tobias, var også ham, der havde haft til opgave at tørre lillebrors hår efter dåben. Det gjorde han med stor koncentration og meget grundigt 🙂

Her hjemme er der blevet hygget og sovet længe for nogens vedkommende. Dagene har også budt på fødselsdage og hyggelige besøg, så der er meget godt at tænke tilbage på.

Samtidig arbejdedes der med formuleringer til byggeansøgningen til sommerhuset – det er ikke helt lige til at få sådan en tilladelse i hus. Men mon ikke det snart falder i hak – så hører du om det, ganske bestemt!

Der er ikke blevet bagt – det sker så i dag, for der er menighedsrådsmøde i aften, og så må der fremtrylles noget til kaffen.

God tirsdag.

Jette