Jeg er virkelig overrasket over mig selv 🙂 At jeg køber så forholdsvis mange ting på Den blå Avis eller på Markedspladsen. Men der er gået lidt sport i det, og der er virkelig gode ting at købe rundt omkring. Det kan godt tage lidt tid at finde det, men som oftest er det ventetiden værd.
At stå med et nyt og tomt hus kan godt virke lidt overvældende. Der er i hvert fald nogle kvadratmetre som skal fyldes med noget. Og vi er kommet rigtig langt.
Men jeg manglede en stol/bænk/skammel i soveværelset. Ikke til at sidde på – men til at lægge mit tøj på. Det er ikke et møbel, vi ofte taler om, men det er bare mega praktisk at have et sted at lægge tøjet på, inden man hopper i seng.
Og nu har jeg fundet min lille bænk 🙂 I fin stand og med meget lyse træben. Lidt for lyse – så nu har de fået en omgang linolie, og dermed en lidt varmere glød. Det tog ingen tid at male de fire ben, og med et, bliver bænken bare lidt mere min bænk 🙂
Den lille efterårsbuket øverst er, hvad haven og naturen rummer lige nu. Den blev da vist meget sød 🙂
God weekend.
Jette
Skriv et svar