diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Bønner/linser Side 1 af 2

Hummus og små grønne retter

I går besluttede jeg, at aftensmaden skulle være en lille grøn buffet 🙂 Jeg er vild med små retter, som ikke nødvendigvis har et navn – men små serveringer, så man kan smage lidt af det hele. Og mit mål var også at få lavet en opskrift på hummus.

Og endelig lykkedes det 🙂 Der findes nu i øvrigt et utal af opskrifter på hummus på nettet, så min er mest et mix af det hele.

Dahl med mange grøntsager

Da jeg lavede grøn fællesmiddag serverede jeg blandt andet dahl med auberginer. Opskriften havde os, der var værter fået tilsendt, så det var lige til at gå til. Og jeg synes det smagte dejligt – der var lidt mere tyngde i dahlen på grund af de robuste stykker aubergine.

I aftes lavede jeg en ny portion – denne gang med endnu flere grøntsager. Og resultatet blev ganske fint, krydderierne smagte ret meget igennem, og det er naturligvis en smagssag, så dem kan der godt skrues ned for, eller andre kan kommes i 🙂

Og lad dig ikke skræmme af billederne – dahl er ikke en særlig fotogen ret – men den smager godt 🙂 Jeg serverede bagte kartofler og en rustik salat med æbler til. En rigtig raita (yoghurt med rå æbler) ville have passet endnu bedre.

Endnu en biblioteks bog

Når du har læst med her nogle gange, ved du også, at jeg er ret glad for biblioteket 🙂 Der er ro og plads og et hav af bøger. Jeg nyder hver gang, jeg kommer inden for.

I sidste uge faldt jeg så igen over en bog, som jeg ikke havde set før, og som jeg lånte – og blev vældig begejstret for at læse i. En kogebog om bønner og alverdens bælgfrugter. Nørdet ? ! ? Ja, helt sikkert, men det var virkelig så fint at læse om bønners muligheder og alt det gode, de kan gøre for os.

Men bønner kræver krydderier – det er nok egentlig den vigtigste ting, at vide om dem. Og så ellers bare begynde at bruge dem og spise dem.

På online mad-kursus

 Corona giver nye muligheder – eller i hvert fald andre måder at gøre tingene på. Så i aftes var min svigerinde og jeg på online mad-kursus. Med computeren tændt og indkøbene gjort klar og lagt op – så skulle vi lave aftensmad i selskab med en kok på skærmen og tyve andre deltagere – hver for sig.

Inden tid havde jeg fået opskrift og ingrediensliste tilsendt, så vi kunne være klar. Og det var også nødvendigt, hvis man skulle nå at følge med og samtidig høre, hvad kokken sagde.

Der blev fortalt både om selve retten, vi skulle lave – grøn linse-otto – og præsenteret forskellige varianter af bønner og linser, og hvordan de kan bruges. Og ikke mindst talte han meget om Umami – denne femte smag, som er så vigtig, for at vi oplever et måltid som helstøbt og mættende. Normalt er det kød, der giver umami smagen, men i det grønne køkken må der findes andre alternativer. Her er svampe, tomat, miso og meget andet gode bud. Og så gør lidt smør, fløde og ost også altid underværker 🙂

Vi nåede fint i mål og fik lavet aftensmad til fire personer, portionsanrettet – og så var det bare om at nyde maden. Og det smagte virkelig dejligt. Billedet yder ikke retten retfærdighed. Men der er nederst linse-otto, så stegte svampe, syltede hokkaido strimler, hjemmelavede croutoner og til sidst ristede græskarkerner. Og lige et af kokkens fif: rist altid nødder og kerner i ovnen, det bliver langt bedre end på en pande. Hvorfor har jeg glemt forklaringen på 🙂

Det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg prøver at lave grøn linse-otto. Det kan godt gøres hurtigere end de to timer kurset varede. Men dette med at følge med i noget på en skærm og så samtidig jonglere med gryder og pander, det er lidt udfordrende. Jeg forstår godt, at deltagerne i Den store Bagedyst har det svært, når de skal lave noget, hvor de skal følge en, der hele tiden viser, hvad de skal, men ikke efterlader tid til at gøre det 🙂

Kurset, vi deltog i, hed: Få det grønne bælte i bælgfrugter. Om det helt lykkedes ved jeg ikke – men sjovt og hyggeligt var det 🙂

God weekend.

Jette

Karrygryde med nordiske grøntsager

 Jeg er ret vild med karryretter – i alle afskygninger. Og der findes også utallige opskrifter på nettet og i kogebøger. Så denne bliver bare en i rækken 🙂

Det lidt specielle er, at jeg har brugt en del af vores lokale grøntsager og årstidens grøntsager – og selv om karry ikke er det helt almindelige krydderi i den sammenhæng – så smager det nu godt alligevel 🙂

Ud over de lokale råvarer så var der også tørrede sortøjede bønner i. Der kan også bruges andres slags. Men for tørrede bønner gælder, at de skal ligge i blød i koldt vand i 10-12 timer, før de så koges i et nyt hold vand. 

Karrygryder er svære at fotografere – og i kunstigt lys, så bliver det hele en lidt underlig farve. Men smagen er god 🙂  

Karrygryde med gulerod og rosenkål (1-2 pers)

75 gr. sortøjede bønner

200 gr. rosenkål

2-3 mellemstore gulerødder

1 løg

1 fed hvidløg

2 tsk. finthakket ingefær

olie

1½ tsk. karry

1 tsk. garam masala

1½ spsk. koncentreret tomatpasta

salt og peber

½ dl. piskefløde

1½ dl. vand

½-1 dl. græsk yoghurt 10 %

Dagen før sættes bønnerne i blød i koldt vand. Drænes og koges med nyt vand ca. 40 minutter. 

Pil rosenkål og skær dem i halve. Gulerødder skæres i grove tern. Begge grøntsager kommes i et ildfast fad og vendes med 1 spsk. olie og ½ tsk. groft salt og bages i ovnen ved  200 grader ca. 20 minutter. 

Skær løg i tern og hvidløg i skiver og svits det sammen med hakket ingefær i lidt olie. Tilsæt karry og garam masala, ½ tsk groft salt og lidt peber og svits det med. Rør godt rundt og kom så de sidste ingredienser i og bring gryden i kog. Hæld vandet fra de kogte bønner og kom dem ved og lad retten koge ca. 10 minutter ved svag varme under låg. Tag de bagte grøntsager og vend dem i, og smag på retten. 

I mit køleskab lå en pose asparges kartofler, de blev kogt og pillet – og de smagte altså dejligt til den krydrede karrygryde.  

Og der var rigelig mad til, at jeg også kunne tage noget med til frokost dagen efter. Jeg er ret glad for lune retter til frokost, så det var helt perfekt 🙂

Nu venter en hyggelig weekend – på vej ud af døren i sommerhuset nåede jeg lige at se julerosen – hvor er den fin.

God weekend.

Jette

En edamamebøf på menuen i sommerhus

Når solen skinner, er det virkelig bare skønt i disse dage. Lige nu er der høj himmel og smukt solskin uden for mit vindue – det kan kun gøre en glad.

I går bød muligheden sig for en halv dag i sommerhus, det er altid hyggeligt. Det var længe siden, jeg sidst har været der, så det var også lidt spændende at se, om blæsevejret havde sat sig spor. Heldigvis ikke meget – men taget – eller teltdugen er det vel nærmere – på brændelyet var blevet løftet ud af sin ophængning. Så det hang lidt slapt, men det kan rettes, når jeg engang for Ole med derned 🙂

Vandet og luften var så fin i går. Ingen vind og bare roligt vand – og rent vand, al tangen var for en stund skyllet væk.

Og så har jeg hørt, at tørrede blomster er det helt store i indretningen netop nu. Det havde jeg ikke lige fanget – men på turen langs med vandet plukkede jeg noget fint tørret græs, af en slags.

Som faktisk så utrolig flot ud i de sidste solstråler, da det kom på plads på hylden i sommerhuset 🙂 Den lille påskelilje er efterkommer af løg jeg satte for et par år siden.

Min aftensmad var en burger. Det får jeg ikke så tit, men den her var nu ganske fin. Jeg synes, det er svært at finde en grøn bøf, som fungerer godt sammen med det brød, der jo uvægerligt også er i en burger. Men jeg var faldet over en opskrift med edamamebønner, så den blev afprøvet – ud fra det, jeg havde med i sommerhus 🙂

Edamamebøffer (2 stk)

150 gr. frosne edamamebønner

½ løg

1 fed hvidløg

½-1 tsk. groft salt

1 lille æg

1-1½ spsk. mel

et par duske frisk persille

Peber

Kom de frosne bønner i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå og tø op en øjeblik inden vandet igen hældes fra. I en minihakker kommes bønner, løg i tern, hvidløg i tykke skiver, mel, æg, salt og peber og det hele køres sammen til en robust masse, der hænger godt sammen. Kom det hele i en skål og smag det til, måske skal konsistensen justeres med en anelse mere mel. Lad massen stå et kvarters tid.

Opvarm ovnen til 220 grader. På en plade med bagepapir fordeles massen i to portioner, som formes til flade bøffer. Bages ca. 20 – 25 minutter til de er fine lysebrune.

Rist en burgerbolle og lav din burger, som du bedst kan li den. Jeg smurte brødet med aioli (dog ikke hjemmelavet :-)), og fyldte ellers op med tomat, avocado og løg i skiver. Der kunne fint have været lidt salat – men det havde jeg ikke noget af.

Det var virkelig en god “bøf”, meget let at lave og var ikke for tung. Og jeg blev fint mæt af min ene burger 🙂

Må du have en dejlig solskinsrig onsdag.

Jette

Lækkerier fra weekenden = Restemad

I weekenden var vi alle samlet for at spise frokost sammen, og jeg havde tænkt, at det skulle lige fotograferes. Det kom jeg så i tanke om, da jeg pakkede det sidste væk og satte det i køleskabet. Så derfor bliver det i stedet billeder af den lækre restemad. Som jo betyder, at jeg har mad til hele ugen her. Måske suppleret med lidt grønt, men stort set uden at skulle lave sådan rigtig mad – i hvert fald 🙂

Frokosten bød forskellige grønne retter. Og på hjemmelavet grønkåls-pesto, hummus og flotte gule silkehønseæg. De sidste blev spist, og hummusen fik Trine med hjem 🙂

Jeg havde lavet en god pastasalat og vendt pastaen i en hjemmelavet olie/eddike dressing – det blev ret lækkert. Og så blandet med grøntsager for årstiden – edamamebønner fra frost, det samme var ærterne. Rødløg og soltørret tomat – de sidste var fra Toscana. Det er hyggeligt at bruge ferieminder her midt om vinteren.

Min svigersøn er ret glad for foccacia brød, så det bages næsten altid, når han spiser med 🙂 Der blev lidt til overs, det er fint at riste godt på brødristeren, så smager det dejligt til suppen eller salaten.

Den flotte orange suppe er en hokkaidosuppe. Fyldt med grønsager og ingefær. Den er fyldig og mætter godt – men smagen er dens egen 🙂 Så ikke alle var lige begejstrede for den. Men når den serveres med ristede græskarkerner og friske æbletern, så synes jeg nu det går meget godt.

Det sidste restemad – spidskålssalaten og den indiske dahl – eller noget der ligner, var aftensmad forleden. Dahl har jeg efterhånden lavet så ofte, at jeg vist godt kan komme med min egen udgave her på bloggen. Den på billedet indeholdt også et suppemix af forskellige linser og bønner, som Ole havde købt i den emballagefri butik i Esbjerg – men bare aldrig fået brugt. Det blev de så her 🙂

Spidskålssalaten er virkelig lækker. Der kan også bruges hvidkål, men spidskål er lidt mildere i smagen og lidt nemmere at tygge 🙂 Det blev blandet med fintsnittet frisk rosenkål, revet gulerod, appelsinstykker og lidt rosiner. Krydret med salt, peber, olie og lidt æbleeddike. En dejlig salat på denne tid af året.

Jeg fryder mig over det fyldte køleskab, for i en uge, hvor mange har vinterferie, så har jeg det ikke. Kalenderen er fyldt med samtaler og flere kirkelige handlinger – og så er det altså dejligt ikke lige at skulle tænke på frokost og aftensmad 🙂

God onsdag – på endnu en våd, kold og blæsende en af slagsen.

Jette

Grøn aftensmad – Linsepostej

Jeg har længe haft nogle grønne linser stående i mit køkkenskab, og ikke helt vidst, hvad jeg skulle stille op med dem. Jeg er ikke vild med dem sådan naturel – men hvis de nu blev gemt i lækre grøntsager og bagt – så er det en anden sag.

Og det er en god proteinkilde, hvis det nu skal være en kødløs dag. Og jeg er mere og mere gået tilbage i fortidens vegetariske spor. Da jeg læste for over 30 år siden – midt i 80’erne begyndte de vegetariske strømninger at flyde. Og jeg hoppede med på bølgen. Og hoppede af igen, da der kom mand og børn til – men dog ikke mere, end der altid har været mange grøntsager i mit køkken.

Mine børn siger med et glimt i øjet, at vi – til aftensmad – var fem personer til at dele et kyllingebryst! Og det var vist ikke helt forkert.

Men nu er jeg så igen ved at finde de grønne retter frem. Det er altid rart at have lidt at vælge imellem. En anden ret kan du læse om her.

Postejen her er enkel at lave, og den kunne godt gå på julebordet sammen med en traditionel and. Så ville der være noget for enhver smag.

Linsepostej (3 pers)

100 gr. grønne linser

1 løg, i tern

1 fed hvidløg

100 gr. skivede champignon

1 spsk. olie

1 æg

2 spsk. solsikkekerner

1 tsk. timian, tørret

1 spsk. soya

1 spsk. citronsaft

2 spsk. havregryn

1 tsk. groft salt

peber

Grønne linser skal ikke udblødes, blot koges i rigeligt vand i ca. 15 minutter. Det overskydende vand hældes fra og linserne hakkes godt på en minihakker. Varm olien i en gryde og svits løg, hvidløg og champignon og drys med en anelse salt. Jeg kom også friske timian blade i gryden. Bland linser og grøntsager – lad det køle en anelse af inden de øvrige ingredienser blandes i og farsen røres godt sammen. Den kommes i en form (ca. 16 cm i diameter), der er foret med bagepapir og bager ved 200 grader ca. 30 minutter.

Jeg serverede bagte rodfrugter til. Og kartoffelmos, fordi jeg synes det smager vældig godt. Men flødekartofler ville også have været et hit 🙂

Postejen smager dejligt – men er bedst, når den er lun.

God mandag – jeg nyder min rolige fridag 🙂

Jette

En lækker grøn frokost

Selv om årstiden siger sent efterår, så kan der nu sagtens spises en lækker grøn frokost. I sidste uge var jeg jo i sommerhus med Oles familie, og den ene dag, var det mig, der var chefkok i køkkenet og stod for den grønne frokost.

Den blev heldigvis en succes, og det smagte nu også fint det hele. Men jeg tror, at familien var forundret over, at det tog så lang tid at forberede det hele. Men set i lyset af, at det hele blev lavet fra bunden af (næsten) så tog det ikke længere tid, end hvis det havde været en traditionel frokost, der skulle stables på benene.

Det er nu ikke fordi, at jeg har så mange opskrifter med – mere inspiration 🙂

Jeg lavede falafler. Et nyt ord i familien – tillige med kikærter. Kikærterne stod i blød i 24 timer i køkkenet og fik adskillige blikke med på vejen. Hvad skulle det dog blive til? Kunne det overhovedet smage godt 🙂 Men det gjorde de – opskriften er fra Arlas bog: Skøn mad uden kød.

De dybtstegte falafler fik følgeskab af lækker kold kartoffelsalat.

Og så var der elementer til en “byg selv rugbrødsmad” 🙂 Den bestod af avocadomos, skøn farverig salat (spinatblade, små tomater, feta og smukke smilende silkehønseæg) og endelig en rødløgsmarmelade. Sammen med skønt groft rugbrød, så var det et hit. Rødløgsmarmeladen havde jeg lavet hjemmefra – jeg brugte denne opskrift, som jeg fandt på nettet.

Desuden lavede jeg quinoasalat med bagte gulerødder. Fik ikke lige et billede af den, men du kan se den her.

I et gammelt ugeblad fandt jeg inspiration til servering af ost. Et stykke manchego skæres i tern og blandes i et glas med hele oliven og lidt frisk rosmarin, inden der hældes olie over. Jeg ved såmænd ikke, hvor meget smag det hele giver til hinanden, men det ser da festligt og indbydende ud – synes jeg. Selv om en kommenterede, om man også skulle spise det juletræ der lå øverst 🙂

Jeg havde bagt et foccacia brød – det går man aldrig fejl af. Og i Den store bagedyst” havde deltagerne lige prøvet kræfter med det samme, så motivationen var i top til at forsøge med mit eget brød. Det hævede ikke helt som det skulle, men smagte nu meget godt alligevel.

Frokosten blev nydt og alle blev mætte – og jeg var glad 🙂

Jeg håber, du har lyst til at forsøge med en grøn frokost en dag. Jeg var lidt nervøs for, om alle blev mætte – men det gjorde de.

God torsdag.

Jette

Quinoasalat med bagte gulerødder

I næste uge skal jeg i sommerhus med Oles familie – det bliver vældig hyggeligt. Og så er det i Nordjylland, tæt på Skagen, så alene det, at skulle under Limfjorden og igennem tunnellen – det er det hele værd. Jeg er tilbage, til hvor jeg kommer fra 🙂

Tanken er, at vi skal deles om at at lave mad, og det er jo meget rimeligt. Og jeg proklamerede ret hurtigt og ret højt, at Ole og jeg gerne ville stå for en grøn frokost! Jeg er ikke helt sikker på, at begejstringen er så stor hos familien, som den er hos mig 🙂

Men lige nu forsøger jeg at finde egnede retter, så alle synes, de har fået noget fornuftigt frokost, er blevet mætte – og har lyst til at spise mere en anden gang.

Derfor lavede jeg en quinoasalat i aftes. Inspirationen kom herfra. Nettet er fantastisk, når der skal findes opskrifter – jeg har ikke set denne side før, men den er bestemt et besøg værd.

Salaten her er perfekt til efterår – for ingredienserne er lige ved hånden i denne tid. Måske lige bortset fra quinoa, som du må ud og købe 🙂 Et næringsrigt lille frø – som dog er importeret. Men jeg tror dets mange gode egenskaber opvejer, at det må fragtes til Danmark.

Quinoasalat med bagte gulerødder (2-3 personer)

50 gr. quinoa

½ rødløg

1 æble

5 pænt store gulerødder

2-3 forårsløg

3 spsk. olie

Dressing

3 spsk. olie

1-2 spsk. æbleeddike

salt og peber

Skyl quinoaen grundigt i koldt vand. Kom dem i en gryde med godt 1 dl. vand og ½ tsk. groft salt og kog det ved svag varme under låg i 10 minutter. Lad det stå og trække i 5 minutter inden quinoaen vendes i dressingen. Den har du forinden pisket godt sammen i en stor skål, hvor det hele kan blandes i.

Gulerødder skrælles og skæres i 1 cm skiver. Kom dem i en skål sammen med olie og lidt salt og peber og vend det hele godt rundt. Hældes ud på en bageplade med bagepapir og bager ca 20 minutter ved 200 grader. Når de er bagt, hældes de ned til quinoaen.

Æblet skæres i tern (med skræl), rødløg i små tern og forårsløg i skiver – det hele vendes med quinoa og gulerødder – det må godt være varmt stadigvæk. Og serveres også gerne lun. Salaten kan også spises kold, men den tempererede salat er virkelig lækker.

Der kom lidt fintsnittet spidskål i salaten, det smagte fint, men kan også godt udelades, hvis det ikke lige er i køleskabets grøntsagsskuffe 🙂

Jeg serverede nybagt foccaciabrød til – det er altid godt. Og en creme fraiche dressing, hvor creme fraiche var smagt til med sød chilisauce.

Jeg tror faktisk godt, at denne ret kan komme med på bordet i Nordjylland i næste uge 🙂

God mandag.

Jette 

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal