Uanset omstændighederne, uanset forholdene og uanset, hvor det foregår, så er en vielse altså bare noget helt særligt. I min tid som præst har jeg haft mange forskellige vielser, store og pompøse, små og intime og alle dem midt imellem. Og mange af dem husker jeg faktisk stadig, så det vidner om, at der er noget på spil, når to mennesker siger ja til at ville dele livet med hinanden.

I går var vi vidne til min søns og svigerdatters vielse. Det foregik på Aarhus Rådhus og var en vielse i en lang række af vielser. Datoen var helt tydeligt meget populær. 24 10 24 🙂

En vielse på Rådhuset, tager ikke lang tid – så derfor havde kommunen for et par år siden fået lavet et lille ritual, et digt, som kunne læses op og dermed skabe lidt mere ramme om vielsen. Ordene er forfattet af to af byens kendte indbyggere, nemlig Renee Toft Simonsen og Thomas Helmig. Et par linjer fra digtet lyder:

– Kærligheden er et valg. At elske et andet menneske og at blive elsket er en af de største gaver, livet byder på.

– På samme tid er det at elske et stort stykke arbejde, for i hjertet findes alle årstider.

(Renee Toft Simonsen & Thomas Helmig)

Alt i alt fine ord, som gav lidt mere fylde til oplevelsen.

De unge mennesker var glade og smilede hele vejen igennem. Og vi forældre glæder os bare på deres vegne. Og vi to mødre var tillige valgt som vidner, og i modsætning til en kirkelig vielse, så skrev vi begge under på, at vi nu også havde set, at det hele gik rigtigt til.

Og jeg gemmer endnu en smuk og dejlig begivenhed i hjertet.

Tillykke til de unge mennesker.

God weekend.

Jette