I næste uge skal jeg i sommerhus med Oles familie – det bliver vældig hyggeligt. Og så er det i Nordjylland, tæt på Skagen, så alene det, at skulle under Limfjorden og igennem tunnellen – det er det hele værd. Jeg er tilbage, til hvor jeg kommer fra 🙂
Tanken er, at vi skal deles om at at lave mad, og det er jo meget rimeligt. Og jeg proklamerede ret hurtigt og ret højt, at Ole og jeg gerne ville stå for en grøn frokost! Jeg er ikke helt sikker på, at begejstringen er så stor hos familien, som den er hos mig 🙂
Men lige nu forsøger jeg at finde egnede retter, så alle synes, de har fået noget fornuftigt frokost, er blevet mætte – og har lyst til at spise mere en anden gang.
Derfor lavede jeg en quinoasalat i aftes. Inspirationen kom herfra. Nettet er fantastisk, når der skal findes opskrifter – jeg har ikke set denne side før, men den er bestemt et besøg værd.
Salaten her er perfekt til efterår – for ingredienserne er lige ved hånden i denne tid. Måske lige bortset fra quinoa, som du må ud og købe 🙂 Et næringsrigt lille frø – som dog er importeret. Men jeg tror dets mange gode egenskaber opvejer, at det må fragtes til Danmark.
Quinoasalat med bagte gulerødder (2-3 personer)
50 gr. quinoa
½ rødløg
1 æble
5 pænt store gulerødder
2-3 forårsløg
3 spsk. olie
Dressing
3 spsk. olie
1-2 spsk. æbleeddike
salt og peber
Skyl quinoaen grundigt i koldt vand. Kom dem i en gryde med godt 1 dl. vand og ½ tsk. groft salt og kog det ved svag varme under låg i 10 minutter. Lad det stå og trække i 5 minutter inden quinoaen vendes i dressingen. Den har du forinden pisket godt sammen i en stor skål, hvor det hele kan blandes i.
Gulerødder skrælles og skæres i 1 cm skiver. Kom dem i en skål sammen med olie og lidt salt og peber og vend det hele godt rundt. Hældes ud på en bageplade med bagepapir og bager ca 20 minutter ved 200 grader. Når de er bagt, hældes de ned til quinoaen.
Æblet skæres i tern (med skræl), rødløg i små tern og forårsløg i skiver – det hele vendes med quinoa og gulerødder – det må godt være varmt stadigvæk. Og serveres også gerne lun. Salaten kan også spises kold, men den tempererede salat er virkelig lækker.
Der kom lidt fintsnittet spidskål i salaten, det smagte fint, men kan også godt udelades, hvis det ikke lige er i køleskabets grøntsagsskuffe 🙂
Jeg serverede nybagt foccaciabrød til – det er altid godt. Og en creme fraiche dressing, hvor creme fraiche var smagt til med sød chilisauce.
Jeg tror faktisk godt, at denne ret kan komme med på bordet i Nordjylland i næste uge 🙂
God mandag.
Jette
A + K = ♥
Hvor hyggeligt – jeg kommer aldrig fra Nordjylland 😀
Håber det bliver en god tur.
Jette Holm Rosendal
Hej 🙂 Og ja, jeg er helt sikker på, at det bliver nogle dejlige dage, med tid til at snakke, se noget forskelligt – og besøge noget andet familie i Nordjylland. kh Jette