I går var jeg med til sogneeftermiddag.

Et par gange om året samarbejder menighedsrådet og den lokale pensionistklub om et arrangement – til fælles glæde. For pensionisterne står for det praktiske og jeg forsøger at finde et interessant menneske, som kommer og fortæller om et eller andet. Eller nogen kommer og synger og spiller. 

Jeg synes altid, at det er spændende, når det er nogen fra lokalområdet, som har en interessant historie at fortælle. Så bliver det hele meget nærværende og vedkommende.

I går var det graver medhjælperens far, der havde ordet. Med en fortælling om, hvordan han en uge om året skifter hus, bil og familieliv ud med et liv på landevejen. Det er trods alt ikke helt almindeligt 🙂

Jørgen fortalte om, hvorfor han fik idéen – og hvad han oplevede, når han lignede en vagabond. Anledningen var en besked fra hans læge om, at hjertet var i dårlig forfatning, og han tænkte at det ville han gerne gøre noget ved – og modbevise lidt – så derfor drog han af sted på de her strabadserende ture. Og klarede dem.

Og undervejs blev fordomme og syn på andre mennesker udfordret. Indvandrerdrenge lod ham være i fred, når han lå og sov under åben himmel. De tyske turister ville gerne hjælpe, når cykel eller klapvogn var punkteret. Og rige fruer gav gerne en skilling til turen. Og helt generelt, så blev han mødt med megen åbenhed og venlighed – hvilket faktisk overraskede ham noget. 

“Er du dus med himlens fugle” var overskriften på hans fortælling – han havde som barn set filmen “Vagabonderne på Bakkegården” og allerede den gang tænkt, at det ville han gerne prøve. Så nu, hvor han var blevet pensionist, tog han udfordringen op og vandrede fra by til by. Og har planer om at gøre det igen til næste år.

En anderledes måde at bruge en uge om året på – jeg tror ikke, at jeg ville kunne det. Så hatten af for Jørgen.

God weekend.

Jette