Jeg troede i begyndelsen at pesto – det var basilikum pesto. Og kun det. Men det har jeg fundet ud af, ikke er tilfældet. Der kan laves pesto af mange andre grøntsager og krydderurter. Jeg har før lavet en af ramsløg.

Forleden var jeg igen på biblioteket og fandt en ny skøn kogebog 🙂 Og blev herfra inspireret til at lave en grønkåls pesto – og serverede den til en dejlig spidskåls salat, som også stod i bogen (og som hedder Køkkenterapi).

Så i går jagtede jeg økologisk grønkål. Pudsigt, når man lige står og mangler det, så er det der ikke – til sidst fandt jeg dog denne fine buket. Flot grøn og meget vinterlig. Og den var bundet sammen som en buket – men det er nu nok de færreste, der giver en buket grønkål i værtindegave. Men idéen er nu ikke helt dum 🙂

Her kommer min udgave af grønkåls pestoen. Jeg har tilsat lidt mere olivenolie end, der stod i opskriften og suppleret med citronsaft og salt.

Grønkålspesto (1 glas)

100 gr. ribbet grønkål

20 gr. græskarkerner

½ dl. olivenolie

2 spsk. parmesan

1 tsk. citronsaft

½-1 tsk. groft salt

peber

Kom den ribbede grønkål i en skål, efter de er godt skyllet. Hæld kogende vand over, og lad det stå, mens de øvrige ingredienser findes frem. I en blender kommer alle ingredienserne – grønkålen presses fri for vand og kommes ved. Blend til du synes, det har den konsistens, du synes om. Smag til.

Kommes i et rent glas og stilles i køleskab.

Og du har en flot pesto – med masser af smag og farve. Jeg serverede det som sagt til salaten her:

En super enkel salat med skøn smag. Kikærter, rosiner og kål – i en sød/sur citrondressing. Og så med et stykke brød til, så var aftensmaden på plads.

Pestoen kommer på bordet igen i weekenden. Familien samles til frokost – og så skal der grønne retter på bordet. Jeg glæder mig 🙂

God torsdag.

Jette