diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 67 af 221

Porretærte og salat – af To Good To Go

Jeg har stadig glæde af min To Good To Go pose, som jeg hentede i weekenden. Min aftensmad i går var en porretærte og salat, hvor langt det meste grønt kom fra posen.

Jeg har læst på nettet, at andre ikke altid er så heldig med deres To Good To Go – og det er naturligvis ærgerligt, men jeg er super tilfreds med min.

En porretærte er enkel mad, let at lave og let at transportere, hvis den skulle med på tur 🙂

Jeg lavede en tærtedej med rugmel i går – det gav en lidt mere fyldig bund. Og ægget i fyldet – det er fra en silkehøne – hurra for dem 🙂

Porretærte (2 pers)

50 gr. rugmel

100 gr. hvedemel

75 gr. margarine

½ tsk. groft salt

lidt koldt vand

Rugmel, hvedemel og salt blandes og margarinen smuldres heri. Dejen samles med lidt koldt vand og hviler køligt et par timer.

Rul dejen ud og beklæd en lille tærteform (ca 18 cm i diameter) – der er lidt dej i overskud, det kan evt. bruges til lidt kiks eller små tærter. Prik bunden med en gaffel og forbag bunden ved 200 grader i 10 minutter.

Fyld

1 porre

½ spsk. olie

1 lille æg

½ dl. mælk

50 gr. revet ost

salt og peber

Rens porren og skær den i tynde skiver, som svitses i olien. Krydres med salt og peber. Pisk æg og mælk sammen, krydr med salt og peber.

Når tærten er forbagt fordeles osten i bunden, oven på kommes de svitsede porrer og til sidst hældes æggeblandingen over. Bag tærten færdig ca 25 minutter. Står og samler sig et par minutter, før den serveres.

Som tilbehør lavede jeg en enkel grøn salat – med løg, agurk, tomat, iceberg og lidt oliven. Dressingen var den klassiske 🙂

Og jeg må sige, at jeg blev faktisk overrasket over, hvor godt det hele smagte 🙂 Iceberg er ikke min favorit salat – men i selskab med de andre grøntsager, så fungerede det godt.

Der er citroner og bananer tilbage – mon ikke jeg skulle bage en banankage ? 🙂

God onsdag.

Jette

Traditioner

I den forgangne weekend havde jeg tre dåbsgudstjenester. Det var usædvanligt – normalt ville jeg samle de tre dåbsbørn til en gudstjeneste, men på grund af corona og dermed følgende restriktioner, så fik hver familie sin egen gudstjeneste. Og det var helt fint, og gik godt.

Ella, Augusta og August fik navn, blev medlem af menighed og folkekirke – og ikke mindst helt tydeligt en del af Guds store familie.

Dåb er mange ting – små og store elementer, stor betydning og masser af tro, håb og kærlighed. Og blandt andet også traditioner 🙂 Og godt for det – for det er med til at binde det hele sammen og give det mening.

For alle tre dåbsbørns vedkommende gjaldt det, at de blev døbt i gamle dåbskjoler. Hvide og fine kjoler, hvor mange andre børn i deres familie var blevet døbt i før dem. Og på alle tre kjoler var broderet navnene på de mange børn. Man kan sagtens blive døbt i almindeligt tøj – men den hvide dåbskjole understreger på sin egen måde et fællesskab og et slægtsskab. Og et sted at høre til.

Den ene familie havde kjolen hængende på en meget fin bøjle, da de kom til kirken. Og den bøjle var også er en del af fortællingen. Men den var blevet glemt i farten – så i dag kom Ellas mor tilbage for at få bøjlen med hjem, så dåbskjolen igen kunne komme til at hænge på den helt rigtige bøjle. Det var også en vigtig tradition.

Dåb betyder mange ting – men hvad det gør ved os, er så fint udtrykt i dette lille vers:

Fyldt af bæven foran ukendt fremtid

lægger vi vort barn i dine hænder.

Det, som sker i dåben, gør os trygge. (Den danske salmebog 448) 

Dåb er tradition – men med en skattekiste af fortællinger og betydningslag i tilgift.

God tirsdag.

Jette

To Good To Go – masser af grøntsager

Jeg har et par gange før købt en pose med To Good To Go. Poser, som indeholder varer, der snart skal bruges og som sælges billigere for at undgå madspild. Og det er altid lidt spændende at se, hvad posen gemmer.

Alt dette var i den pose, jeg købte i Aldi til 29 kr. Der er virkelig mad til flere dage – når det kombineres med andet, jeg har i køkkenskabet eller køleskabet. Der er blevet lavet en pastaret a la denne men opgraderet med et bundt grønne asparges.

Og aftensmaden i går blev en skøn karry ret med masser af grøntsager – fra posen blev brugt løg, porre, kartofler og broccoli. En portion kikærter fra køkkenskabet gav masser af protein til retten og så blev der serveret ris til. Både Ole og jeg blev så rigeligt mætte 🙂

Bananerne er blevet spist lidt hen af vejen. Men som en lækker ekstra anretning til morgenmaden går de vældig godt. Skyr/cremefraiche med müsli og øverst lidt hyldeblomst sirup – bare fordi det har jeg i køleskabet, og det smager dejligt 🙂

Nu er der både citroner, salat og agurk tilbage – det kan i hvert fald blive til en gang salat. Der er også til en porretærte og kartoflerne skal nok blive spist i en eller anden sammenhæng. Så jo, det har været en rigtig god To Good To Go pose, jeg fik i denne omgang. Og tanken om, at afhjælpe madspild er altid god, og det er tanken om at spare nogle penge også 🙂

På en blæsende sommerdag.

Jette

Moussaka med nye fynske kartofler

Jeg får stadig grøntsager fra Aarstiderne ind i mellem. Og ind i mellem er der en aubergine med.

Det er ikke min yndlingsgrøntsag 🙂 så den skal helst serveres i godt selskab, med masser af andet grønt med smag. Og her er en kartoffelmoussaka altid et godt bud. Det var aftensmaden i går.

Nu var der kun mig i huset, så salaten blev udeladt, men det ville være fint med en grøn salat som tilbehør.

Kartoflerne er hentet i et af højbedene her i præstegården, og det er en sand fornøjelse at kunne grave nye fine kartofler op og så bruge dem med det samme 🙂

Kartoffelmoussaka (2-3 pers)

1 lille aubergine (ca 200 gr), i ½ cm skiver

400 gr. kartofler, i skiver

Tomatsauce

1 spsk. olie

1-2 løg i tern

1-2 fed hvidløg i skiver

1 dåse flåede tomater

½ majs – eller lidt fra en dåse

1 tsk. groft salt

peber

Varm olien op og svits løg og hvidløg et par minutter, tilsæt tomat, salt og peber og lad saucen simre under låg et kvarters tid. Smag til og tilsæt majs.

Bechamelsauce

2½ dl. mælk

1½ spsk. mel

15 gr. smør

40 – 50 gr. revet ost

salt, peber og muskatnød

Kom mælk og mel i en gryde og pisk, mens det bringes i kog. Kom smørret i og lad det smelte ind saucen. Saucen koger uden låg nogle minutter. Tilsæt ost og krydderier og smag til.

I et ildfast fad kommes 1/3 af tomatsaucen, ½ af auberginerne fordeles oven på og ½ af kartoflerne oven på igen. Drys lidt groft salt og peber over. Gentag med tomat, aubergine og de sidste kartofler. Slut med tomatsauce. Nu fordeles bechamelsaucen over det hele.

Bland 2 spsk. rasp med 20 gr. parmesan og drys det allerøverst. Sæt fadet i ovnen ved 175 grader og bag ca. 1 time til kartoflerne er godt møre.

Så er det bare at sige velbekomme – det er comfortfood – også midt om sommeren 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Plastikfri juli, 2. år

Internettet er godt til at minde en om det, man har glemt 🙂 I går poppede en artikel op om plastikfri juli – det havde jeg egentlig glemt, at der var noget der hed – også selv om jeg sidste år havde forsøgt at følge tanken. Og jeg tror heller ikke, at jeg som sådan har flyttet mig så meget i forhold til for et år siden. Men jeg tror udviklingen har rykket sig i forhold til sidste år.

Her til morgen affaldssorterede jeg et skyrbæger – og faldt lige over dette lille mærke. Og som noget nyt, så kunne man meget let rive papstrimlen uden om bægeret af, så pap kom for sig og plastik for sig. Ret smart.

Plastikfri juli er en ide, der kommer fra Australien – du kan se mere om det her. Tanken er, at vi hver især kan gøre lidt i vores egen hverdag i et forsøg på at mindske plastikforureningen – til gavn for natur, mennesker og hele kloden.

Det bliver let lidt flyvsk og uoverkommeligt – så det handler om at holde fokus på det muliges kunst. Og det er for eksempel at huske at tage et net med, når der skal handles ind, så man ikke lige skal købe en plastikpose.

Det kan også være at stoppe med at købe vand på plastikflasker. Vi har så godt vand i vores vandhaner, at det virkelig er unødvendigt at købe klart vand på flaske. På billedet ses min drikkedunk, den havde jeg stor glæde af på cykelturen 🙂

Og endelig kan det være at sortere plastaffald hjemme i køkkenet. Jeg ved godt, at her er det en fordel at bo i et stort hus, for der er plads til en stor pose til blød plast og en papkasse til hård plast. Men jeg tror også, at det handler lidt om vilje til at ville 🙂

Plastik er et super produkt, og kan ikke undværes. Men vi kan bruge det med omtanke. Nu ser jeg hvordan juli går – og samler lidt op, som jeg også gjorde sidste år, når måneden er gået 🙂

God torsdag.

Jette

En lidt uventet erkendtlighed

Somme tider bliver man bare glædeligt overrasket. Og det blev jeg for nylig, da jeg fik en mail fra Faaborg Museum. Sidst jeg var på museet var til deres nytårskur i januar. Og udover bobler og kransekage, så fik vi også set en udstilling, som hed “sokkelstykker”

Normalt tænker vi en sokkel som et fundament, hvor noget står på, og ikke som noget der er specielt interessant. Men det er ikke helt rigtigt, hvis man har en kunstners øjne at se med. Den kan både være en ramme med inskription eller billede. Eller den kan være en del af skulpturen og have en funktion.

Alt det ved jeg ikke så meget om. Men på udstillingen var der mulighed for selv at være en figur på en sokkel. Og så tage et billede af det og hashtagge det #sokkelstykker på Instagram. Den ide synes jeg var sjov, og derfor kan jeg ses under det hashtag.

Jeg havde også nævnt Faaborg museum, og som en erkendtlighed herfor fik jeg forleden en pakke med posten – med en bog og fire biletter. Det blev jeg både glad og taknemmelig for.

Så nu er der igen en god anledning til tage på besøg på det hyggelige museum, og tage gæster med 🙂

Og med udsigt til ferie i Danmark, så er der masser af små museer, der kan besøges. Uanset hvor meget eller lidt man kender til kunst, så bliver man altid udfordret og inspireret af et besøge et museum.

God onsdag.

Jette

Hvid chokoladekage med lakridsganache og frisk frugt

I haven er der lidt jordbærplanter, som mest fungerer som bunddække, men de giver nu også lidt jordbær, og de er meget velkomne 🙂

Så nogle af dem kom på toppen af denne lækre kage. Inspirationen til kagen er fra en brochure, jeg fandt i en dagligvarebutik. Jeg har tilrettet den mit køkken 🙂

Hvid chokoladekage med lakridsganache og frisk frugt (6 pers)

2 små æg

75 gr. smeltet smør

85 gr. mel

½ tsk. bagepulver

85 gr. sukker

35 gr. farin

1 tsk. vaniljesukker

40 gr. mandelmel

20 gr. hakkede mandler

50 gr. grofthakket hvid chokolade

lidt revet appelsinskal

Bland mel, mandelmel, bagepulver, mandler og chokolade. Kom sukker, farin og vaniljesukker i en skål sammen med det smeltede smør og pisk det godt sammen. Tilsæt æg og pisk grundigt. Tilsæt alle de tørre ingredienser og lidt revet appelsinskal og vend det hele godt sammen. Kommes i en lille form (ca. 10 x 20 cm) foret med bagepapir og bag kagen ved 175 grader ca. 25 minutter. Køler af i formen.

Lakridsganache

30 gr. hvid chokolade

1 dl. piskefløde

1 tsk. lakridspulver

Varm fløden op til kogepunktet og hæld den over den hakkede chokolade, rør til chokoladen er smeltet. Tilsæt lakridspulver og rør det rundt. Læg film over flødeblandingen og lad den køle af i køleskab til næste dag.

Pisk fløden til blødt skum og fordel det på kagen.

Pyntes med frisk frugt. Her er det jordbær fra haven og indkøbte blåbær 🙂

Kagen er ret let at lave, og smager skønt og vil tage sig godt ud på et hvert kaffebord.

Frisk frugt gør noget ved enhver kage 🙂 men forkorter naturligvis også holdbarheden – men nylavet og i et solstrejf, så ser det altså lækkert ud.

Mit personale og jeg havde møde her til morgen – og sluttede af med et stykke af kagen. Det smagte godt – og især på en blæsende og overskyet sommerdag.

God tirsdag.

Jette

Cykeltur på Østersøruten

I sidste uge var jeg på cykeltur. Det samme var Ole. Vi havde besluttet at cykle i sommerhus – men skulle også have hunde og hækklipper med, så det var nødvendigt med bil og tralier. Og afstanden er også lidt for lang til en dagstur, så vi delte distancen. Ole cyklede første etape, fra præstegården til Assens, og jeg cyklede så fra Assens til Kærnehuset. En cirka lige for deling.

Det er godt at cykle i Danmark, der er utallige cykelruter og cykelstier og masser af små snoede veje, hvor der ikke er megen trafik. Jeg skulle følge Østersøruten, den er markeret med fine skilte og ruten er en af i alt 11 nationale ruter.

Den gode skiltning gør, at telefon, gps og kort kan blive i tasken og man kan nyde turen i stedet. Det fungerer for det meste, jeg missede skiltet en enkelt gang og kom lidt på afveje 🙂 Men fik vendt cyklen og ramte sporet igen.

Den største udfordring på turen var vinden, varmen og bakkerne 🙂 Og så kan man jo spørge, om der så er andet tilbage. Og ja, det er der. Fyn er smuk på denne tid af året, og tempoet blev sat efter min formåen, og var stigningen lige lovlig lang – ja så trak jeg 🙂

Når turen går på cykel, så er der rig tid til at se både naturen og mindemærker og lytte til fugles sang og meget andet. Jeg kørte blandt andet forbi denne mindesten for faldne engelske soldater. Rundt om stenen var der en bred og helt nyklippet bøgehæk – der var helt sikkert nogen, der passede på det sted.

Jeg nåede til sommerhuset – godt varm og brugt – men det var en god fortræning, inden sommerferien for alvor kommer. Her skal vi cykle i det nordjyske omkring Rebild bakker. Det glæder jeg mig til, selv om det også nok bliver hårdt og bakket 🙂

Naturen blomstrer så fint lige nu – så til sidst et billede af ærteblomster plukket ved sommerhuset. Eller rettere, de faldt, da Ole klippede hækken 🙂 Men så blev de til en fin buket i en vase, der er købt på den blå avis for længe siden.

God mandag.

Jette 

Sankt Hans dag

Det er midsommer i Danmark – hvilken skøn tid. Og så er vi allerede halvvejs, når vi taler jordens runde om solen. Dagene begynder igen at aftage, helt underligt, for vi er jo først lige begyndt på sommeren 🙂

I aftes var en smuk Sankt Hans aften. Jeg var sammen med nogle venner, og de havde lavet et fint lille bål og harvet rundt om, så ilden ikke kunne brede sig. Bålet blev tændt forholdsvis tidligt, derfor den smukke blå himmel.

Jeg har ikke været sammen med den familie før til Sankt Hans, men de lavede altid snobrød. Og det er virkelig en hyggelig ting at gøre sammen. Små og store kan være med. Mit blev da meget godt 🙂

Jeg fik til min fødselsdag et bålfad, det skal vist i gang her hen over sommeren, og så kan der hygges med snobrød.

Vi fik ikke sunget i går – men derfor genlyder nogle af ordene fra midsommervisen alligevel i mit hovede. Også selv om billederne er fra en anden tid, så rammer sangen nu meget godt sommerens stemning.

Vi elsker vort land,

men ved midsommer mest,

når hver sky over marken velsignelsen sender,

når af blomster er flest,

og når kvæget i spand

giver rigeligst gave til flittige hænder;

når ikke vi pløjer og harver og tromler,

når koen sin middag i kløveren gumler … (Holger Drachmann, 1885)

Jeg sidder her på kanten af en forlægnet friweekend – det er bare helt perfekt med dette vejr 🙂 I morgen byder på en længere etape på min nye cykel – Ole og jeg deler distancen ned i sommerhuset og vil nyde en dag der. Og måske bade … Nu ser vi.

God midsommer.

Jette

Brownie og boller med ganacherest

I weekenden lavede jeg jo bryllupskager – og det er altid svært helt præcist at ramme mængden, der skal bruges af det ene og det andet – så der blev lidt chokoladeganache til overs. Og hvad bruger man lige det til?

Ganache er chokolade og piskefløde blandet sammen – så i sig selv er det jo en lækker ting. Men alt med måde 🙂 Så det sidste er blevet omdannet til en dejlig brownie og nogle velduftende chokoladeboller.

Brownie med ganacherest

75 gr. ganache

20 gr. chokolade

15 gr. smør

2 små æg

50 gr. sukker

35 gr. farin

1 spsk. kakao

60 gr. mel

20 gr. hakkede valnødder

I en gryde smeltes ganache, chokolade og smør, og køler lidt af. Imens piskes æg, sukker og farin til en skøn æggesnaps. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk godt. Vend til sidst de øvrige ingredienser i og rør godt rundt. Dejen kommes i en lille form – jeg brugte et tærtefad beklædt med bagepapir (ca. 18 cm i diameter)

Bages ved 175 grader ca 20 minutter og køler af i formen.

Smagen og konsistensen minder meget om en helt almindelig brownie – så denne lidt alternative udgave skal nok få ben at gå på 🙂

Chokoladebollerne er lavet som koldthævede boller og smager mildt af chokolade. Og som næsten alt andet nybagt – så smager de godt 🙂

Og nu fik jeg brugt en rest ganache, som ellers bare stod i køleskabet. Alternativet var nok blevet, at hønsene fik det – men det var det ligesom for godt til 🙂

God tirsdag.

Jette

Side 67 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal