diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 66 af 221

Radisser på pizza

Radisser er en sjov lille grøntsag. Lidt overset måske, men den gør nu heller ikke meget væsen af sig. Jeg mindes som barn at have sået radisser i haven, men de blev mest spist op af orm, så forsvandt fornøjelsen lidt ved det 🙂

Men nu var der et bundt radisser i posen To Good To Go, så de skulle jo helst bruges til noget. Og Ole serverede for noget tid siden en pizza med radisser – det blev så afprøvet i mit køkken i går. Det er en super enkel pizza, men den smager ret så fint 🙂

Pizza med radisser (1 pers)

Pizzadej af 1½ dl. vand

1 kartoffel

1 bundt radisser

2 tsk. olivenolie

50 gr. revet ost

salt (gerne røget) og peber

Kartoflen skæres i meget tynde skiver. Radisserne halveres og vendes med olivenolien sammen med et nip salt og lidt peber.

Rul dejen ud og læg den på bagepapir på en plade. Fordel osten og dernæst kartoffelskiverne – de skal ligge i et enkelt lag. Fordel så til sidst radisserne og dryp med det sidste olie. Krydr med salt og peber. Jeg brugte mit lækre røgede salt – det gav lidt ekstra smag.

Bag pizzaen ved 225 grader ca. 15 minutter.

Og så er der ellers bare mad. Lækkert og sommerligt. Jeg spiste det uden kniv og gaffel, så det er virkelig hyggemad 🙂

God torsdag.

Jette

Inspiration

Min grøntsagsskuffe var tom – der lå en halv agurk og nogle få grønne bønner – så det var tid til at få fyldt op. Og da der kun er mig i huset her i ugen, så valgte jeg at købe en To Good To Go pose, og så lade dens indhold bestemme noget om, hvad der skulle laves af mad. For det er aldrig til at vide, hvad posen indeholder.

Denne er købt i Netto – og det var en fyldt pose, og den vejede godt til. Det viste sig, at der var ret mange kartofler og en stor vandmelon nede i posen. Det forklarede vægten 🙂

Når en To Good To Go pakkes ud, så handler det også om at finde inspiration til, hvad alle disse grøntsager nu kan bruges til. Det gode ved denne pose er, at en del af grøntsagerne kan holde sig i længere tid. Så i første omgang kom porrer og rødløg ud i garagen – til senere brug.

Her ser du, hvad aftensmaden i går bestod af – alt sammen med grøntsager fra posen – og så suppleret med lidt fra køleskabet. Der er mere end jeg kunne spise, så frokosten er også klar i dag 🙂

Den store vandmelon var fin og havde små kerner. Jeg er ikke den helt store fan af vandmeloner, og køber dem sjældent selv, men nu var den her – og så blev en god del af den brugt i en klassisk vandmelonsalat.

Jeg fandt opskriften hos Arla, den er nem og lige til og smager virkelig dejligt.

Kartoffelfadet er også meget lige til. De kogte kartofler moses let, drysses med salt, peber og lidt tørret chili. Revet ost drysses over og til sidst hældes lidt olivenolie over, og det hele varmes igennem ved 225 grader i ovnen et kvarters tid.

Og endelig lavede jeg pesto. Jeg kunne også have lavet denne pastaret, men det må blive en anden gang. Jeg brugte pestoen i en grillet wrap.

En tortilla smøres med pesto og drysses med revet ost inden en ny tortilla lægges oven på. Presses let sammen og steges på panden ved god varme eller grilles i en toaster. Skæres ud i trekanter.

Det er virkelig en let og lækker ret, eller måske snarere en snack. For den vil også gøre sig godt som en lille appetizer med et glas kølig hvidvin til 🙂

Jeg blev godt mæt – og har grøntsager til resten af ugen – alt sammen købt for 29 kr. Hvis man ikke lige står og skal have en bestemt grøntsag, så er der meget godt gemt i sådan en pose To Good To Go.

God onsdag.

Jette

Nye grydelapper

Jeg har aldrig hæklet en grydelap før 🙂 Men nu skulle det prøves. Jeg har mange gamle grydelapper, som min mor har lavet til mig af gamle hæklede servietter. Servietterne havde min farmor hæklet, men de blev ikke brugt, og så blev de lavet om til grydelapper. Men der var små huller i mønsteret, så det skete, at jeg brændte fingrene, når jeg brugte dem. Så nu skulle der ske noget nyt.

Og i en tid, hvor der ryddes op i præstegården, så dukker også mere garn op 🙂 Så det er bomuldsgarn fra gemmerne, der er blevet brugt. Tre tråde i forskellig farve, men det fungerede faktisk meget godt. Opskriften er fundet på nettet og så var det jo bare at gå i gang. Det er lidt stift at arbejde med, men grydelappen skal jo også være tilpas tyk og kraftig, ellers skærmer den ikke mod varmen.

Jeg er blevet okay tilfreds med resultatet.

De er blevet hængt op i sommerhuset – for har manglede også gode grydelapper 🙂 Det skarpe øje vil se, at krogen er en lille plastikdims. Det blev overvejet nøje, inden den blev klistret op. Men jeg kunne ikke finde flere af mine fine metal kroge, og denne er fundet i kælderens gemmer, efter at have opholdt sig der i årtier. Så nu kom den i brug, og med klister på bagsiden, så kan den fjernes igen uden at lave mærker på den hvide plade. Det kan jo også være en fordel. Og det er mere bæredygtigt at bruge noget, der er produceret, end at gå ud og købe noget nyt 🙂

Diva og jeg holdt fridag i sommerhuset – og solen skinnede. Det var så fint.

God tirsdag.

Jette

Kirsebærtærte

De flotte og lækre kirsebær, jeg fik med hjem fra et besøg, blev blandt andet brugt i en lækker kirsebærtærte. Mange af bærene spiste vi også bare, som de var, for de smagte så fint. Men i en kage var de nu også gode 🙂

Kirsebærtærte (5-6 pers)

Mørdej

150 gr mel (evt. 25 gr. grahamsmel)

75 gr. smør

35 gr. sukker

evt. 1 spsk. creme fraiche

Mel, smør og sukker smuldres godt sammen – evt. på en foodprocessor, den er virkelig god til det :-). Saml dejen med lidt koldt vand eller creme fraiche og lad dejen køle og hvile en times tid.

Mazarin

50 gr. smør

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesuker

1 lille æg

40 gr. marcipan

40 gr. mel

200 gr. udstenede kirsebær

1 spks. rørsukker

Til mazarinmassen piskes smør, sukker og vaniljesukker sammen. Tilsæt marcipan i små stykker og pisk det sammen, inden ægget piskes i. Til sidst vendes melet i.

Rul mørdejen ud og beklæd en tærteform – ca. 21 cm i diameter – med dejen. Fordel de udstenede kirsebær og drys sukker over. Fordel til sidst mazarinmassen og glat den ud. Bag tærten ca. 25 minutter ved  175 grader.

Køler af og serveres med flødeskum eller creme fraiche.

Det er en lækker tærte 🙂 Og i sæson lige nu.

Nu venter en travl uge – der er ferie blandt mine kollegaer, så jeg har flere sogne at tage vare på i den kommende tid – og det kan godt ses i kalenderen 🙂 Men – en dag ad gangen – så går det nok.

God mandag.

Jette

Fredags glimt

Jeg gjorde det samme sidste år – lavede glimt af stort og småt om fredagen. Det gør jeg igen denne juli – hverdagen er lidt sat på pause, også selv om jeg ikke har ferie. Men møder og arrangementer er der ikke så mange af, så der bages mest til husbehov. Så glimtene handler ofte om noget andet 🙂

I går kørte jeg gennem Faldsled og så noget, jeg aldrig har set før – nemlig et skilt ved både campingpladsen og Faldsled kro som meldte: “Alt optaget.” Det er imponerende, men også dejligt, tænker jeg.

Der var nu også usædvanligt mange biler på vejen gennem det smukke Sydfyn.

Sommerhuset følger faktisk i samme spor – i går blev sidste ledige dato udlejet – så det har også for mit lille hus, været en helt usædvanlig sommer. Og det er da lidt underligt at kunne stille sig i rækken af udlejere, der melder alt optaget 🙂 Samtidig glæder jeg mig over, at danskerne ved at holde ferie i Danmark jo er med til at gøre noget godt for samfundet som helhed. Og det er også hyggeligt uden besvær at kunne forstå, hvad alle siger 🙂

I går bød på et besøg hos min gravermedhjælper, som lige nu er på barsel.Det var vældig hyggeligt at se hende og Mini – ingen tvivl om, at begge trivedes. Og inden hjemturen var vi på havevandring i noget, der minder om en park – noget var fint holdt med bede og anlæg, og så var der en vild have, hvor græs, blomster og grønt fik lov at gro, som det nu ville. Her var der blot lavet en sti med plæneklipperen. Sådan en have er helt sikkert god for for både dyr, klima og mennesker.

Jeg fik også denne portion søde kirsebær med hjem. Nu må jeg se, hvad de ender med at blive til 🙂

Og endelig – sikke en skøn fredag morgen! Det var frisk, vindstille og solrigt! Det er virkelig kun til at blive glad over – og glæde sig til weekenden. Det er vist også kortvarigt, at solen og varmen er – jeg vil nyde det, alt det jeg kan 🙂 Præstemarken ligner stadig mest en mark – men er en skov på vej.

Søndag morgen er der igen en tidlig gudstjeneste – dem er jeg vældig glad for. På søndag skal vi blandt andet synge denne salme, som så fint minder os om alt det, vi har fået givet.

Du, som gir os liv og gør os glade,

du, som holder af os, som vi er ….

du, som åbner bøgehækkens blade,

giv os liv og lys, og gør os glade. (Den danske salmebog 369)

Må du få en dejlig weekend.

Jette

#ikkebaredanmark

I år er der kommet et par nye hashtag til – udsprunget af, at mange af os holder ferie i Danmark.

#ikkebaredanmark #baredanmark

Begge udtryk skal pege på, at der er altså ikke noget dårligt ved at skulle holde ferie inden for landets grænser i år. Danmark har ret så meget at byde på. Det ved vi selvfølgelig godt, men vi er blevet lidt vant til at ferie er lig med udlandsbesøg.

Men jeg tror at mange af os kommer til at opdage oversete eller ukendte skønne steder rundt om i landet denne sommer.

I går besluttede jeg, at jeg ville forfølge et par skilte for seværdigheder, jeg ikke før havde set. Jeg har passeret skiltene utallige gange på vej i sommerhus – men stoppet op, det har jeg aldrig gjort.

Men nu ved jeg lidt om hvad der gemmer sig af gammel historie i området omkring Voldtofte.

Den første seværdighed viste sig at være selve landsbyen. En lille by med masser af fine og velholdte gamle gårde med masser af bindingsværk, stråtag og lange stendiger.

At byen så i fordumstid – flere århundreder før vor tidsregning – havde været bosted for områdets høvding var jo lidt interessant.

Området rummer flere gravhøje, som er tydelige i landskabet. Denne er Lusehøj, den største i området, og der var opsat fine informationstavler med gode tegninger og relevant information.

Udsigten på toppen var i orden 🙂 Man står 84 m over havet og kunne se ud over Lillebælt og hele det sydfynske område. Jeg havde ikke lige regnet med at få så fin en udsigt på vejen hjem.

Vi lever i et land, hvor meget er veldokumenteret – så på en tur ud af de små veje og til ukendte steder, kan vi sagtens få ny viden med hjem. Derfor er det #ikkebaredanmark – men det er et interessant land at udforske 🙂

Sydfyn har ret mange vejboder – og i Voldtofte fandt jeg en honningbod 🙂 Så et glas honning kom med hjem – jeg holder meget af dens slags souvenir. Noget der kan spises og smages på, og nydes mens minder følger med.

Med dette indlæg – en stor opfordring til at stoppe op ved skiltene med “seværdighed” – der gemmer sig hver gang en historie bag. Og det er ikke #baredanmark – det er vores land.

God onsdag.

Jette

Aftensmad og nybagte cookies

I går bød sig pludselig muligheden for at besøg hos Trine og hendes mand. Ingen af dem har ferie, så jeg tilbød at lave “dinner transportable” 🙂 Og det ville de gerne. Mad der blev bragt til døren, er i høj kurs 🙂

Det blev den lidt lettere og enkle udgave af grøn mad – men alle blev mætte og det smagte også fint.

Jeg lavede kold kartoffelsalat med kartofler fra eget højbed 🙂 jeg nyder at grave mine egne kartofler op, så længe det varer. Foccaciabrødet er (næsten) altid med, når jeg laver mad til min svigersøn 🙂 Men det smager også dejligt og går til det meste.

Den farvestrålende salat er årstidens grøntsager i min klassiske dressing.

Hele majskolber kan købes lige nu, dem koger jeg ganske kort (et par minutter) og skærer majskornene af – de smager ret meget bedre end dem på dåse. Herudover havde jeg rød peber, grønne bønner, agurk og edamamebønner og lidt rødløg i. Det er enkelt og giver noget liv til ethvert bord.

Derudover lavede jeg tortilla med pesto, ost og jalapenos – stegt hurtigt på en pande, så osten smelter. Det er super let, og smager virkelig godt, og giver lige det sprøde element til aftensmaden her.

Til dessert – eller rettere til kaffen – bagte jeg cookies. Det er også en sikker vinder, og er enkel og ligetil. Disse fik blandt andet fyld af nougat, det lå alene i køleskabet og var ikke blevet brugt 🙂

Cookies med nougat og chokolade (9 stk)

 

60 gr. smør

50 gr. farin

50 gr. sukker

1 lille æg

125 gr. hvedemel

25 gr. grahamsmel

½ tsk. bagepulver

30 gr. nougat i tern

50 gr. chokolade (gerne forskellig farve), grofthakket

Pisk smør, sukker og farin godt sammen. Tilsæt æg og pisk igen. Tilsæt alle de øvrige ingredienser og vend det hele godt sammen. Dejen sættes i klumper på en plade med bagepapir og trykkes lidt runde og flade, inden de bages ved 180 grader ca. 15 minutter. Køler af på pladen.

Det er en enkel småkage, men smager bare så godt 🙂

Billederne er taget i sen eftermiddagssol – det giver et fint spil i billederne – og lyser op i dag, hvor der bare er stille regn.

Jeg tror naturen synes vejret er helt perfekt – med sol en dag og regn den næste – jeg glæder mig nu allerede til at se solen igen 🙂

God tirsdag.

Jette

En rolig mandag morgen

Der er ferietid – og selv om jeg ikke har ferie, så smitter stemningen af alligevel. Det er som om, at landet går ned i gear 🙂

Som nævnt, så har jeg ikke ferie endnu, og Ole skulle også på arbejde, men mandag er også fridag, så det blev til en rolig morgen. Jeg fik strikket et par omgange på mit Natsværmersjal. Der er godt nok lang vej endnu, men det er hyggeligt at sidde med. Det kræver dog en vis koncentration, så jeg kan ikke se fjernsyn imens jeg strikker – men kan godt lytte til podcast. Så det gør jeg gerne.

Det er en fin måde at få nye vinkler og ny viden ind i hovedet på. Det blev faktisk også nævnt i den podcast, jeg hørte, at netop dette medie er blevet vældig populært. Men man kan jo også bare lytte med, lige når det passer en.

Det med de rolige morgener afspejler sig også lidt søndag morgen i kirken. For at få ferieafløsningen til at gå op i en højere enhed, så holder vi gudstjeneste kl. 9.00 – så kan organisten nå videre til en anden kirke og spille der bagefter. Jeg synes, det er dejligt med de tidlige gudstjenester,  så er der en hel dag, som efterfølgende kan bruges til at nyde sommeren i.

Den smukke alterbuket havde graveren fundet blomster og grønt til på kirkegården og i noget krat. Det er bæredygtighed og helt i tråd med nye tanker om, at kirkegården kan bruges og anlægges på en anden måde end tidligere. Så der for eksempel på tomme gravsteder plantes blomster, som både kan pryde kirkegården, men også bruges i en buket til alteret.

Mandagen fortsætter i sit rolige tempo – og med sol udenfor, så skal jeg vist ud og nyde den 🙂

God mandag.

Jette

Fredagsglimt

I dag er blandt andet skiftedag i sommerhuset, så turen går mod syd, før den senere går mod vest 🙂 Og inden da, skal en prædiken skrives færdig.

Det første fredagsglimt er fra i går, hvor jeg igen var ude at samle en lille buket til projektbuket2020.

Jeg synes virkelig, det er en sjov tanke, og jeg bliver udfordret omkring det at se og finde blomster i præstegårdens store have. For en stor have er ikke nødvendigvis ensbetydende med mange blomster 🙂 Vi havde ikke boet her ret mange år, før vi fik sløjfet et kæmpe staudebed og senere igen udviddet græsplænen ved at sløjfe nogle andre bede. I dag synes jeg, det er lidt ærgerligt, men på det tidspunkt var det helt rigtigt. Men sådan ændrer ens fokus og interesser sig jo gennem livet.

På billedet peger pilen på en bi, som kom flyvende forbi, fordi blomsterne bare duftede så godt 🙂

I sommerhuset var der lunt og tørt, men udenfor regnede det. Det her sted er mit yndlingsspot i regnvejr – man kan nemlig sidde og se vandet – ikke regnvandet men Helnæsbugt – fra dette sted. Stolen er en bryllupsgave fra mine børn og hynden er genbrug, den var på vej til at blive smidt ud, da jeg fik greb i den 🙂

Vi må sige, at al den regn gør, at alt står rigtig flot. Så det er stadig muligt at plukke en velkomst buket i den minimalistiske sommerhus have.

Min lille ribsbusk har også bær. Sidste år fik jeg ikke plukket nogen, før fuglene havde spist dem. Nu håber jeg, at jeg når det i næste uge – det var for vådt til rigtig at gå i haven i dag 🙂

De mange gæster i sommerhuset har altid efterladt huset pænt og ryddeligt. Så det er let at gå til, når der skal gøres klar til næste hold. Men noget jeg undrer mig over – er indkøb af almindeligt vand!

Denne 1½ liter helt almindeligt vand var efterladt i køleskabet. Det er sådan et ressourcespild – der er ingen grund til at købe vand på flaske i Danmark. Men det tager noget tid, før det budskab trænger igennem. Sodavand og dansk vand – okay – men almindeligt vand, nej det er ikke særlig vist.

Det var nu ikke for at lyde sur og gnaven – bare en konstatering 🙂

Det er tid til at ønske god weekend – i dansk sommervejr 🙂

Jette

Havens høst

Dette indlæg er handler om et lille bitte glas rabarber-jordbær syltetøj. Og sommetider tænker jeg, kan det dog interessere nogen 🙂 Men så vender jeg det om, og tænker, at så kan jeg jo bruge det som min dagbog, og senere huske på, hvad jeg lavede med nogle få rabarber og de sidste jordbær i haven.

Jeg har lavet dette lille glas rabarber-jordbær syltetøj – men det særlige ved det er, at der også er chiafrø i. Og det ser da lækkert ud – og er det også 🙂

Rabarberne er fra min tidligere gravers have, og jordbærene er de aller sidste ude fra min egen have. Jeg nyder altid, når noget kan hentes i haven eller området lige omkring en – det er for mig bæredygtighed i praksis.

Opskriften fandt jeg hos Emma Martiny – jeg har igen været på biblioteket og faldt over hendes fine og farvestrålende bog. Det er kun til at blive inspireret af at kigge flotte billeder – og vel egentlig også meningen med dem. At man selv får lyst til at lave det, man ser. Emma gør tingene på sin egen måde, så det var lidt sjovt at prøve det. Her er min formindskede opskrift på et glas lækkert og farvestrålende syltetøj.

Rabarber-jordbær syltetøj med chiafrø

65 gr. rabarber

165 gr. jordbær

1 spsk. vand

2 spsk. honning

1 tsk. ahornsirup

½ tsk. vaniljesukker

en my salt

2 tsk. chiafrø

Skær rabarber i skiver og kog dem ved svag varme med vandet – ca. tre minutter. Tilsæt jordbær og de andre ingredienser – undtagen chiafrøene – og kog det hele under låg ved svag varme ca. ti minutter. Røres godt igennem og tages af varmen og så røres chiafrøene i. De små frø fordeles godt, og der røres et par gange inden syltetøjet kommer i et rent glas, køler af og sættes i køleskab.

Jeg tror ikke, at holdbarheden er så lang, men portionen er lille, så det skal nok nå at blive spist.

Jeg brugte også lidt på toppen af min morgenmad – det pynter og er farvestrålende, og så kan man fornemme de små frø, når man spiser syltetøjet.

Det er ikke som almindeligt syltetøj – men helt sikkert sundere 🙂 Og så er det også bare sjovt at prøve noget nyt en gang imellem. Og igen, her har du helt styr på hele indholdet – der er ikke et eneste E-nummer i dette syltetøj 🙂

God torsdag.

Jette

Side 66 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal