I år er der kommet et par nye hashtag til – udsprunget af, at mange af os holder ferie i Danmark.
#ikkebaredanmark #baredanmark
Begge udtryk skal pege på, at der er altså ikke noget dårligt ved at skulle holde ferie inden for landets grænser i år. Danmark har ret så meget at byde på. Det ved vi selvfølgelig godt, men vi er blevet lidt vant til at ferie er lig med udlandsbesøg.
Men jeg tror at mange af os kommer til at opdage oversete eller ukendte skønne steder rundt om i landet denne sommer.
I går besluttede jeg, at jeg ville forfølge et par skilte for seværdigheder, jeg ikke før havde set. Jeg har passeret skiltene utallige gange på vej i sommerhus – men stoppet op, det har jeg aldrig gjort.
Men nu ved jeg lidt om hvad der gemmer sig af gammel historie i området omkring Voldtofte.
Den første seværdighed viste sig at være selve landsbyen. En lille by med masser af fine og velholdte gamle gårde med masser af bindingsværk, stråtag og lange stendiger.
At byen så i fordumstid – flere århundreder før vor tidsregning – havde været bosted for områdets høvding var jo lidt interessant.
Området rummer flere gravhøje, som er tydelige i landskabet. Denne er Lusehøj, den største i området, og der var opsat fine informationstavler med gode tegninger og relevant information.
Udsigten på toppen var i orden 🙂 Man står 84 m over havet og kunne se ud over Lillebælt og hele det sydfynske område. Jeg havde ikke lige regnet med at få så fin en udsigt på vejen hjem.
Vi lever i et land, hvor meget er veldokumenteret – så på en tur ud af de små veje og til ukendte steder, kan vi sagtens få ny viden med hjem. Derfor er det #ikkebaredanmark – men det er et interessant land at udforske 🙂
Sydfyn har ret mange vejboder – og i Voldtofte fandt jeg en honningbod 🙂 Så et glas honning kom med hjem – jeg holder meget af dens slags souvenir. Noget der kan spises og smages på, og nydes mens minder følger med.
Med dette indlæg – en stor opfordring til at stoppe op ved skiltene med “seværdighed” – der gemmer sig hver gang en historie bag. Og det er ikke #baredanmark – det er vores land.
God onsdag.
Jette
Skriv et svar