Endnu en uge af juli er snart gået – ikke den mest prangende sådan solskinsmæssigt, men der har været tid og vejr til også at være ude. Dejligt 🙂
Det har været en uge med mange samtaler og kirkelige handlinger – især fordi, at jeg passer nogle flere sogne end normalt. Mine kollegaer har ferie, så derfor er der landet lidt ekstra på mit bord. Og lidt typisk for mig, når jeg synes, der er meget jeg skal – så laver jeg først en dej til et godt brød 🙂 Laver noget helt basalt – og har så nydt det gode brød her i ugens løb.
Og så er det nu at grøntsager begynder at være klar ude i haven. At sætte det i flertal er lidt en overdrivelse – jeg har kartofler og tomater, så det er til at overskue. Kartoflerne er fine, og jeg nyder at grave mine egne kartofler op her lige i højsommeren. Tomaterne er bare på vej, de mangler helt klart noget varme og noget sol. Men fine er de nu alligevel.
Æbletræet er fire år gammelt, eller det er i hvert fald fire år siden, at det blev plantet. Og i år bærer det endnu flere æbler – så det bliver spændende, hvordan det kommer til at gå med dem.
Som sagt, så har vejret varieret – i går var det mest gråt, så der var ikke nogen uden at bade. Vandet var ellers fint og klart, og der var ikke mere tang end at det let kunne forceres. Jeg har stadig til gode at komme i vandet i år – det ender vist med, at det kun bliver til fodbad 🙂
På den fredede eng, der ligger foran sommerhuset, kommer der hvert år noget kvæg ned og græsser. Det synes jeg er mega hyggeligt, det giver liv til området – og minder nok lidt om barndommen, hvor der også gik kreaturer i engen.
Et sidste glimt er ugens buket. Jeg havde besluttet, at den kun skulle bestå af grønt. Så grønne grene fra træer og buske er her sat sammen – det er både frodigt og rodet. Men giver nu alligevel noget farve til bordet, når den kommer ind. Men nogle grene har svært ved at holde hovedet højt, når de kommer i en vase. Det er godt at banke grenen lidt forneden, så vandet bedre kan suges op, et godt råd, som Planteliv gav mig på Instagram.
Med ønsket om en dejlig weekend 🙂
Jette
Skriv et svar