Så blev det sidste dag i juli og sidste fredag i denne omgang med små glimt herfra.

I går var det 4 års bryllupsdag – og den blev fejret med lækker mad på det fineste gamle badehotel – jeg har desværre ingen billeder. Men Ole og jeg nød tiden og maden.

Den høje og slanke lagkage har vi stadig til gode at smage – vi var alt for mætte i går. Men mon ikke det lykkes her i weekenden at få smagt på den 🙂

Her til morgen blev bagt koldthævede boller. Dem er jeg virkelig blevet fan af. Det er super nemt og smager dejligt, og duften af nybagt brød en helt almindelig morgen, det er altså dejligt 🙂 Dejen røres sammen om aftenen, sættes i køleskab og næste morgen formes bollerne med en ske og de bager godt et kvarter – og så er vi klar 🙂 De er bedst nybagte, men hvis man ikke er vild med at skulle have fingre i dejen, så er dette et godt bud på hjemmebagte boller.

I denne uge er der mange skift i sommerhuset – så turen går til Sydfyn nogle gange. Men jeg hygger mig med det. Og møder rigtig mange biler, campingvogne og autocampere på min vej – det synes jeg er så fint, for det tyder virkelig på, at der bliver holdt rigtig meget ferie her i Danmark i år. 

Her er tøj til tørre – jeg ejer ikke en tørretumbler, men er meget glad for tøj og sengetøj, der dufter af frisk luft 🙂 Det kræver lidt arbejde og der skal holdes øje med vejret, men det lykkes som regel at få tøjet tørret udendørs. 

Og en af silkehønsene har valgt at ruge – det har hun nu gjort ret længe – så jeg er spændt på, om der på et tidspunkt sker noget. Hun er i hvert fald ihærdig – og meget tålmodig 🙂

Og så er det næsten weekend – og for en gangs skyld ser den lovende ud 🙂 Sommer! Ja tak 🙂

God weekend.

Jette